Svend Bruun var cand.mag. i engelsk, historie og tysk. Han var ansat ved Det kongelige Bibliotek og Henrik Madsens Skole og blev i 1936-1940 rektor ved Slagelse kommunale højere Almenskole. Herefter var han indtil 1960 rektor for Sortedams Gymnasium.
BØRGE RIIS LARSEN. 2014
Litteratur: Børge Riis Larsen (1977): Træk af Slagelse Gymnasiums historie og Børge Riis Larsen (2002): Slagelse Gymnasiums lærere.
I de ældre folketællinger, mandtalslister og brandforsikringer er byen delt op i fire fjerdinger eller roder:
Smedegades Fjerding
Slotsgades Fjerding
Bredegades Fjerding
Løvegades Fjerding
Bredegades fjerding bestod af:
Bredegade søndre side (122-142)
Mariendals mølle
Bredegades mølle (143)
Bredegade (144-157)
Herrestræde (158)
Bredegade (159-177)
Gammel Torv (178-180)
Rosengade (181-182)
Byskoven
Galgemarken
Mellemmarken
Tallene i parentes er tællingsnumrene fra folketællingen 1845.
GITTE STRANGE HANSEN. 2014
Indtil 1970 blev der hvert år i juni afholdt dyrskue på boldbanerne overfor Anlægget.
Dyrskuerne var en stor begivenhed som samlede både voksne og børn fra byen og oplandet.
Interessen for at opleve de mange dyr var stor, især for de voksne fra landet, som med kenderminde vurdere de udstillede pragteksemplarer fra gårdene i Østsjælland. Børnen flokkedes om de mindre dyr, som man kunne klappe: Kaniner, grise, ponyer og heste.
I takt med landbrugenes mekanisering blev der også udstillet traktorer og andre store landbrugsmaskiner.
Til dyrskuerne hørte også kåringen af de bedste dyr og et omrejsende tivoli begejstrede især børnene.
Fokus skiftede imidlertid til de store landsdelsdyrskuer i fx Roskilde og Herning og de små dyrskuer i provinsen hører til fortiden.
Poul Hansen, 24-10-2018
Den 31. marts 1890 blev Arbejdsmændenes Fagforening for Slagelse og Omegn stiftet.
Det foregik i forsamlingsbygningen ”Frem” i Anlægget. I den lokale avis Slagelse- Posten fyldte referatet fra mødet hele forsiden.
Af referatet fremgik det, at der var mødt 400 deltagere. Mødet var åbent for alle. Forhenværende høker J.P. Petersen fra Bildsø bød som formand for det foreløbige udvalg velkommen til alle, og fremførte, at der aldeles intet hensyn skulle tages til politiske meninger. Derefter udspandt sig en lang debat om nødvendigheden af en fagforening.
Dirigenten opfordrede mulige tilstedeværende arbejdsgivere til at udtale sig.
En arbejdsgiver spurgte, om folk udenfor den egentlige arbejderstand kunne blive medlemmer, og på hvilke vilkår man blev medlem. Han repræsenterede Arbejdernes Værn, en forening dannet af de konservative med det formål at forhindre arbejderne i at melde sig ind i de egentlige fagforeninger, der var ved at opstå. Til det formål afholdt man baller og uddelte kolonihaver.
Dirigenten svarede, at der kunne optages æresmedlemmer med et indskud af en krone og et årligt bidrag på mindst tre kroner. De kunne derimod ikke vælges ind i bestyrelsen, og spørgsmålet om stemmeret skulle afgøres af generalforsamlingen.
Om dette emne kom der en debat så lang, at dirigenten på et tidspunkt rådede til afslutning, da det ellers ville blive meget sent, inden man kom i gang med at modtage indmeldelser i foreningen, der efter afstemning var dannet. Mødet hævedes, og man gik over til indtegning af ”flittige og hæderlige” medlemmer.
Klubbens og Værnets apostle gik bedrøvede hjem. Sådan slutter referatet i avisen.
På den efterfølgende generalforsamling konstituerede man sig med arbejdsmand Jens P. Petersen, Løvegade, som formand. Han holdt dog kun et halvt år, da han blev gæstgiver på Nytorv.
Han blev afløst af fyrbøder Peter Jensen, Løvegade, der heller ikke holdt længe, men blev afløst af Frederik Hansen i 1892.
Frederik Hansen var søn af en lejehusmand på Store Frederikslund. Her oplevede han, hvordan alle arbejderne på godset forud for et kommunalvalg fik udleveret en seddel, hvor der stod, hvem de skulle stemme på. Frederik Hansen skulle således stemme på forpagteren på Lille Frederikslund.
Der var ikke hemmelig afstemning, og da Frederik selv ville bestemme, blev han øjeblikkelig fyret. Han rejste til Slagelse, hvor han nedsatte sig som arbejdsmand og tøffelmager. Han kom hurtigt ind i det faglige og politiske arbejde, og den 1. juni 1892 blev han valgt til formand for Arbejdsmændenes Fagforening.
Troen på sammenhold, forpligtende fællesskab og solidaritet var det eneste, de mennesker som startede Arbejdsmændenes Fagforening for Slagelse og Omegn var i besiddelse af. Imod sig havde de et politisk system og forhold på arbejdspladserne, hvor den enkeltes rettigheder var et ukendt begreb. Trods umulige forhold gik de til opgaven med at organisere arbejdsmændene uden at kny, og de var besat af den særlige omhu, der er karakteristisk for pionerer.
Begyndelsen var beskeden med ca. 30 medlemmer, men pionererne holdt ud og vedtog en arbejdsplan, der bl.a. indeholdt to bestyrelsesmøder om måneden og ordinær generalforsamling hvert kvartal, samt et diskussionsmøde med medlemmerne hver anden onsdag og et offentligt diskussionsmøde om måneden. Dog viste det sig, at man holdt ligeså mange ekstraordinære generalforsamlinger som ordinære.
De offentlige diskussionsmøder var en stor udfordring til arbejdsgiverne. Desværre findes der ikke referater fra dem.
Først i 1897 lykkedes det at få den første overenskomst. Det var med Murer- og Tømrermestrenes Forening. Arbejde indenfor normal tid skulle aflønnes med 26 øre pr. time, overarbejde og søn- og helligdagsarbejde med 35 øre pr. time.
På grund af det stigende antal fagforeninger og deres tiltagende styrke, havde Arbejdsgiverne i 1896 dannet Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening, men det lykkedes dem ikke at bremse lønstigningen. Arbejdsgiverne tabte de fleste lønkampe. Derfor havde de oprettet et ”Sortekammer”, der indeholdt navnene på de fagligt aktive arbejdere, som næsten altid var uden arbejde. Det medførte den storlockout, der begyndte d. 24. maj og først sluttede d. 5. september 1899.
Det satte fagforeningen på en hård økonomisk prøve, da de lockoutede ingen økonomisk hjælp kunne få. Godt nok havde man fattigkassen, men det førte til tab af stemmeret, hvis man fik hjælp derfra.
Bestyrelsen blev bemyndiget til at tage af kassebeholdningen, så længe der var penge, men for at kassebeholdningen ikke skulle blive tømt for tidligt, satte man en indsamling i gang gennem avisen. Alle, der gav et bidrag, blev nævnt i avisen.
Til de lockoutede udbetaltes 80 øre om dagen samt 5 øre pr. barn.
Under lockouten kørte fagforeningen på lavt blus, men herefter kom der skub i det.
Der blev oprettet både aftenskole og syge- og begravelseskasse for medlemmerne.
I 1916 lykkedes det at få overenskomst med Spritfabrikken, men prisen var høj, da man måtte give afkald på snapsrationen, som bestod i gratis brændevin en gang om måneden.
I 1939 oprettedes Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse. Dennes bestyrelse vedtog på sit første møde i december 1939, at der skulle oprettes en arbejdsteknisk skole for ufaglærte. Denne skole udviklede sig til det, vi i dag kender som Specialarbejderskolen.
I takt med udviklingen skiftede forbundet også navn.
I 1890 hed den lokale afdeling: Arbejdsmændenes Fagforening for Slagelse og Omegn.
I 1959 kom den til at hedde: Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund for Slagelse og Omegn (DASF).
I 1975 blev det til: Specialarbejdernes Fagforening for Slagelse og Omegn, men navnet blev allerede i 1977 ændret til: Specialarbejderforbundet i Danmark, SID Slagelse afdeling.
JOHAN DENTA. 2014
Begrebet købstad bruges stadig, selv om der ikke længere er tilknyttet en retslig eller administrativ betydning til ordet. Købstæderne stammer fra 12-1400 tallet, hvor der var tale om en by, der havde fået særlige privilegier af kongen. Privilegierne gav byerne egen administration, egen retskreds samt ret til at udskrive skatter og afgifter. Det var gerne byer med en god placering, der fik købstadsprivilegier, og disse skulle bekræftes af hver ny konge.
Beskyttelsen af handel og håndværk betød, at dette hovedsageligt var henlagt til byerne, og at oplandets indbyggere skulle ind til købstaden for at sælge deres afgrøder og andre varer. Adgangen til købstæderne var gennem byportene, og derudover var byerne omkranset af et plankeværk, der skulle sikre, at byen ikke blev snydt for afgifterne. Beskyttelsen af handel og håndværk blev ophævet i 1857, da der blev indført frihandel.
I Slagelse Kommune er der tre købstæder, nemlig Slagelse, Korsør og Skælskør.
Slagelse lå centralt placeret mellem en række indfaldsveje, og kendes helt tilbage i 1000-tallet. I 1288 fik byen sine købstadsrettigheder af kong Erik Menved, og disse privilegier blev fornyet og udvidet gennem de følgende århundreder.
Korsør lå godt placeret som overfartssted mellem Sjælland og Fyn. Den første bebyggelse lå i oldtiden længere ude mod Storebælt, end det er tilfældet i dag. Det var først med opførelsen af Tårnborg, at der kom bebyggelse længere inde i noret. Korsør fik købstadsrettigheder i 1425.
Skælskør ligger, hvor der i gammel tid var et vadested over fjorden. Præcis hvor gammel byen er, er svært at sige, men den har formentlig eksisteret allerede i 1100-tallet, og den ses i Kong Valdemars jordebog fra ca. 1240. Fra Skælskør var der overfartssted til Langeland. Byens ældste privilegier synes at være udstedt i 1414. De eksisterer ikke længere i original, men findes i en afskrift foretaget af præsten P. Edvardsen Friis. De ældste bevarede købstadsrettigheder stammer fra 1483 og befinder sig i dag på Landsarkivet for Sjælland m.m.
STELLA BORNE MIKKELSEN. 2014.
I 1745 til 1752 og igen fra 1764 til 1767 hærgede kvægpesten i Danmark. Vi ved i dag, at kvægpest skyldes en såkaldt morbili-virus, der er uhyre smitsom, men dengang havde man ingen anelse om effektive bekæmpelsesmidler. Virkningerne af de to kvægpestangreb var voldsomme. Salmonsens leksikon anfører således, at der i den første runde døde 2.000.000 stykker kvæg ud over hele landet. Kvægpesten menes indført til landet gennem krigshæres medfølgende kvæg.
Lokalt blev der i foråret 1746 lavet en oversigt over ”bortdøde” kreaturer i vinterhalvåret 1745-1746 i Antvorskov rytterdistrikts nordre del. I Hallelev var der ni gårde med i alt 77 heste, 11 kvier, 28 køer, 24 ungkvæg og 43 får. I oversigten opgøres tabet til 8 heste, 1 kvie, 4 køer, 5 ungkvæg og 26 får. I Bildsø var der på dette tidspunkt 15 gårde med i alt 131 heste, 23 kvier, 59 køer, 46 ungkvæg, 25 kalve og 180 får. Vinterens tab blev opgjort til 21 heste, 2 kvier, 8 køer, 9 ungkvæg, 3 kalve og 28 får. Disse opgørelser mere end antyder det voldsomme tab, som disse landsbyer var udsat for, idet kvægpesten fortsatte de følgende år.
Da kvægpesten dukkede op igen i 1765 i Øster Stillinge efter en del års pause, anmodede amtmand Løvenørn om militær assistance fra den lokale kommandant oberst baron von Weitersheim. Ved hjælp af udstationerede soldater skulle landsbyen isoleres totalt fra omverdenen i et forsøg på at hindre smittespredning. Isolationen skulle gælde både mennesker og dyr.
I forbindelse med kvægpestens rasen udvirkede den reformivrige Struensee, at der blev sendt studerende til veterinærskolen i Lyon i Frankrig. Tre år senere vendte disse studerende tilbage med ny viden om bekæmpelse af kvægpest. En af de studerende, P.C. Abildgård, blev 1773 forstander på den nyoprettede Veterinærskole på Christianshavn.
Abildgård fik gennemført, at smittet kvæg blev slået ned og begravet på stedet hurtigst muligt, ligesom transport af kvæg og huder fra smittede områder blev forhindret. Abildgård var nemlig blevet klar over, at kvægpesten blev overført ved direkte smitte, hvorfor der også blev lagt stor vægt på isolering af smittede landsbyers kvægbesætninger. Amtmand Løvenørns initiativ fra Øster Stillinge var således et rigtigt initiativ. Siden 1814 har Danmark været fri for kvægpest.
KNUD BRUUN RASMUSSEN. 2014
I 1661 fik Korsør privilegier som stabelstad på Sjælland.
Der var mange havnebyer i Danmark på den tid, så hvad var baggrunden for at give stabelstadsprivilegier – og hvad var en stabelstad egentlig?
Stabelstæder var de eneste, der måtte handle med udenlandske købmandsvarer. Det betød at andre købstæder sendte alle varer over den nærmeste stabelstad. Der var enkelte undtagelser, som bl.a. heste og okser, der slap for denne omvej.
Privilegier som stabelstad blev hovedsageligt givet af militære og toldmæssige grunde. Efter de udmagrende svenskekrige var det magtpåliggende for staten at sikre, at landets hovedfæstninger havde et solidt forråd i tilfælde af krig.
Det var ikke kun byens beliggenhed og status som fæstningsby, der gav privilegierne som stabelstad. Byens handel var nemlig ikke helt god, og ved at give særlige rettigheder håbede man at kunne få handelen til at blomstre. Det betød også, at en række borgere oprettede et handelskompagni, der skulle stå for både den inden- og udenlandske handel.
Der var dog et stort men. Selv om man håbede at kunne få glæde af privilegiet som stabelstad, var stabelstæderne over en bred kam hårdt spændt for. Svenskekrigene havde kostet dyrt, og for garnisonsbyerne (som Korsør) var der også mange udgifter til soldaterne, som byens indbyggere havde pligt til at indkvartere.
Stabelstæderne blev ikke den store succes, som man fra statens side havde håbet. Derfor blev stabelstadsprivilegiet udvandet efterhånden som handel med udlandet blev givet til flere byer, og i 1869 blev det reelt ophævet, da handelen blev givet fri.
Stella Borne Mikkelsen. 2014
Kilde: Hellesen og Tuxen: Korsør gennem 15000 år.
Hjørnet af Bildsøvej og Stillingevej
Støvlebækvej 5
Bildsøvej 80
Kirke Stillinges første skole var en af de mange rytterskoler i Antvorskov Rytterdistrikt. Denne rytterskole lå ved vejkrydset Bildsøvej – Stillingevej. Skolen brændte i 1914 og læreren blev hjemløs. Sognerådet sørgede for en midlertidig bolig til ham. Samtidig købte man en ny grund og fik opført en ny skole på Støvlebækvej. Denne skole fungerede frem til 1956, hvor den nye centralskole blev bygget på åben mark syd for landsbyen. Denne skole er løbende blevet udvidet, blandt andet med en sportshal. Skoledistriktet blev i 1991 udvidet med Havrebjerg skoledistrikt, idet Havrebjerg Skole blev nedlagt og indrettet som heldagsskole.
Knud B. Rasmussen, november 2017
Bestod oprindelig kun af den nordlige del af den nuværende vej. Den sydlige del hed indtil 1973 Idagårdsvej. Vejen ligger på Idagårds Vestermark, som blev købt af bygmester H.P.P. Hansen og senere udstykket.
Landsbyen Gækkelund, som vejen er opkaldt efter, hørte under Antvorskov Slot og blev nedlagt i 1585 efter ordre fra Frederik den Anden. De 7-9 gårde i landsbyen blev genopført andetsteds på kronens gods. Navnet overlevede i en del år i “Geckelunds Mark”.
GITTE STRANGE HANSEN. 2014
I 1883 var købmand Peter Thomsen gået i gang med bygningen af en ejendom på hjørnet af Fisketorvet og Skovsøgade. To arbejdsmænd havde hakket og gravet sig igennem et murstensdækket gulv, da de pludselig stødte på skinnende sølv- og guldmønter.
Allerede samme dag blev nyheden bragt i den lokale avis: ”I Eftermiddag er der i Kjælderen under Gaarden paa Hjørnet af Skovsøgade og Gammeltorv, der for tiden er under ombygning, ved Gravning gjort et betydeligt Møntfund. Der er Ifølge Gaardens Eiers Hr. Kjøbmand Peter Thomsens meddelelse til os funden ca. 450 Stk. Guld og Sølvmønter, samt Brudstykker af
Smykker eller lign., 8 Guldringe og 27 Stkr. Perler eller lign. – Fundet gjordes under et Murstensgulv i en gammel Kjælder.”.
Købmand Thomsen lod i de følgende dage skatten udstille i glas til beskuelse i købmandsforretningen på Fisketorvet, inden han personligt indleverede skatten til Nationalmuseet
Guldskatten fra Slagelse er den største middelalderlige skat, der er fundet i Danmark.
Den bestod af 186 guldmønter, 269 sølvmønter, 1 guldring med safir, 1 guldring med ametyst, 1 guldring med perle, 1 guldring med fransk indskrift, 1 guldring med Kristushoved, 1 guldring med mindre Kristushoved, 1 guldring med havsnegl, 4 spænder af guld og sølv og 16 hægter og påsyningssmykker samt 4 sølvbarrer.
Safirringen er vurderet til at være en konge eller biskop værdig. Safiren er fra Ceylon og var meget eftertragtet. De anvendtes oftest af kongelige og biskopper. Den ældste biskopring, man kender i Danmark, har tilhørt biskop Absalon. Det var ikke usædvanligt, at biskopper og andre høje gejstlige bortgav ringene som gave til kongelige eller verdslige personer. Således testamenterede ærkebiskop Peder Kruse en safirring til Dronning Margrethe i 1391.
Mønterne har hjulpet med at datere skatten, da de yngste mønter er 2 nürnbergske guldgylden fra 1372.
Slagelse var 3. maj 1376 vært for et Danehof, hvor Dronning Margrethes 6-årige søn Oluf blev valgt til konge af Danmark – med sin moder som formynder.
Da Danehoffet havde fremmøde af rigets bisper, drosten og marsken foruden herremænd, er det ikke usandsynligt, at skatten er blevet begravet på dette tidspunkt – af ukendte årsager.
I danefægodtgørelse modtog købmand Thomsen den nette sum af 2241 kr. Til sammenligning lå en månedsløn for en faglært i 1880 på knap 70 kr.
ANDERS OLSEN. 1.1. 2014
Kilde: Skattefundet i Slagelse 1883, Fritze Lindahl og Jørgen Steen Jensen i Årbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, 1983, s. 123-182.