Midten af 1800-tallet var en vigtig periode for den danske folkeskole. Der var politisk og i samfundet livlig debat om, hvordan skolen skulle udvikle sig både pædagogisk og organisatorisk. Lærerne organiserede sig og krævede bedre vilkår, både til sig selv og til eleverne.

I den proces spillede Slagelse-læreren Carl Christian Carlsen (1812-65) en vigtig rolle, også på nationalt plan. Han var født i byen som søn af en lotterikollektør. Han blev først uddannet som linnedvæver og arbejdede som sådan i nogle år indtil han i 1834 efter privatstudier og et par år i latinskole tog eksamen ved Jonstrup Seminarium. Han oprettede og bestyrede herefter en privatskole i Slagelse, hvor han engagerede sig lokalt som borgerrepræsentant i byens styre, som fattigforstander, medlem af Købstadsforeningen, klokker ved Skt. Mikkels kirke og medudgiver af Slagelse Avis, hvor han redigerede udenrigsstoffet. Han var desuden medstifter af Slagelse Velgjørenheds-Selskab i 1841 og blev dets første formand, ligesom han i 1855 blev formand for den samme år stiftede Slagelse Haandværker- og Industriforening.

Han boede i en periode i Løvegade og var gift to gange, med døtre af henholdsvis en skræddermester og en bagermester fra Slagelse. Fra 1840 blev hans privatskole nedlagt, og han blev i stedet lærer ved Slagelse Borger- og Friskole for en løn af 300 Rd. årligt. Han udgav en række skolebøger til fagene tysk, religion, nordisk mytologi og regning/aritmetik – blandt andre “Hovedregningstabeller” og “700 Opgaver i Aritmetik”.

Fra 1848-50 udgav han bladet “Skolelærervennen” og fra 1857 til sin død “Samleren for Skolen og Lærerne” – begge landsdækkende skrifter for lærere og skoleinteresserede. Han var i mange år leder af Slagelse Herreds Lærerforening. Under forhandlingerne om Skoleloven af 1856 – der reformerede den første skolelov fra 1814 – arrangerede han en række lærermøder i Slagelse og Ringsted. Som lærerrepræsentant forsøgte han meget aktivt indflydelse på lovens indhold, både med hensyn til fagenes indhold, organisationen og lærernes løn- og boligforhold, samt sikring af deres enker og børn ved dødsfald. Ved et af møderne fik han med opbakning fra ca. 1000 lærere vedtaget en henvendelse til lovgiverne om en større jordlod til lærerne på landet og højere pengeløn i købstæderne.

Der var på denne tid stor debat om, hvorvidt folkeskolen skulle være en offentligt drevet enhedsskole (”Statsskoler”) med relativt ensartede, nationale krav til kvalitet og indhold, eller om man skulle satse på skoler med forskelligt ejerskab og pædagogisk linje og mindre statslig styring (”Friskoler”). I denne debat var Carl Christian Carlsen talsmand for det førstnævnte synspunkt, hvorefter skolerne skulle fungere på samme måde som de gratis skoler under fattigvæsenet, men for børn fra alle samfundslag.

Ved Skoleloven af 1856, som især var undervisningsinspektør (og senere statsminister) D.G. Monrads værk, gik staten ind med økonomisk støtte til udbygning af skolevæsenet. Det skabte samtidig bedre materielle vilkår for lærerne, herunder højere løn i købstæderne, bedre pensionsmuligheder og højere krav til  skolebygningerne. Der blev indført loft på max. 100 elever – fordelt på to klasser – i skoler på landet med kun én lærer. Med loven blev et liberalt dannelsesideal og den enkelte elevs tilegnelse af stoffet nu fokus for undervisningen, frem for udenadslære. Samme år fik Carl Christian Carlsen på sin fødselsdag den 12. juni overrakt en smuk hædersgave, givet af samtlige lærere i landet.

I 1856 fik han fik han i forbindelse med opførelse af den ny Borger- og Friskole på hjørnet af Fruegade og Skovsøgade udvirket en række forbedringer, blandt andet så de projekterede gange blev bredere.

I 1864 udgav Carl Christian Carlsen bogen “Erindringer om Skolevæsenet”, hvor han – i form af dialoger med  navnlig landsbylærere som han førte under en større rejse rundt i landet – diskuterede forskellige synspunkter om skolevæsenet. Han tog blandt andet lærerlønningerne, kvindelige lærere, pryglestraffen, præsternes tilsyn med skolen og værdien af skolebøger og af fag som gymnastik under behandling. Bogen indeholder også en gennemgang af folkeskolens historie fra reformationen og frem til tiden efter Skoleloven af 1856.

Carl Christian Carlsen indsamlede som led i sit organisatoriske arbejde for lærerne systematisk oplysninger om landets skoler og lærere. I 1861 udgav han som tillæg til sit blad “Samleren” en “Fortegnelse over de ved Borger- og Almueskolerne i Danmarks Kjøbstæder ansatte Lærere”.

Ved sin død den 13. januar 1865 efterlod han to små børn, som hans allerede i 1863 afdøde anden hustru Frederikke (f. Høyer) var moder til. Børnene blev således ved Carl Christian Carlsen død tidligt forældreløse, men kunne heldigvis drage fordel af netop hans ihærdige slid for lærerstandens kår – herunder hans arbejde for stiftelsen i 1860 af en understøttelsesforening for forældreløse skolelærerbørn.

I en nekrolog i ”Samleren for Skolen og Læreren” lovpriste hans mangeårige kollega, lærer ved Sludstrup skole Johan Henrik Fix ham som ”Folkets Mand” der var elsket af skolebørnene og altid stod i første række når der skulle arbejdes velgørende for de fattiges hjælp og det almenes tarv. Ved hans bisættelse fulgte 2-300 personer af alle samfundsklasser ham til graven.

Som supplement – og måske korrektion – til dette mere officielle billede af Carl Christian Carlsen har vi også en udtalelse fra en af hans elever, den i lokalhistorisk sammenhæng overordentlig aktive farver og cigarhandler P. Arnskov. Arnskov skriver i sine erindringer om sin elevtid i Borger- og Friskolen fra 1858 blandt andet: ”..Carlsen, som vi mest havde til regning, han var vist en meget duelig lærer, men han havde en del udenoms arbejde, især med assurance, og kom vi op til ham og ville have besked om noget, kunne vi være temmelig sikre på at få på hovedet, fordi vi forstyrrede ham.” Arnskov tilføjer, at som bevis på lussingens fortræffelighed efterlod den et mærke på elevens kind, forårsaget af lærer Carlsens fingerring.

I Joakim Larsens skolehistorie fra 1899 tillægges Carl Christian Carlsen stor betydning som nøgleperson i processen frem til skolereformen i 1856. I den nyligt udgivne skolehistorie fra 2013 omtales han ikke, men der er ikke tvivl om, at han har haft stor betydning som leder, pennefører og organisator i forbindelsen med brydningerne om folkeskolens udformning, vilkår og formål omkring midten af det 19. århundrede.

Hans Trier, 05-09-2017 

Kilder

Arnskov, P. Bogen om Slagelse. Slagelse, Bøggilds Forlag, 1931

Carlsen, Carl Christian. Erindringer om Skolevæsenet og Omrids af Folkeskolens Historie. Slagelse 1864

Carlsen, Carl Christian. Fortegnelse over de ved Borger- og Almueskolerne i Danmarks Kjøbstæder ansatte Lærere. Kbh. 1861.

Coninck-Smith, Ning de & Charlotte Appel (red.). Dansk skolehistorie: Hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år. 5 bind. Aarhus Universitetsforlag 2013-15.

Fix, Johan Heinrich: Carl Christian Carlsen (nekrolog). I: Samleren for Skolen og Læreren, ekstranummer januar 1865 s. 1-4.

Hoffmann, Johan: Slagelse borger- og friskole 1800-1900. Særtryk af ”Vor Ungdom”, København 1899.

Knudsen G. P. Arnskov: Et Mindeord. I: Aarbog for Historisk Samfund for Sorø Amt 19. årgang 1931 s. 36-79.

Larsen, Joakim: Bidrag til den danske Folkeskoles Historie 1818-1898. Kbh. 1899.

Larsen, Joakim. Carl Christian Carlsen. I: Dansk Biografisk Lexikon 1887-1905 (www.runeberg.org)

Nielsen, Ole G. I byens larm en skole stod. Skoleliv i Slagelse gennem 200 år. Udgivet af Slagelse byråds skoleudvalg. Slagelseegnens Kulturkreds, 1982.