I 1906 gik landets skarpretter, Seistrup, på pension. Stillingen blev slået op i Statstidende, og ikke færre end 188 personer søgte jobbet. Blandt dem valgte man Carl Peter Herman Christensen, født i Særslev 1869. Han havde bestridt et par forskellige job i Slagelse, bl.a. som hampspinder, og han havde borgerskab som slagter. Fra 1899 var han ansat ved politiet.
I forbindelse med udnævnelsen til skarpretter blev Herman Christensen interviewet til Politiken. Interviewet er holdt i en ret sarkastisk tone. Journalisten konkluderer om Christensen, at “Han er en stærk, ukultiveret Natur, uden Nerver og uden synderlig Refleksionsevne, i alle Tilfælde stolende paa sine fysiske Kræfter, ved hvilke han føler en barnlig og usammensat Glæde, i enhver Henseende ypperlig egnet til sit fremtidige Kald. Og ét er dertil sikkert: Christensen føler sig overstadig lykkelig ved, at han af de 188 Ansøgere blev den foretrukne.”
Christensen kom aldrig til at henrette nogen, men efter at justitsminister Alberti i 1905 havde fået vedtaget en lov om pryglestraf for særligt grove forbrydelser, kom skarpretteren i funktion ved at uddele slag med rotting. Pryglestraffen afskaffedes igen i 1911. Dødsstraffen forsvandt ud af den borgerlige straffelov i 1933. Siden 1892, hvor den sidste henrettelse fandt sted, var samtlige dødsdømte blevet benådet.
Skarpretter Christensen fik sin opsigelse med besked om at fratræde sin stilling pr. 1. april 1926 med begrundelsen, at “Justitsministeriet ikke anser det for nødvendigt, at der vedblivende eksisterer en Skarpretter her i Landet.” Efterfølgende ernærede han sig som hestehandler og ejendomshandler og døde 9. oktober 1936 efter at være klemt ihjel af en hest.
Fabrikanterne Carlo Hjort og Villy Olsen grundlagde kuffertfabrikken på Amager i 1946. Efter nogle udvidelser blev pladsen alligevel for trang, og i konkurrence med andre byer valgte man at bygge helt nyt i Korsør. Fabrikken blev bygget på Lilleø ved siden af det gamle vandtårn i Korsør. I 1964-1965 blev fabrikken taget i brug. Der blev i de følgende år foretaget flere udvidelser, bl.a blev et datterselskab Annolet etableret. Denne virksomhed fremstillede aluminiumsrammer til kufferter og mapper. I fabrikkernes storhedstid var flere end 300 medarbejdere beskæftiget. I 1980’erne blev fabrikken overtaget af ØK. Cavalet-kufferter fremstilles ikke i Danmark længere, og Annolet er nu et selvstændigt selskab.
I 1892 opførtes i købmand Thorvald Hansens have ved Schweizerplads et stort bygningskompleks, bestående af teater, hotel og butikker. Det nye teater blev indviet 11. oktober samme år. 1927 blev komplekset udvidet med en kongressal, som brændte 1948. Den blev genopbygget samme år. I mange år var Casino et af provinsens største teatre og byens største samlingssted. Teatret anvendtes både af de mange turnerende teatre, af de lokale amatørskuespillere, bl.a. Arbejderscenen, og til musikformål. Abonnementskoncerterne havde hvert år en række koncerter med store udenlandske navne.
Der fandt også mange møder og udstillinger sted i Casino. I 1956 gjorde en udstilling af eksotiske dyr i længere tid Casino kendt i det ganske land. Under udstillingen slap en cobraslange løs og gjorde sig usynlig. Sagen fulgtes nøje af pressen. Først efter 14 dage fandt man slangen, viklet rundt om et varmerør.
4. juli 1976 gik Casino op i flammer. I flere år lå tomten hen, inden man opførte Casinotorvet, et nyt kompleks af boliger og butikker.
Midten af 1800-tallet var en vigtig periode for den danske folkeskole. Der var politisk og i samfundet livlig debat om, hvordan skolen skulle udvikle sig både pædagogisk og organisatorisk. Lærerne organiserede sig og krævede bedre vilkår, både til sig selv og til eleverne.
I den proces spillede Slagelse-læreren Carl Christian Carlsen (1812-65) en vigtig rolle, også på nationalt plan. Han var født i byen som søn af en lotterikollektør. Han blev først uddannet som linnedvæver og arbejdede som sådan i nogle år indtil han i 1834 efter privatstudier og et par år i latinskole tog eksamen ved Jonstrup Seminarium. Han oprettede og bestyrede herefter en privatskole i Slagelse, hvor han engagerede sig lokalt som borgerrepræsentant i byens styre, som fattigforstander, medlem af Købstadsforeningen, klokker ved Skt. Mikkels kirke og medudgiver af Slagelse Avis, hvor han redigerede udenrigsstoffet. Han var desuden medstifter af Slagelse Velgjørenheds-Selskab i 1841 og blev dets første formand, ligesom han i 1855 blev formand for den samme år stiftede Slagelse Haandværker- og Industriforening.
Han boede i en periode i Løvegade og var gift to gange, med døtre af henholdsvis en skræddermester og en bagermester fra Slagelse. Fra 1840 blev hans privatskole nedlagt, og han blev i stedet lærer ved Slagelse Borger- og Friskole for en løn af 300 Rd. årligt. Han udgav en række skolebøger til fagene tysk, religion, nordisk mytologi og regning/aritmetik – blandt andre “Hovedregningstabeller” og “700 Opgaver i Aritmetik”.
Fra 1848-50 udgav han bladet “Skolelærervennen” og fra 1857 til sin død “Samleren for Skolen og Lærerne” – begge landsdækkende skrifter for lærere og skoleinteresserede. Han var i mange år leder af Slagelse Herreds Lærerforening. Under forhandlingerne om Skoleloven af 1856 – der reformerede den første skolelov fra 1814 – arrangerede han en række lærermøder i Slagelse og Ringsted. Som lærerrepræsentant forsøgte han meget aktivt indflydelse på lovens indhold, både med hensyn til fagenes indhold, organisationen og lærernes løn- og boligforhold, samt sikring af deres enker og børn ved dødsfald. Ved et af møderne fik han med opbakning fra ca. 1000 lærere vedtaget en henvendelse til lovgiverne om en større jordlod til lærerne på landet og højere pengeløn i købstæderne.
Der var på denne tid stor debat om, hvorvidt folkeskolen skulle være en offentligt drevet enhedsskole (”Statsskoler”) med relativt ensartede, nationale krav til kvalitet og indhold, eller om man skulle satse på skoler med forskelligt ejerskab og pædagogisk linje og mindre statslig styring (”Friskoler”). I denne debat var Carl Christian Carlsen talsmand for det førstnævnte synspunkt, hvorefter skolerne skulle fungere på samme måde som de gratis skoler under fattigvæsenet, men for børn fra alle samfundslag.
Ved Skoleloven af 1856, som især var undervisningsinspektør (og senere statsminister) D.G. Monrads værk, gik staten ind med økonomisk støtte til udbygning af skolevæsenet. Det skabte samtidig bedre materielle vilkår for lærerne, herunder højere løn i købstæderne, bedre pensionsmuligheder og højere krav til skolebygningerne. Der blev indført loft på max. 100 elever – fordelt på to klasser – i skoler på landet med kun én lærer. Med loven blev et liberalt dannelsesideal og den enkelte elevs tilegnelse af stoffet nu fokus for undervisningen, frem for udenadslære. Samme år fik Carl Christian Carlsen på sin fødselsdag den 12. juni overrakt en smuk hædersgave, givet af samtlige lærere i landet.
I 1856 fik han fik han i forbindelse med opførelse af den ny Borger- og Friskole på hjørnet af Fruegade og Skovsøgade udvirket en række forbedringer, blandt andet så de projekterede gange blev bredere.
I 1864 udgav Carl Christian Carlsen bogen “Erindringer om Skolevæsenet”, hvor han – i form af dialoger med navnlig landsbylærere som han førte under en større rejse rundt i landet – diskuterede forskellige synspunkter om skolevæsenet. Han tog blandt andet lærerlønningerne, kvindelige lærere, pryglestraffen, præsternes tilsyn med skolen og værdien af skolebøger og af fag som gymnastik under behandling. Bogen indeholder også en gennemgang af folkeskolens historie fra reformationen og frem til tiden efter Skoleloven af 1856.
Carl Christian Carlsen indsamlede som led i sit organisatoriske arbejde for lærerne systematisk oplysninger om landets skoler og lærere. I 1861 udgav han som tillæg til sit blad “Samleren” en “Fortegnelse over de ved Borger- og Almueskolerne i Danmarks Kjøbstæder ansatte Lærere”.
Ved sin død den 13. januar 1865 efterlod han to små børn, som hans allerede i 1863 afdøde anden hustru Frederikke (f. Høyer) var moder til. Børnene blev således ved Carl Christian Carlsen død tidligt forældreløse, men kunne heldigvis drage fordel af netop hans ihærdige slid for lærerstandens kår – herunder hans arbejde for stiftelsen i 1860 af en understøttelsesforening for forældreløse skolelærerbørn.
I en nekrolog i ”Samleren for Skolen og Læreren” lovpriste hans mangeårige kollega, lærer ved Sludstrup skole Johan Henrik Fix ham som ”Folkets Mand” der var elsket af skolebørnene og altid stod i første række når der skulle arbejdes velgørende for de fattiges hjælp og det almenes tarv. Ved hans bisættelse fulgte 2-300 personer af alle samfundsklasser ham til graven.
Som supplement – og måske korrektion – til dette mere officielle billede af Carl Christian Carlsen har vi også en udtalelse fra en af hans elever, den i lokalhistorisk sammenhæng overordentlig aktive farver og cigarhandler P. Arnskov. Arnskov skriver i sine erindringer om sin elevtid i Borger- og Friskolen fra 1858 blandt andet: ”..Carlsen, som vi mest havde til regning, han var vist en meget duelig lærer, men han havde en del udenoms arbejde, især med assurance, og kom vi op til ham og ville have besked om noget, kunne vi være temmelig sikre på at få på hovedet, fordi vi forstyrrede ham.” Arnskov tilføjer, at som bevis på lussingens fortræffelighed efterlod den et mærke på elevens kind, forårsaget af lærer Carlsens fingerring.
I Joakim Larsens skolehistorie fra 1899 tillægges Carl Christian Carlsen stor betydning som nøgleperson i processen frem til skolereformen i 1856. I den nyligt udgivne skolehistorie fra 2013 omtales han ikke, men der er ikke tvivl om, at han har haft stor betydning som leder, pennefører og organisator i forbindelsen med brydningerne om folkeskolens udformning, vilkår og formål omkring midten af det 19. århundrede.
Hans Trier, 05-09-2017
Kilder
Arnskov, P. Bogen om Slagelse. Slagelse, Bøggilds Forlag, 1931
Carlsen, Carl Christian. Erindringer om Skolevæsenet og Omrids af Folkeskolens Historie. Slagelse 1864
Carlsen, Carl Christian. Fortegnelse over de ved Borger- og Almueskolerne i Danmarks Kjøbstæder ansatte Lærere. Kbh. 1861.
Coninck-Smith, Ning de & Charlotte Appel (red.). Dansk skolehistorie: Hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år. 5 bind. Aarhus Universitetsforlag 2013-15.
Fix, Johan Heinrich: Carl Christian Carlsen (nekrolog). I: Samleren for Skolen og Læreren, ekstranummer januar 1865 s. 1-4.
Hoffmann, Johan: Slagelse borger- og friskole 1800-1900. Særtryk af ”Vor Ungdom”, København 1899.
Knudsen G. P. Arnskov: Et Mindeord. I: Aarbog for Historisk Samfund for Sorø Amt 19. årgang 1931 s. 36-79.
Larsen, Joakim: Bidrag til den danske Folkeskoles Historie 1818-1898. Kbh. 1899.
Larsen, Joakim. Carl Christian Carlsen. I: Dansk Biografisk Lexikon 1887-1905 (www.runeberg.org)
Nielsen, Ole G. I byens larm en skole stod. Skoleliv i Slagelse gennem 200 år. Udgivet af Slagelse byråds skoleudvalg. Slagelseegnens Kulturkreds, 1982.
C.A. Olesen var en af mændene bag De Danske Spritfabrikker, som han grundlagde i 1881 sammen med C.F. Tietgen. Olesen blev spritfabrikkernes første administrerende direktør og efterfulgtes ved sin død af sønnen Chr. H. Olesen. C.A. Olesensvej er navngivet ca. 1975.
9. juni 1910 var en festdag i Slagelse. Hele byen var smykket med flag, og Schweizerpladsen var spærret for al trafik. Der var rejst en stor tribune med plads til 500 mennesker og desuden et ”kongetelt” til honoratiores. Anledningen var indvielsen af en rytterstatue af Christian den Niende, som byens og oplandets borgere havde samlet ind til og fået billedhuggeren Ludvig Brandstrup til at udføre. Brandstrup havde erfaring med rytterstatuer, idet han nogle år tidligere havde lavet en rytterstatue til Esbjerg by.
Initiativet til at rejse en statue af Christian den Niende kom fra en kreds af byens borgere med blomsterhandler Lissner og particulier Fabricius i spidsen. Den gamle konge var afgået ved døden i 1906, og ikke længe efter begyndte man en landsindsamling med henblik på at få rejst et mindesmærke i hovedstaden og et i Roskilde. Til trods for at denne nationale indsamling var sat i gang, indbød man til et møde i Industriforeningen i Slagelse lørdag den 3. marts 1906. Ca. 50 mænd mødte op, ”hvoriblandt forholdsvis mange Landboere”, som Sorø Amtstidende refererede. På mødet skulle nedsættes et forretningsudvalg, som skulle skaffe pengene. Man regnede med et beløb på ca. 25.000 kr. De 21 initiativtagere valgtes alle til udvalget, samt fabrikant Philipsen og malermester P. Nielsen, og ”paa indtrængende Opfordring” de to redaktører: Hans Jensen, Sorø Amtstidende og V. Hiort, Slagelse-Posten. Der blev fremlagt lister, hvorpå man kunne tegne sig for et beløb. Et af udvalgsmedlemmerne, P.C. Houlind, Johannesdal, opfordrede til, at især kvinderne tog fat: ”Sig til Mændene: Vil I eller skal vi? Og jeg tør svare for, at af de 9 af 10 Tilfælde vil Mændene sige: Vær saa god, tag I bare fat!” Indsamlingen affødte selvfølgelig en del skriverier i den lokale presse. Mange gange var det opfordringer til at støtte indsamlingen. Ofte var det dog også arge modstandere af monumentet, der tog til orde, som fx Kristen Kristensen fra Forlev, som klagede over, at monumentet for folketingsmand Tauber var placeret i en muddergrøft og fortsatte: ”I alt Fald ser det nu ud til, at vi Landboere nok maa være med at pryde Slagelse, naar det sker, som de vil have det. Der tales og skrives i denne Tid om, at vi alle som én, store og smaa, rige og fattige, alle sammen skal vi være med at pryde Slagelse. Saadan var det ikke i sin Tid, da vi Landboere ønskede at hædre en af vore, ja jeg kan godt sige kære Afdøde”.
Da man i løbet af sommeren 1906 konstaterede, at det gik for langsomt med at få penge i kassen, greb man til et kendt kneb: Man fik trykt listen med navne og beløb i avisen. Derved kunne man skubbe til dem, der endnu ikke havde meldt sig, og måske få hævet beløbet fra andre, som ikke ville stå tilbage. Udvalget benægtede selvfølgelig, at dette skulle være bevæggrunden. Man ville være mere tilbøjelig til at give, når man kunne få sit navn i avisen, hvor lille beløbet end måtte være. En borger luftede sin harme i avisen på følgende måde: ” … Kan vi dog ikke blive fritaget for den Slags Usmageligheder! … Kan den paatænkte Rytterstatue ikke blive rejst uden at bruge Tvangsforanstaltninger, lad os saa hellere blive fri derfor, dette er mere i Overensstemmelse med vor afdøde Konges noble Tankegang.”
Næste skridt blev at afholde et stort høstmarked to dage i oktober. Alle gode kræfter var sat ind. Der blev skrevet sange, som blev opført af lokale kræfter. Der var bortlodning af gode præmier, bl.a. et føl og en tyrekalv. Der blev vist levende billeder af hoffotograf Elfelt, der var et stort ungarsk orkester, og lokalerne i Industriforeningen var smukt udstyret i maurisk stil. Alle anstrengelserne indbragte tilsammen 5011 kr. og 75 øre.
Langsomt nåede man op på et beløb på 20.000 kr., men så kom der nye indvendinger på banen. I Vestsjællands Social-Demokrat slog man til lyd for, at alle de rare penge i stedet kunne bruges mere fornuftigt på et børnehjem, som der var stærkt brug for. ”En Børneven” skrev: ”Det er muligt, at en Statue vil vække nok saa megen Opsigt som et Børnehjem, men at det sidste vilde have skabt mere Lykke, Gavn og Glæde, ja derom er der ingen Tvivl. Vi henstiller denne Tanke til Komiteen. Endnu er der jo altsaa ikke bestilt noget Monument, saa Sagen kunde maaske ordnes endnu.” Dette fromme ønske mødte dog ingen forståelse hos udvalget. Også i Ekstrabladet havde man i januar 1907 meninger om rytterstatuer: ”Det Snobberi, der altid trives i Danmark i Ly af Kongemagten, fandt naturligvis rigelig Næring i den gamle Konges Død og udfoldede sig hurtigt i kraftige Udslag af Monumentgalskab. Hvor mange Komitéer er det, der i disse fattige Tider … samler ind til Konge-Monumenter? Vi hørte forleden Dag, at man just nu har opgjort Regnskabet i Slagelse, hvor der er indsamlet 20.000 Kr. til en Kong Christian paa Torvet i denne elendige Ravnekrog.” I 1908 mente man, at man var nået så langt, at der kunne indhentes tilbud på statuen. I september holdt man et møde, hvor man vedtog at antage billedhugger Brandstrups tilbud. Statuen skulle så kunne rejses i løbet af foråret 1910. I marts 1909 blev statuen et emne i valgkampen, idet både Socialdemokraterne og de radikale advarede om, at byrådet ville poste penge i statuen, hvis man satte sit kryds det forkerte sted.
Det stod efterhånden klart, at når der også skulle både fundament og sokkel til, måtte der indsamles yderligere 5.000 kr. Der blev altså planlagt et nyt stort høstmarked i oktober 1909. Man indhentede som sædvanlig tilbud fra nær og fjern om gaver til lotteri og tombola. Denne gang fik man hjælp fra en uventet kant, idet prinsesse Marie, Christian den Niendes farverige svigerdatter, skænkede en flodhest til lotteriet! Flodhesten var modelleret af prinsessen og udført af Den kgl. Porcelænsfabrik. Den blev vundet af Rasmus Petersens enke, Næsby ved Skoven. Efter det store høstmarked var der penge nok til både statue og sokkel, og man gik i gang med at støbe fundamentet, til stor fortrydelse for ”Vestsjællands Socialdemokrat”, som bemærkede, at en stor del af rosenbedene havde måttet vige pladsen. ”Saa faar vi altsaa Sten i Stedet for Roser” konstaterede avisen.
Da først pengene var kommet i hus, blev der lidt mere stille om projektet i avisernes spalter, men man manglede jo endnu at fastsætte datoen for indvielsen. En delegation fra byen var i audiens hos kongen for at invitere ham til den 26. maj 1910, det gamle kongepars bryllupsdag. Kongen var ikke i stand til at møde frem før i begyndelsen af juni måned. Datoen fastsattes derefter til den 9. juni 1910.
På selve dagen ankom den kongelige familie med særtog til banegården og blev modtaget af blandt andre amtmand Groothoff og borgmester Feddersen. På grund af hofsorg (den engelske kong Edward den Syvende var død) var dronningen og prinsesserne i sort, og man afstod fra at deltage i frokosten. Man kørte derefter til Schweizerplads og blev modtaget af et orkester, der spillede Frederik den Ottendes honnørmarch. Efter en tale af pastor Brøndsted afsløredes statuen og borgmester Feddersen takkede alle, der havde været med til at rejse den. Også kongen holdt tale for de ca. 10.000 mennesker, der var mødt frem. Kongefamilien besøgte også alderdomshjemmet, klostrene og Antvorskov ruiner, og afsluttede med et besøg i Sankt Mikkels kirke. På banegården blev der uddelt en række ordener, og ved firetiden returnerede særtoget til København. Men festen sluttede ikke her. Der var festspisning på Casino og stor folkefest i Anlægget.
For nogle sluttede festen først den 16. juni 1910, hvor kongen havde inviteret en delegation til middag og overnatning på Fredensborg Slot, som tak for deres indsats. Der var dækket til 45 personer i Kuppelsalen og Livgardens Musikkorps spillede under middagen, hvor der serveredes 8 retter. Nationaltidende skrev: ”Drs. Maj. Kongen og Dronningen samt Prinserne og Prinsesserne underholdt sig en Times Tid med deres Gæster, hvem Herskaberne takkede for den uforglemmelige Dag, de havde havt i Slagelse den 9. Juni.”
Hedevig Johanne Langeland var datter af Rasmus Langeland og Anne Marie Jensdatter. Faderen var en yderst driftig forretningsmand, der både drev købmandshandel, gæstgiveri, værtshus og tillige var medejer af færgeforbindelsen til Fyn. Rasmus Langeland opførte ét af Korsørs smukkeste huse i 1761, nemlig Kongegården, der stadig pryder Korsør by.
Som 21-årig blev Hedevig gift med godsforvalter Marcus Marcussen Bagger, og i løbet af deres 9 år lange ægteskab fik de fem børn, hvoraf de to ældste døde som små. I februar 1770 døde hendes mand i en alder af 44 år, og den 26. september samme år døde hendes bror, der var borgmester i Korsør. Det efterfølgende år gik Hedevigs far konkurs.
Hvis kvinder på den tid blev erhvervsdrivende, var det ofte fordi de overtog virksomheden efter en afdød ægtefælle, men det var ikke tilfældet med Hedevig. I 1775 købte hun, der var alene med tre mindre børn, en gæstgivergård i Korsør på adressen Slottensgade 82. Allerede i løbet af få år blev gæstgivergården udvidet, og i forbindelse med endnu en ombygning i begyndelsen af 1780’erne blev der indrettet postkontor i ejendommen. Samtidig fik Hedevig lovning på at få bevilling til at drive posttjeneste, hvilket dog først trådte i kraft i 1798, hvor også provianteringen af Sprogø skulle håndteres. Ved siden af gæstgivergården drev hun fra 1790’erne også vognudlejning til rejsende, der ikke havde lyst til at rejse i dilligence.
I den periode, hvor Hedevig var bosat i Korsør, var der to folketællinger, nemlig i 1787 og 1801. I 1787 bestod husstanden af Hedevig, hendes 21-årige datter samt en 22-årig broderdatter. Derudover ses ni ansatte, en logerende samt en syvårig, fattig dreng, der var søn af en skomager (muligvis i pleje, hvilket ikke var ualmindeligt på det tidspunkt). I folketællingen 1801 var broderdatteren fortsat en del af husstanden og stadig ugift. Derudover ses en postfuldmægtig samt yderligere ti ansatte.
Som 70-årig fik Hedevig kgl. tilladelse til at sælge gæstgivergården. Køberen var en tidligere købmand, Knud Carlheim, der ved samme lejlighed blev udnævnt til postmester. Prisen for gæstgivergården var ganske pæn, og da gården var afhændet, flyttede Hedevig til Slagelse og boede i en lejlighed hos sin yngste søn til sin død i 1822.
I 1948 udskrev Korsør kommune en konkurrence med det formål at få bygget et nyt vandtårn i udkanten af byen. Der indkom ikke mindre end 112 forslag. Konkurrencen blev vundet af arkitekt E. Frandsen, der i samarbejde med civilingeniør J. Falster fik overdraget opgaven at føre tilsyn med byggeriet sammen med stadsingeniør J.P. Andreasen i Korsør. Entreprenørfirmaet Carlsen og Nilou udførte arbejdet i 1949 og indviede det i februar 1950.
Tårnet og beholderen, der rummer 350 m3, vægge, loft, 4 ben og trappetårn er alt sammen udført i beton.
Tårnet, der blev Korsørs vartegn og kunne ses, når man med færgen kom til Korsør, fik hurtigt navnet ”Kindtanden”.
Tårnet er 30 m højt, så der er fra dets top en storslået udsigt over Korsør og omegn – en udsigt, som Turistbureauet tilbyder ved arrangementer i sommerens løb.
Antvorskov slot startede tilværelsen som et Johanniterkloster, men med reformationens indførelse i Danmark i 1536, blev Antvorskov sammen med alle de andre kirkelige ejendomme i Danmark overdraget til kongen. Til at begynde med fik det ikke den helt store betydning for Antvorskov, som fortsatte med at fungere som en gejstlig institution med virke som plejestiftelse. Antvorskov stod også for uddannelsen af lutherske præster. Antvorskovs store forandring skete i 1580-1584, hvor klosteret blev ombygget til et kongeslot.
Reformationen havde forandret det danske religionsbillede, men det betød ikke at klostrene med ét slag blev gjort unødvendige. Klostrene blev i byerne ofte anvendt som hospitaler, medens andre, ligesom Antvorskov, blev ombygget til kongeslotte.
Version:1.0
StartHTML:000000245
EndHTML:000002009
StartFragment:000001767
EndFragment:000001889
StartSelection:000001767
EndSelection:000001889
SourceURL:http://www.slagelseleksikon.dk/mod_inc/?p=itemModule&id=366&kind=11&pageId=3&tit=A
Antvorskov og kong Frederik II
Antvorskovs ombygning: Fordele for
Frederik 2.
Antvorskov lå i Frederik 2.s regeringsperiode meget centralt i det danske rige, som dengang også inkluderede Skåne. Fra Antvorskovs bygninger kunne kongen skue ud over Storebælt. Antvorskov var derfor et centralt punkt på Frederik 2.s rejser rundt i Danmark. Det har især været praktisk for kongen at kunne gøre ophold på Antvorskov, når han skulle rejse gennem Sjælland over Fyn til Jylland.
Intern kommunikation mellem Frederik 2., hans kancelli og Danmarks embedsmænd var meget vigtig. Den skulle fungere optimalt når kongen rejste fra den ene fyrstelige residens til den anden. Desværre var datidens veje i megen dårlig stand, hvilket var med til at sænke rejsehastigheden betydeligt. Med indførelsen af køretøjer som transportmiddel i midten af 1500-tallet blev det imidlertid nødvendigt at anlægge nogle bedre veje. Frederik 2. satte sig for at bygge nogle nye vejstrækninger, de såkaldte kongeveje.
Kongevejene var et led i en dynastisk politik. Der var noget eksklusivt over dem. Det var nemlig kun kongen og en lille udvalgt skare af folk, som måtte benytte vejene. Kongevejene vakte også en del opsigt udenlands. Det havde indtil de danske kongevejes skabelse været uhørt i datidens Europa, at et så ambitiøst projekt blev udfærdiget fra starten ud fra en overordnet plan. Den første kongevej blev anlagt på strækningen mellem København og Frederiksborg, den næste mellem Kronborg og Frederiksborg og i 1585 anlagde Frederik 2. en kongevej mellem Ringsted og Antvorskov slot.
Frederik 2. sørgede for at knytte visse adelsmænd tættere til sig end andre, heriblandt lensmændene, som spillede en stor rolle i datidens hof. Det var lensmændene der skulle holde opsyn og føre regnskab over de fyrstelige residenser. Med hensyn til Antvorskov kan nævnes Peder Reedtz som blev lensmand på Antvorskov og Sorø kloster i 1580. Peder Reedtz var af gammel adelsslægt fra Meklenborg og havde slået sig ned i Danmark i 1572 efter at han var kommet til landet med det følge, der fulgte Frederik 2.s fremtidige hustru prinsesse Sophie af Meklenborg. Frederik 2. syntes godt om Peder Reedtz og han gjorde hurtigt karriere inden for det danske hof, først som hofjunker, siden som staldmester. I 1582 valgte Frederik 2. at afholde Peder Reedtzs bryllup med adelsdamen Karen Rostrup på Københavns slot og to år senere skænkede kongen ham herregården Tygestrup som siden 1361 havde hørt under Antvorskov klosters gods. I 1586 valgte Frederik 2. at skænke endnu en gave, denne gang i form af en faddergave til Peder Reedtzs søn, Frederik, i form af herregården Hørbygaard.
Antvorskov slot lå omgivet af store skovområder med en sund vildtbestand. Frederik 2. havde altid været en ivrig jæger og har uden tvivl straks kunnet se de gode muligheder for jagt i området omkring Antvorskov. I 1586 er der også beviser for at avlingen ved Antvorskov slot var blevet forbedret. Frederik 2. havde også en jagtgård i Rosted, hvor han også opholdte sig når han kom forbi Antvorskov. Frederik 2. befandt sig meget på Antvorskov i jagtsæsonen i månederne september, oktober og november.
Antvorskovs ombygning: Fordele for
Slagelse og omegn
Anlæggelsen af kongevejene styrkede Slagelse by, der kom til at fungere som et regionalt administrationscenter fra starten af Antvorskovs ombygning i 1580 og helt ind i 1700-tallet. Kongevejene gjorde også Slagelse by til et handelsmæssigt knudepunkt idet Frederik 2. sørgede for at invistere i diverse herberger rundt om i området, hvis formål det var, at huse de gæster der ønskede at komme tættere på kongen. De mange besøgende har givet yderligere indtjening til de handlende i Slagelse by og omegn.
Slagelse by og omegn nød godt af Frederik 2.s interesse for byen. I 1581 blev borgerne i Slagelse fritaget fra at indkvartere soldater, men til gengæld skulle borgerne sørge for at istandsætte forfaldne huse, opføre købstadsbygninger og erstatte stråtag med tegltag på grund af brandfare.
Da Antvorskov kloster stod færdigbygget som kongeslot i 1585 blev de daværende beboere på klostret, de fattige og syge, overflyttet til hospitalet i Bredegade i Slagelse. Frederik 2. underskrev den 24. oktober på Antvorskov slot en Fundats som skulle være med til at forbedre hospitalets økonomi. Kongen gav også hospitalet en del af Antvorskovs jordegods og kongetiendeindtægterne fra ca. 40 vestsjællandske sogne.
Hvad foretog Frederik 2. sig på Antvorskov?
Frederik 2. udarbejdede en del kongebreve medens han opholdt sig på Antvorskov. I perioden 1559-1562 besøgte kongen kun to gange Antvorskov. Begge besøg var ganske korte og sammenlagt fik han udfærdiget 10 kongebreve med Antvorskov-datering. Kongebrevene fra denne periode berettede ikke noget om Antvorskov eller Slagelse og omegn.
Fra 1563-1570 besøgte Frederik 2. fire gange Antvorskov fra 1564-1567. Alle fire besøg var korte og varede under en uge. Sammenlagt udfærdigede kongen 20 kongebreve med Antvorskov-datering, hvilket var en fordobling af antallet af Kongebreve siden 1559-1562. Kongebrevene fra denne periode omhandlede Den Nordiske Krig.
Fra 1571-1579 besøgte Frederik 2. Antvorskov i alt otte gange. I 1575 og 1578 besøgte kongen endda begge år Antvorskov to gange. Fire af kongens besøg på Antvorskov varede også mere end en uge. I 1571 omhandlede kongebrevene for det meste fredsforberedelser med Sverige. I 1574 i et kongebrev dateret 12. august berettede Frederik 2. at han havde ansat en beridder til at tilse en stor del skovområder, heriblandt dem omkring Ringsted kloster. Beridderens opgaver gik på at sørge for at ingen jæger gjorde skade på skovområdernes dyreliv, at ingen fældede træer i skovene uden tilladelse fra kongen og at de bønder der holdt geder i områderne og gjorde skade på skovene blev forhindret i at gøre således. Beridderen skulle indberette alle tilfælde af overtrædelser til lensmanden på Roskildegaard. Hvis ikke han gjorde det, ville beridderen selv blive afstraffet. For denne tjeneste belønnede Frederik 2. beridderen med en afgiftfri gård (Valsøgaard), en gård i Valsø og en årlig hofklædning. Selv om dette eksempel ikke beretter noget om Antvorskov giver det et indblik i Frederik 2.s interesse for skovområderne med deres vildtbestande i det danske rige, samtidig med et det giver et indblik i det forhold, som gjorde sig gældende mellem kongen og de ansatte ved hoffet. Frederik 2. valgte at yde en modtjeneste for beridderens tro tjeneste.
I 1575 omhandlede kongebrevene for en stor dels vedkommende byggeriet på bygningen Krogen, som senere skulle komme til at gå under navnet Kronborg. Frederik 2. kastede sig også ud i andre bygge- og vedligeholdelsesprojekter i dette år, blandt andet istandsættelse af kirker og genopbygningen af et afbrændt hus ved Kalundborg slot.
I et kongebrev dateret 8. oktober 1577 beder Frederik 2. prioren ved Antvorskov at fremskaffe nogle breve der omhandler et gods som kongen har givet sin sekretær og dennes søskende i mageskifte, fordi der nu er opstået en konflikt mellem sekretæren og dennes søskende på den ene side og nogle adelige på den anden side, som ønsker at drive et markskel. Godset har tidligere hørt under klostret, så prioren skal finde brevene så godset kan forsvares og markskellet forhindres. I et andet brev dateret samme dag skal prioren på Antvorskov også sørge for at nedrive nogle stolper på et hus og føre dem til Rosted, hvor kongen har en jagtgård og opsætte den der. Der skal også skaffes diverse arbejdsfolk og vogne, så opgaven kan løses.
I tre kongebreve dateret 18. oktober 1577 kommer Frederik 2. ind på Slagelse hospital. I det første kongebrev giver han svar på en klage fra en sognepræst som gør tjeneste i Slagelse og om søndagen gør tjeneste på Slagelse hospital. For sit arbejde har han fået korn, smør, svin og oksekød af en adelsdame og de tidligere hospitalsforstandere. Kongen giver udtryk for at der ikke må skæres i sognepræstens løn og at hvis der kommer yderligere klager bliver han nødt til at fratage hende hospitalet. I et andet kongebrev skal stiftslensmanden sammen med sognepræsten i Slagelse gøre årligt regnskab for Slagelse hospitals indtægt og udgift. I det tredje kongebrev skal en adelsmand og sognepræsten fra Slagelse årligt undersøge de fattiges vilkår på Slagelse hospital, som to adelsdamer har i forlening, og hvis det ikke går rigtigt til, skal de melde det til kongen.. Dette viser at Frederik 2. tog sit arbejde med Slagelse hospital alvorligt.
I perioden 1580-1584 er der fire år, hvor Frederik 2. opholder sig på Antvorskov (1580-1582 og 1584). På de fire år udfærdiger Frederik 2. i alt 109 kongebreve med Antvorskov-datering. En del af kongens kongebreve i denne periode omhandlede Antvorskov og hospitalet i Slagelse, hvilket er med til at vise at kongens interesse for Slagelse og omegn er stigende i denne periode.
Tre kongebreve dateret 18. oktober 1580 omhandler Antvorskov og et kongebrev dateret samme dato omhandler Slagelse hospital. Det første kongebrev omhandler en klage over afskaffelsen af en havn og kongen giver besked på at der igen skal være fri havn til Slagelse, hvor alle varer må ind- og udskibes. Lensmanden på Antvorskov kloster skal tilskikke en tolder så kronens told ikke forringes. Dette eksempel viser at Slagelse og omegn har været et handelscentrum med både import og eksport af varer. I et andet kongebrev befaler Frederik 2. lensmanden på Antvorskov kloster, Peder Reedtz, om at lade søerne ved Antvorskov og Sorø kloster rense og der skal også ansættes gravere til at grave grøfter ved klostrene, samt stenbroer og veje skal istandsættes. Dette eksempel viser at kongen har gået meget op i forholdene omkring klostrene. I det tredje kongebrev dateret 18. oktober har en del bønder omkring Antvorskov og Sorø kloster klaget til kongen over de ligger for højt i landgilde. Kongen beder om at der for eftertiden skal sættes bønderne en rimelig landgilde. I det fjerde kongebrev beder Frederik 2. om at Slagelse hospital skal have fri ildebrændsel og bygningstømmer af Antvorskov og Sorø klostres skove.
Et kongebrev dateret 26. oktober 1580 omhandler de borgere i Slagelse som har haft fæste eller som senere skal fæste hospitalets jorde i Slagelse af lensmanden Peder Reedtz på Antvorskov kloster må beholde disse så længe de lever og at deres enker efter ægtemændenes død også må befæste jordene såfremt de ikke gifter sig igen.
I et kongebrev dateret 27. oktober 1580 til Peder Reedtz ønsker kongen efter nedlæggelsen af hospitalet på klostret at forbedre hospitalet i Slagelse. Da kongen på daværende tidspunkt ikke har kunnet træffe en endelig afgørelse, skal Peder Reedtz indtil videre sørge for at de fattige på hospitalet for alt det de har behov for. Han skal istandsætte hospitalet og skaffe det nødvendige ildebrændsel i Antvorskov og Sorø klostres skove. Dette eksempel viser igen at kongen har taget sin flytning af klostrets hospitalsafdeling til Slagelse alvorligt og at det har ligget ham meget på sinde at forbedre forholdene på hospitalet.
I 1582 er der en del kongebreve der omhandler kongens skovområder i Vordingborg len og skovene ved Sorø kloster, hvor beriddere skal føre tilsyn med at ingen jæger skyder vildtet uden tilladelse fra kongen. Dette beviser Frederik 2.s glæde ved jagt i sine skovområder, og at han gik op i at vildtbestanden i skovene forblev sund, og at der ikke blev forårsaget skade på den. Et eksempel fra 1582 omhandler også Antvorskov, hvor kongen har indtaget en del skovområder og bevilger derfor at bogerskabet i Slagelse herefter må være fri for den afgift de tidligere årligt har givet til Antvorskov kloster. Kongen indskrænker således ikke deres privilegier.
I perioden 1585-1588 besøger han alle år Antvorskov. På de fire år udfærdiger Frederik 2. i alt 370 kongebreve med Antvorskov datering. Dette er den periode hvor der bliver udfærdiget flest kongebreve på Antvorskov slot.
I 1584 danner Antvorskov slot ramme om en herredag. En herredag var møder mellem kongen og rigsrådet, hvor der blandt andet blev afsagt domme i kongens retterting. Det hørte med til idealet om at være en god fyrste i renæssancen, at kongen gav sig tid til at høre og dømme i sager. Frederik 2. ankom fra Nyborg til Antvorskov den 3. juli 1584, hvorefter han hørte sager fra den 4. juli til den 7. juli, hvorefter han drog videre til Ringsted for at hylde den unge prins Christian (4.). I et kongebrev dateret 4. juli 1584 var en af sagerne en domsafsigelse vedrørende en borger fra Randers, hvor Frederik 2. vælger at eftergive al tiltale mod manden.
I et kongebrev dateret 14. juli 1585 giver Frederik 2. en instruks til lensmanden på Antvorskov, Peder Reedtz, om hvorledes han skal forholde sig til kongens børn, fyrster og frøkener, når de opholder sig på Antvorskov. Han skal blandt andet sørge for at de bliver ordentligt behandlet og at de får alt det de har brug for. Han giver også udtryk for at lensmanden skal sørge for børnene når kongen selv er på jagt og at der ikke må være nogle fremmede i nærheden af dem med undtagelse af rigsråderne. Dette eksempel giver udtryk for at det har været forbeholdt nogle ganske få udvalgte at komme så tæt på den kongelige familie og det hof som har omgivet dem. Der har været klare regler for omgang og det har således været lensmandens opgave at sørge for at disse blev overholdt.
Antvorskov slot blev også brugt i en dynastisk politik i mødet med det fremmede, som for eksempel besøg fra udenlandske gesandter. Dog har besøgene fra gesandter været betydeligt mindre i omfang på Antvorskov end på andre af samtidens mere prangende slotte. Der er i alt to eksempler på at gesandter har besøgt Frederik 2. på Antvorskov slot. Begge eksempler er fra 1587. Det første eksempel omhandler en gesant fra hertugen af Parma som kom til Antvorskov den 20. juni og fik audiens hos kongen den 21. juni 1587. Gesandten har været gæst, hvilket vil sige at kongen meget vel har sat sig ned og spist og drukket sammen med gesandten den 22. juni. Gesandten har opholdt sig på Antvorkov frem til den 23. juni. Det andet eksempel omhandler nogle gesandter fra Skotland. De ankom til Antvorskov den 27. juni 1587. De har været i audiens hos kongen den 26. juni men da de har spist og drukket den 29. juni har kongen ikke selv været til stede. Dette kan skyldes at kongen har været utilfreds med kongen af Skotlands behandling af de gesandter kongen selv havde sendt til Skotland året forinden. Det forlyder i et kongebrev dateret 16. juni 1587 at de tidligere udsendte danske gesandter ikke havde modtaget ordentlig beværtning i de skotske herberger medens de opholdte sig i Skotland, så Frederik 2. ønsker heller ikke at udvise storsind med hensyn til de skotske gesandter han har hos sig. De får besked på at rejse så hurtigt som muligt. Dette eksempel viser hvor vigtigt det var for kongen at hans egne gesandter modtog en ordentlig behandling når de var udenfor Danmarks grænser. De danske gesandter repræsenterede den danske konge og derfor var enhver form for fornedring af de udsendte gesandter det samme som en fornedring af selve kongen.
Konklusion
Man kan påstå, at Antvorskov slot havde sin storhedstid i Frederik 2.s regeringsperiode. Han var den danske konge der brugte slottet mest. Efter hans død i 1588 har andre slotte overtaget Antvorskovs plads. Det kan tænkes at Antvorskov af senere konger er blevet anset for at være for småt, og derfor har slottet ikke længere passet ind i en dynastisk politik. Til at begynde med opholder Frederik 2. sig ikke meget på Antvorskov. Når man ser på de to første perioder: tiden efter Frederiks kroning og Den Nordiske krig, er han der kun sammenlagt 26 dage på 12 år, og halvdelen af de 12 år (6 år) opholder han sig slet ikke på Antvorskov. Efter Den Nordiske Krig begynder der at ske forandringer. Frederik 2. begynder at opholde sig mere på Antvorskov. Mulighederne forbundet med stedets næsten centrale placering i det danske rige og de gode jagtmuligheder i skovene omkring det gamle kloster, har givet ham lysten til at forbedre forholdene på stedet.
I perioden, hvor Frederik 2. ombygger klostret til et kongeslot: 1580-1584, ses en yderligere stigning i kongens besøg. Der sker også en stigning i kongebreve med Antvorskov datering. I 1584, hvor slottet står færdigbygget er det tydeligt, at Frederik 2. har været tilfreds med resultatet, idet han vælger at opholde sig på det nye kongeslot hen over julen og ind i det nye år.
1585 er det år, hvor Frederik 2. opholder sig flest gange på Antvorskov slot. Han opholder sig sammenlagt 53 dage på slottet. Han har to kortere ophold i januar og juli måned og et længere ophold fra september til oktober måned. I 1586 opholder han sig sammenlagt næsten en måned på slottet i månederne september, oktober og november. I 1587 opholder kongen sig igen sammenlagt en månedstid på Antvorskov.
Ud fra denne forholdsvis korte periode (1580-1588) kan det påvises, at Frederik 2.s planer for Antvorskov slot var først og fremmest at benytte slottet som et jagtslot. Når man ser på de måneder, kongen opholder sig på slottet, fremstår det tydeligt, at langt de fleste måneder ligger inden for jagtsæsonen (september, oktober og november). Den jagtglade Frederik 2. har nydt godt af de gode muligheder for jagt i de store skovområder, der har omkranset Antvorskov, og hvor vildtbestanden også har været sund. Det ville være at gå for langt, at kalde Antvorskov et ferieslot, men Frederik 2. har alligevel haft muligheden for at kunne slappe af og nyde tilværelsen med jagt. De mindre forhold på slottet, i forhold til andre fyrstelige residenser, har måske også kunnet danne ramme om et mere intimt miljø for kongen og hans hof. Det har måske endda været muligt for kongen under diverse jagter at kunne indgå i mere uformelle dialoger med besøgende gæster. Ud fra denne optælling tyder det på, at Frederik 2.s brug af Antvorskov var stigende i sidste halvdel af hans regeringsperiode: 1575-1588. Antvorskov slots storhedstid begyndte og endte med Frederik 2. Efter Frederik 2.s død og indtil hans søn, Christian 4. blev gammel nok til at overtage kongemagten, var det adelsvældet der regerede Danmark. For dem har det været mest praktisk at opholde sig meget i København, idet den faste del af Kancelliet var at finde i København, og mange af de adelige boede også i København. Efter Frederik 2.s død ses også en stigning i brugen af Københavns slot. Da Christian 4. kom til magten, har det også været forventet at den nye konge kastede sig ud i sine egne byggeprojekter.
Statistiske oplysninger
1559-1562: Tiden efter Frederik 2.s kroning i 1559 1559: Besøg på 4 dage (4/9 – 7/9) 3 kongebreve med Antvorskov datering 1560: Ingen besøg 1561: Besøg på 6 dage (3/11 – 8/11) 7 kongebreve med Antvorskov datering 1562: Ingen besøg
1563-1570: Den Nordiske Krig 1563: Ingen besøg 1564: Besøg på 4 dage (20/9 – 23/9) 11 kongebreve med Antvorskov datering 1565: Besøg på 3 dage (1/1 – 3/1) 7 kongebreve med Antvorskov datering 1566: Besøg på 5 dage (13/1 – 17/1) 1 kongebrev med Antvorskov datering 1567: Besøg på 4 dage (15/1 – 18/1) 1 kongebrev med Antvorskov datering 1568: Ingen besøg 1569: Ingen besøg 1570: Ingen besøg
1571-1579: Tiden efter Den Nordiske Krig 1571: Besøg på 17 dage (17/1 – 2/2) 13 kongebreve med Antvorskov datering (3/7 – 6/7) Rosted (jagtgård) 1572: Besøg på 1 dag (30/10) 3 kongebreve med Antvorskov datering 1573: Ingen besøg 1574: Besøg på 2 dage (12/8 – 13/8) 7 kongebreve med Antvorskov datering 1575: Besøg på 24 dage (6/11 – 29/11) 22 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 4 dage (13/12 – 16/12) 9 kongebreve med Antvorskov datering 1576: Ingen besøg 1577: Besøg på 29 dage (24/9 – 23/10) 70 kongebreve med Antvorskov datering 1578: Besøg på 11 dage (27/2 – 9/3) 42 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 3 dage (23/5 – 25/5) 6 kongebreve med Antvorskov datering 1579: Ingen besøg
1580-1584: Antvorskov kloster bliver ombygget til et kongeslot 1580: Besøg på 3 dage (24/7 – 26/7) 10 kongebreve med Antvorskov datering 8 kongebreve med Rosted datering (jagtgård) Besøg på 19 dage (10/10 – 28/10) 41 kongebreve med Antvorskov datering 1581: Besøg på 3 dage (21/5 – 23/5) 6 kongebreve med Antvorskov datering 1582: Besøg på 3 dage (5/10 – 7/10) 9 kongebreve med Rosted datering (jagtgård) 1583: Ingen besøg 1584: Besøg på 3 dage (4/7 – 6/7) 23 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 18 dage (14/12 – 31/12) 29 kongebreve med Antvorskov datering
1585-1588: Antvorskov som kongeslot, frem til Frederik 2.s død 1585: Besøg på 11 dage (1/1 – 11/1) 31 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 2 dage (14/7 – 15/7) 8 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 1 dag (2/9) 1 kongebrev med Antvorskov datering Besøg på 39 dage (17/9 – 28/10) 97 kongebreve med Antvorskov datering 1586: Besøg på 10 dage (11/9 – 20/9) 13 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 15 dage (22/10 – 5/11) 28 kongebreve med Antvorskov datering 1587: Besøg på 6 dage (19/5 – 24/5) 6 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 24 dage (8/6 – 1/7) 96 kongebreve med Antvorskov datering 1588: Besøg på 25 dage (7/3 – 31/3) 33 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 24 dage (1/4 – 24/4) 49 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 7 dage (2/5 – 8/5) 6 kongebreve med Antvorskov datering Besøg på 14 dage (19/5 – 1/6) 2 kongebreve med Antvorskov datering
Linda Andersen, 01-11-2017
Kilder og litteratur
Bernholm, P.H.: Antvorskov gennem tiderne til vore dage. København: Det Schønbergske Forlag 1942.
Bricka, C.F (udgiver).: Kancelliets Brevbøger vedrørende Danmarks indre forhold. 1556-1560, København 1887-1888. 1561-1565, København 1893-1895. 1566-1570, København 1896. 1571-1575, København 1898. 1576-1579, København 1900. 1580-1583, København 1903. 1584-1588, København 1906. 1588-1592, København 1908.
Carøe, Otto: ”Kong Frederik II’s Kalenderoptegnelser for Aarene 1583, 1584 og 1587.” i Historisk Tidsskrift, Bind 4. række, 3.
Friis, F.R. 1876: Bidrag til Antvorskovs Historie. Slagelse 1876.
Grinder-Hansen, Poul: Frederik 2. Danmarks renæssancekonge. Gyldendal 2013.
Troels-Lund, Troels: Dagligt Liv i Norden i det sekstende Århundrede. Bind 1: Land og folk. Bønder- og købstadsboliger, Nordisk Bogproduktion A.S. Haslev 1968 (opr. 1914-1915)
Troels-Lund, Troels: Dagligt Liv i Norden i det sekstende Århundrede. Bind 2: Herregårde og slotte. Klædedragt, Nordisk Bogproduktion A.S. Haslev 1968 (opr. 1914-1915).
Fra omkring 1890 til omkring 1945 har der eksisteret to vindmøller i Vedbysønder.
Den ene vindmølle lå på den adresse, der i dag er kendt som Valdemarskildevej 1.Den anden vindmølle lå på Sorøvej 83. Denne vindmølle blev også kendt som Vedbysønder motormølle.
Vindmøllen på Valdemarsvej findes på et maleri fra 1926 ved Frits Jakobsen. På ældre kort findes også signaturen for en mølle. Ifølge Sorø Amts Tidende af 20-01-1890 blev Vedbysønder vindmølle, matrikel 6c, solgt til malersvend Ferdinand Nilesen fra Rosted. Ejeren var mølleejer og tømer Hans Peter Hansen. Der var tale om bygninger og en hollandsk vindmølle til en pris af 6.900 kroner. Møllen er formentlig bygget af Hans Peter Hansen, der i folketællingen fra 1890 var opført som tømrer, men ikke møller.
Efter Ferdinand Nielsen kom Jens Frederik Pedersen, der var mølller på stedet i 1900, men blev afløst allerede i 1903 af møller Adolf Johansen. Derefter kom møller Lauritz Lauritzen frem til 1910.
Møller Karl Frederik Nielsen virkede i en længere årrække frem til sidst i 30-erne. Han overtog møllen i 1910. Han havde tidligere været ansat som møllersvend på Lundforlund mølle. Han var blevet gift med Maren Sofie Nielsen i Hyllested Kirke i 1906.
Formentlig blev møllen nedlagt/lukket og nedrevet få før 1940. I hvert fald står Karl Frederik Nielsen noteret i 1940 som husmand på matrikel 6c, hvor møllen og møllegårdenlå tidligere. På de senere luftfotos af området findes der ikke spor efter selve møllen, men de tidligere bygninger findes stadig på stedet.
Møllen på Sorøvej 83 ses på et luftfoto fra 1936. På det tidligere omtalte kort over området ses ingen møllesignatur på stedet. Det er derfor sandsynligt, at det er den nedenfor nævnte møller, der byggede møllen omkring 1910.
Den første kendte møller var Anders Olaf Peder Frederik Andersen, der i hvert fald virkede på stedet i 1915. Han var møller også i 1940 ifølge folketællingen. På det tidspunkt blev møllen omtalt som kornmølleri. I en rapport fra Zone – redningskorpset i Slagelse fremgår det, at korpset har været i Vedbysønder 25. juli 1944 for at nedtage en 1 tons tung mølleaksel. Det er formentlig denne mølle, der er tale om.
Mølleriet på Sorøvej må have været en god forretning, fordi Andersen byggede sig en flot villa i 1925. Den ses stadig på adressen.
De to møller prægede området i næsten 60 år, men så blev de overhalet af landbrugets omlægning og mekanisering, samt formentlig de store kornfirmaer i Slagelse.
