Hellig Anders var katolsk præst i Sankt Peders Kirke i Slagelse i starten af 1200-tallet. Efter hans død blev han centrum for en helgenkult, som skønt den ikke modtog officiel anerkendelse fra Pavedømmet, fik en så stor lokal betydning, at dele af dens ritualer forblev forankret i Sankt Peders landsogn længe efter Reformationen. Hellig Anders er blevet fortolket religiøst, kunstnerisk og historisk, og er blevet brugt som symbol på Slagelse i århundrede.
Hellig Anders som en del af udsmykningen på Slagelse Rådhus byrådssal i 1970 – B2690, Slagelse Stads- og Lokalarkiv
Hellig Anders i middelalderen
Første gange Hellig Anders og historien om hans liv og undere er nævnt, er uden for Danmark, i bogen “Bonum universale de apibum” (Et almindeligt gode om Bierne) af den flamske dominikanermunk, Thomas af Cantimpere i midten af 1200-tallet. “Bibogen”, er en optegnelse over helgeners liv, som hver især, som dydige bier, skal danne et moralsk forbillede for læseren. Thomas af Cantimpere skriver i Bibogen, at han blev fortalt historien om Hellig Anders, af en dansk dominikanermunk, som han slog følge med på vej hjem fra Paris.
I Bibogen berettes første gang, at Anders var en præst i Sankt Peders Kirke, som med 12 følgesvende, drog på pilgrimsrejse til det Hellige Land. Påskesøndag besluttede pilgrimstogtet at gøre brug af den gode medbør og begynde hjemrejsen med det samme, mens Anders ikke ville forlade Jerusalem før han havde fejret messe i Jesu Gravkirke. Efter messen, vandrede Anders alene for at forsøge at indhente resten af pilgrimmene. Her mødte Anders en rytter, som spurgte, hvad der var hændt ham. Da han forklarede, at han var efterladt, fordi han havde fejret messe, lod rytteren ham sidde op på sin hest. På rytterens hest faldt Anders i søvn, men da han vågnede, spurgte rytteren ham “kan du ikke kende dette sted?”, hvortil Anders forfærdet svarede “Jeg synes, Herre, at Kirken der foran os er min Kirke, og Huset der ved Siden af det er det, jeg plejer at bo i”. “Deri synes Du ret”, svarede rytteren. “Lovpris den Herre Kristus hvis Sakramenter du har æret, og for hvis skyld du ikke gyste for at blive ladt alene tilbage i fremmed land”. Herefter forsvandt rytteren, og Anders fortalte til sin menigheds forbløffelse sin mystiske tilbagekomst, hvilket blev bekræftet, da resten af pilgrimmene nåede frem.
For Thomas af Cantimpere, er hovedsagen det mystiske ridts moralske indhold – nemlig at man altid skal søge at høre messe når man kan – og derfor hører vi herefter ikke mere om Hellig Anders levned og mirakler i Bibogen.
Efter Hellig Anders død, er han blevet centrum for Helgendyrkelse i Sankt Peders Kirke. Det kan vi blandt andet fastslå, eftersom vi fra Roskilde Domkapitels Arkiv, har et brev udstedt af Biskop Johannes i 1419, hvori det fastsættes, at der efter den afdøde Margrete den Førstes ønske, skal holdes sjælemesse for hende og hendes forfædre i Hellig Anders Kapel, i Sankt Peders Kirke i Slagelse. Når en så mægtig hersker, som selv stod kirken og den indflydelsesrige Birgittinerorden nær, har ønsket at Hellig Anders skulle gå i forbøn for hendes sjæl, antyder det, at hans helgenkult har været betydningsfuld. Vi ved også, at Sankt Peders kirke blev betydeligt udvidet i slutningen af 1200-tallet, da det oprindelige kor fra midten af 1100-tallet blev erstattet og fik hvælvinger samt korsarme, hvilket også antyder, at helgenkulten har øget kirkens betydning. Det omtalte Hellig Anders Kapel blev placeret i det nye kors nordlige korsarm. Det skal have haft et gravminde for Hellig Anders; en liggende træfigur af en præst med disk og skive i hånden, med et stakit rundt om. Et sådant gravmæle findes ikke længere, og senere arkæologiske forsøg på at finde Hellig Anders jordiske rester i kirken- senest i 1955 – har endnu været uden held. Vi ved fra Arild Huitfeldts Danmarkskrønike, at der skal have været en tavle i kirken, hvorpå man kunne læse Hellig Anders levned. Denne tavles præcise indhold vides ikke, men til gengæld ved vi at en Jakob Mosle, kapellan ved Sankt Annas kapel i Sankt Mikkels Kirke, “har i Sankt Peders kirke fundet et gammelt papir sammesteds”, som han derefter har lavet en afskrift af der i dag findes på Københavns Universitetsbibliotek. Om dette helgenlevned er identisk med den tavle som før fandtes i Sankt Peders Kirke er uvist, men den stemmer overens med andre overleverede middelalderlige kilder, og derfor har moderne historieskrivning om Hellig Anders haft tendens til at acceptere denne formodning. Eftersom Jakob Mosle skriver, at han “har fundet et gammelt papir, der indeholdt disse ting om den fromme Anders”, kan det formodes, at han skriver efter Reformationens indførsel, og ikke har kendt Hellig Anders som en naturlig del af den religiøse hverdag før han læste hans helgenlevned.
Mosles afskrift tager udgangspunkt i samme historien som Bibogen – Hellig Anders efterladt i det Hellige Land – men i en udvidet form med flere detaljer og historier. Således møder Hellig Anders rytteren i en drøm, efter han er faldet søvn oven på at havde bedt Gud om hjælp. Hellig Anders vågner herefter fra sin drøm, på et sted uden for Slagelse, der for første gang identificeres som Hvilehøj, og indser at han er tilbage i Danmark, da han forbløffet hører nogle hyrder tale dansk. Herefter fordobler helgenlevnedets Hellig Anders sine mirakuløse bedrifter, ved at rejse både til Sankt Jakobs grav i Santiago de Compestella og Sankt Olavs grav i Trondhjem, inden hans rejsefæller når hjem til Slagelse. Efter rygtet er spredt, om Hellig Anders utrolige oplevelser, beslutter kong Valdemar Sejr selv at tage til Slagelse for at se Hellig Anders an. Efter kongen havde hørt Hellig Anders egen udlægning af hans utrolige oplevelse, tilbød kongen ham opfyldelsen af et ønske, hvortil Hellig Anders bad om græsning til byens kvæg og vandløb til byens brygning. Her ser vi den første forbindelse mellem Hellig Anders og Slagelses byjord, senere betydeligt udvidet i folketraditionen. Herefter udøver Hellig Anders en række barmhjertige mirakler; han får krøblinger til at gå, blinde til at se, og ser sit forrådskammer mirakuløst blive genopfyldt efter han har givet sin husstands sidste brød væk som almisser. “Efter dette sov han hen i en salig død”.
Visen om Hellig Anders er den sidste kilde vi har fra middelalderen, skønt den først er blevet nedskrevet i overleveret form efter reformationen. I 1500-tallet opstod der særligt blandt adelen, en spirende interesse for folkeviserne, som hidtil kun havde eksisteret ved mundtlig overlevering, og folk begyndte at samle og nedskrive folkeviserne, både i personlige håndskrifter samt i udgivne samlinger på tryk. Det er i denne sammenhæng, at Hellig Anders visen første gang er nedskrevet i “Rentzells Håndskrift”, som “En visse om hellig Anders i Slagelss”. Håndskriftet er en folkevise samling fra 1580’erne, som Ribepræsten Anders Sørensen Vedel benyttede sig af, til at udfærdigelsen af hans Hundredvisebog efter bestilling af Frederik IIs enkedronning Sophie af Mecklenburg. Første gang visen er at finde i trykt form, er da præsten Peder Syv trykker en udvidet form af Vedels Hundredvisebog, med hundrede ekstra tilføjede viser i 1695.
Visen følger det samme handlingsforløb som Bibogen og Mosles Hellig Anders levned; Hellig Anders efterlades i det Hellige Land, bringes til Slagelse ved guddommelig indgriben, når til Santiago de Compestella og Trondhjem, vinder byjord til Slagelse, øver mirakler ved at gøre blinde seende og krøblinge gående. Visen slutter med at bede Hellig Anders om forbøn hos Gud:
“Nu ligger hans Krop i sorten Muld
udi Sankte Peders Kirke,
alle de, hannem hædre af Huld
han vil dennem hjælpe og styrke.
Hans Sjæl hun glædes nu med Gud, fordi han holdt hans hellige Bud,
mens han var udi Live.
O Hellig Anders! med din Bøn
lad os i Himmerig faa god Løn,
Lad os der med Dig blive.”
At Hellig Anders ved sin bøn kan give de troende god løn i Himmerig, er udtryk for en katolsk religionsopfattelse som blev fordømt af den Danske statskirke efter Reformationen. Selvom visen først er nedskrevet i 1580erne, er der altså alligevel tale om en middelalderlig kilde.
Det er også værd at bemærke at visen identificerer Hellig Anders hvilested som “udi i Sankte Peders kirke”. I sin beskrivelse af den førnævnte tavle med Hellig Anders levned, skriver Arild Huitfeldt at den er at finde “udi i Antvorskov udi i Sankt Peders kirke”. Denne forbindelse mellem Antvorskov kloster og Hellig Anders, gentages af flere post-reformatoriske historikere, men den er ikke at finde i nogle af de førnævnte middelalderlige kilder. Antvorskov Kloster havde ikke en Sankt Peders Kirke, men derimod en Vor Frue Kirke, og derfor er det mest sandsynlige at en forvirring er opstået mellem “Anders” og datidens udtale af Antvorskov som “Anderskov”.
Hellig Anders blev aldrig kanoniseret af Pavedømmet, men Margrete den Førstes sjælemesser i Hellig Anders Kapel viser, at hans helgenkult trods alt har nydt anerkendelse fra højeste sted. Dette er ikke usædvanligt for Middelalderens Katolicisme. Helgenkåring blev ofte udført på lokalt plan, enten ved folkelig kåring efter en helgens død eller ved anerkendelse af lokale kirkelige myndigheder. I slutningen af 1100-tallet påbegyndtes en proces, hvorved paverne forsøgte at gøre eksklusivt krav på retten til at kanonisere, men denne ret blev først universelt anerkendt i den Katolske Kirke efter Reformationen. Hellig Anders er således ikke den eneste danske helgener som var centrum for en helgenkult uden officiel pavelig opbakning (blandt andre kan nævnes Sankt Thøger, Hellig Niels, og Sankta Margrethe) og de fleste helgener som var blevet kanoniseret af paven var kongelige helgener som Knud Lavard og Erik Plovpenning, som blev helgenkåret for at legitimere den danske kongemagt.
Hellig Anders byridt og dets folkelige eftermæle i landskabet omkring Slagelse
Efter de overleverede kilder fra middelalderen, som i det store og hele, samstemmer i deres indhold, møder vi i 1700-tallet en ny Hellig Anders historie med omfattende nye detaljer. Erik Pontoppidan den Yngres Kirkehistorie fra 1741, beskriver året 1205, ved at markere at dette år døde en hellig mand i Slagelse på Sjælland ved navn Anders. “Om hans påståede underværker, har der førhen været mange sagn blandt de gemene folk, og således har traditionen forplantet sig”. Den fortælling som Pontoppidan er ved at nedskrive, er altså ikke middelalderlig kirkelære, men en folkelig videreudvikling på den eksisterende Hellig Anders legende.
Pontoppidan skriver, at Hellig Anders ofte bad Kong Valdemar om jord til Slagelse by. Dette stemmer selvfølgelig overens med hvad vi tidligere har hørt i den middelalderlige Hellig Anders legende. Men Pontoppidans version er langt mere udførlig og mirakuløs. Her overdrager kong Valdemar ikke bare mark til græsning og vand til brygning med det samme, men lover Hellig Anders “at forære byen så megen jord, som Hellig Anders kunne omride på et ni dage gammelt føl, medens Hans Majestæt var i bad”. Til stor forbløffelse, måtte kong Valdemars tjenere hurtigt bede ham om at færdiggøre sit bad straks, for Hellig Anders dækkede enorme afstande “og hvis han ikke snart kom ud og fik givet signal til rytteren om at stoppe, kunne han gerne angre det løfte han havde givet”.
Under ridtet prægede Hellig Anders landskabet fysisk på flere mirakuløse måder. Undervejs skal Hellig Anders have tabt en handske, hvorved en kilde pludselig sprang op af jorden. Denne kilde er den i dag stadig at finde i Landsgrav, og var kendt for helbredende vand som kunne besejre sygdom. Hellig Anders kilde var centrum for rensningsfester ved Sankt Hans indtil år 1900, og lokalhistoriker Gunnar Knudsen Knudsen kunne i sin artikel i 1921 nævne en levende mand, proprietær Christian Jensen, Tranderupgaard, hvis farfar mellem 1830-1840 troede så stærk på kildens hellige vand, at han efter en fod forstuvelse bad andre om at hente ham helbredende vand fra kilden.
Hellig Anders kilden i Landsgrav og bl.a. brødrene Gunnar og Einar Knudsen fra Hjorthøjgaard. Gyunnar Knudsen skrev den første artikel om Hellig Anders-traditionen til årsskriftet for Historisk Samfund for Sorø Amt. – B4503, Slagelse Stads- og Lokalarkiv.
Udover kilden der sprang fra handsken, nævner Pontoppidan at det ni dage gamle føl under ridtet efterlod et spor i en sten, og det spor “er endnu at se på en sten på bymarken”. Han fortæller også historien om Hellig Anders mystiske ridt fra det Hellige Land, og er den første til at nedskrive at på Hvilehøj hvor Hellig Anders vågnede, står der et crucifix hvorpå der er skrevet “Til minde om Hellig Anders, der faldt i søvn i Joppe og vaagnede på dette sted”. Pontoppidan kan også fortælle at bønderne uden for Slagelse vedligeholder korset, og at de gør det i den tro at det har beskyttende kræfter. Før er det nemlig sket at kvægpest er udbrudt, når Hvilehøj korset ikke blev vedligeholdt, for så at forsvinde når først korset igen blev repareret.
Efterhånden begynder Pontoppidan at stoppe sin opsummering af Hellig Anders historierne – “Jeg udelader en masse af samme slags, da disse prøver kan være nok, til at legitimere denne man som hellig”. Men det er ikke bare antallet af historier der få Pontoppidan til at holde inde, men det er han som Protestantisk præst, ikke kan undgå at finde historierne om Hellig Anders komiske: “Måske vil det ikke være vel at finde anlæg til at drive spot med en from og blandt sine ligeværdige udmærket hellig mand, men vel vil man grine af den blinde Overtros formodentligt efter døden tilføjede absurditeter, og smagen af verdslighed blandt andet heraf genkende.
Protestantismen og overtro
Pontoppidan var stærkt optaget af at kunne genkende hvad han kaldte “smagen af verdslighed”. 7 år tidligere, før første bind af hans kirkehistorie udkom, udgav han “Fejekost til at udfeje den gamle Surdej”, et værk tiltænkt som et redskab for præster til at bekæmpe overtro blandt deres menighed. For protestantiske tænkere som Pontoppidan, havde begrebet “overtro” ikke præcis den samme betydning, som det har i dag. I stedet for blot at betegne en gammeldags, nedarvet irrationel tro på det eller uforståelige, var overtro et bestemt fænomen som faldt uden for statskirkens officielle lutherske lære. Ifølge “Fejekosten” skyldes “disse slagger, som smager af afgudsdyrkelse” at “mens Norden siden lå på knæ for Rom, har de på helligt bedrag så frugtbare munkekutter i rigt mål forsynet hedenskabets mugne fabler med hjælpetropper”. Reformationen i 1500-tallet havde ikke formået et fuldstændigt opgør med resterne af hedenskab og katolicismen, og derfor eksisterede de endnu i formen af overtro. For Pontoppidan og ligesindede præster var det derfor livsvigtigt at “udfeje” overtroen, for at sikre et protestantisk Danmark. Så når Pontoppidan i sin kirkehistorie betegner sagnene om Hellig Anders, som “bind overtro” der “smager af verdslighed”, var det en alvorlig dom over Hvilehøjskorset og Hellig Anders legendens fortsatte status, i den lokale folketro. Denne opfattelse af middelalderens katolske fortid, fortsatte med at præge behandlingen af dens fysiske levn, i årtier efter Pontoppidan.
I 1807, oprettedes den Kongelige Kommission for Oldsagers Opbevaring, der havde som formål at bevare danske fortidsminder. Kommissionens formand, Rasmus Nyerup bad præster i hele Danmark om at indsende informationer om fortidsminder i deres sogne, og derfor har vi en udførlig beskrivelse af oldsager i Sankt Peders sogn i begyndelse af 1800-tallet, fra sognepræst Hans Bastholm.
Bastholms indberetning beskriver ivrigt, at vandrer man rundt i Sankt Peders landsogn, “overraskes man ved at opdage en Mængde af Mindesmærker fra den Hedenske Tidsalder, hvis Antal, Størrelse og Beliggenhed (…) ikke kan andet end opvække til Forundring og Opmærksomhed”. Samme begejstring havde Bastholm ikke for sognets middelalderlige fortidsminder. Hvilehøj Korset var “en ussel Antiqvitet, da Cruxificet er nyt og vedligeholdes ved Bøndernes overtro (…) Det er fra Kunstens side et sandt Makværk (…) Højen selv, hvorpaa korset staar, er uden al archeæologisk interesse”.
Foto af Hellig Anders kors på Hvilehøj – B600, Slagelse Stads- og Lokalarkiv
Sognets andre katolske genstande, mente Bastholm heller ikke var bevaringsværdige. I sin indberetning nævner han, at man under den tidligere præst, Carl Vilhelm Lund, tog et katolsk helgenbillede i Sankt Peders kirke ned, og “da det blev sønderslaget fandt man deri to Mønter; en mindre og en større”. Bastholm vil indsende den større mønt fra Christian IIs tid, og han har derfor overvejet, om et stadig intakt helgenbillede fra Sankt Peders Kirke også kunne indeholde mønter. Var det ikke for muligheden for at finde uventede skatte inden i billedet, ville helgenbilledet ikke “synes at fortjene nogen opmærksomhed”, eftersom det er “plumpt og udført uden smag”. Sankt Peders Kirkes Relikvieskrin, mener Bastholm heller ikke er af nogen historisk værdi.
Bastholms indberetning til Kommissionen for Oldsagers Opbevaring, viser at der i starten af 1800-tallet stadigvæk var et historiesyn, som regnede Hellig Anders og katolske fortidsminder, som resterne af en overtroisk fortid, der var uden værdi for nutiden. Denne afvisning af Middelalderen – og af Hellig Anders – ville dog ikke vare ved.
Rytterens identitet
Den mystiske rytter, som bringer Hellig Anders fra det Hellige Land til Slagelse, har været til stor diskussion blandt historikere, og nogle har ligesom Pontoppidan fundet spor af “hedenskabets mugne fabler”. I sin omfattende Hellig Anders artikel i Årbog for Historiske Samfund for Sorø Amt 1912, argumenterer Gunnar Knudsen for at rytteren er en rest fra før-kristen religiøs tænkning. Rytteren “minder om Odin, som på sin ottefodede hest Slejpner red gennem luften hen over landene, og navnlig Saksos fortælling om Hadding”. Gunnar Knudsen mente, at den mystiske rytter var fremmed for den kirkelig tradition, og at Hellig Anders myten derfor måtte være et udtryk for en folkelig overlevering af en gammel hedensk myte. Som argument påpeger han den brede anerkendelse af at Odin har levet videre i folkelig tradition bla. i form af folketroens sagn om Den Vilde Jagt. Selvom Gunnar Knudsen er den første til at argumentere for at rytter skikkelse har en hedensk oprindelse, er han ikke den første til at se en parallel til Hadding legenden – i sin korte forklaring af Hellig Anders visen, bemærker Peder Syv, “Ellers haver Odin ogsaa ført Hading paa en hest over Vandet: Men jeg vil ikke ligne en hedning ved denne hellige mand”.
Senere forskning har dog bestridt ideen om at rytteren der bragte Hellig Anders til Slagelse skulle være så fremmed for den Katolske Kirkes verdensbillede, at kun et oldnordisk levn skulle kunne forklare hvad skikkelsen gør i historien om en helgen. J.O. Kock har i sin Hellig Anders artikel fra 1950 understreget at kernen i Hellig Anders historien omhandler pilgrimme, og at det derfor er nærliggende at perspektivere til andre katolske historier om pilgrimme på afveje. Som eksempel peger han på en helgen historie fra 1100-tallet, hvori Sankt Jakob, pilgrimmenes beskytter, optræder i skikkelsen af en rytter, som hjælper en fortabt pilgrim til Santiago de Compostela, efter han er blevet forladt af sine rejsefæller. Sankt Jakob som rytter har i så fald været en så genkendelig skikkelse, at hans identitet for helgen historiens originale publikum har været så underforstået, at han ikke behøves at kaldes ved navn. Her er det også bemærkelsesværdigt at både Mosles Hellig Anders levned og Hellig Anders visen lader Hellig Anders besøge Sankt Jakobs grav i Santiago de Compestella som det første efter sit mystiske ridt til Slagelse.
Romantikken
Romantikken som kunstnerisk og social bevægelse var med til at skabe en omfattende forandring af den danske forståelse af middelalderen som historisk fortid, og skabte dermed også forandringer i opfattelsen af de fysiske rester, der var tilbage fra den. Fra at have været en mørk fortid fuld af overtro og katolsk undertrykkelse, blev middelalderen nu genopdaget som en kilde til de livsværdier som romantikerne mente manglede i deres samtid; mod deres samtid som de så som begrænset af rationalismen og klassicismen, var middelalderen en forsvunden verden hvor naturen, fantasien, inderligheden, og følelserne var i højsædet. Oven på nederlaget under Englandskrigene, lagde romantikerne desuden vægt på at kunne genopdage Danmarks storhedstid fra Valdemarstiden, og dermed skabe en national bevidsthed om at “Hvad Danmark er kan det endnu blive”. Hellig Anders Korset, på lige fod med andre ruiner og historiske mindesmærker fra middelalderen, gennemgik derfor en renæssance, og den digteriske interesse for både korset og Hellig Anders som person, steg derfor omfattende. Adam Öehlenschläger, Johan Ludvig Heiberg, B.S. Ingemann, og H.C. Andersen, har alle som repræsentanter for den romantiske bevægelse beskæftiget sig enten med Hvilehøj Korset eller med Hellig Anders som person; Öehlenschläger (“Anders-Skov”) og Heiberg (“Den Hellige Anders”) i digtform, og H.C. Andersen (“O.T”) og B.S. Ingemann (“Valdemar Sejr”) i romanform. Til fælles har de fleste af værkerne at de beskæftiger sig med Hvilehøj Korset som et sammenspil mellem natur og historie; i 1800-tallet lå Hvilehøj stadigvæk ved hovedvejen mellem Slagelse og Korsør, og de digteriske skildringer tager derfor udgangspunkt i den vandrende som ser Hvilehøj Korset midt i det naturlige landskab. I “Anders-Skov”, fra Adam Oehlenschlägers “Langelandsrejse”, henstiller læseren til,
“Hellig Anders reist til Ære,
At hans Aand kan altid være
Egnen nær, og Omsorg bære
For sin Ager, Aar for Aar.
Hvergang Blomsten Engen spætter,
Hvergang unge Løv sig flætter,
Huldt i May, da først sig sætter
Nattergalen der og slaaer.”
Heibergs “Legenden om de Hellige Anders”, udforsker også dette vandringsmotiv:
“Naar Vandringsmanden mellem Mark og Enge
Ad Landeveien gjennem Sjælland gaaer,
Da seer han, naar til Slagelse han naaer,
En lille Høi paa blomsterklædte Vænge.
Et Kors af Træ har staaet paa Høien længe:
Endnu idag paa samme Sted det staaer.
Dets Hellighed, saa godt, som jeg formaaer,
Jeg eder tolke vil ved Harpens Strænge.”
H.C. Andersen studerede som bekendt ved latinskolen i Slagelse, og hentede livet igennem stof til sit forfatterskab fra Slagelsetiden. I romanen “O.T.” fra 1836, optræder Hvilehøj Korset flere gange, som udflugtsmål for de unge karakterer Otto og Vilhelm, som sværmer for romantiske literatur og romantiske seværdigheder rundt omkring Danmark. B.S. Ingemann var ligesom H.C. Andersen også student fra Slagelse Latinskole, og som lærer ved Sorø Akademi var han igennem sit liv forankret i Vestsjælland – læser man hans korrespondance med Kamma Rahbek, vil man endda kunne læse hende more sig over at han som ung talte med Vestsjællandsk dialekt præg. “Valdemar Sejr”, er den første af Ingemanns fire historiske romaner, som i omfattende grad blev bestsellere i hans samtid og kom til at præge den nationale vækkelses forestillingsverden. Romanen foregår i Valdemar Sejrs regeringstid, og bygger videre på helgenlegendens forbindelse mellem Kong Valdemar og Hellig Anders. I “Valdemar Sejr”, har Hellig Anders siden byridtet været Kong Valdemars rådgiver, men ikke alle ved hoffet stoler på hans indflydelse på kongen. Kongens tidligere våbenmester, Strange Ebbesøn, er særlig skeptisk over for Hellig Anders, og mener at Valdemar har “for meget med Præster og Skjalde at skaffe, de sætter Eder Hovedet fuld af anelser, Stemmer i Sjælen, Samvittigheder (…) saa det er færdig ved at at løbe sur med eders gode sunde forstand (…) Denne Hellig Anders var mig især en Torn i Øjet”. Denne kontrast mellem Hellig Anders og den “gode sunde forstand” er et gentagende tema i bogen. Som romantiker, var Ingemann optaget af det der ligger hinsides det rationelle. Særligt det nationale opfattede han som noget uhåndgribeligt, defineret af følelse og fantasi. Denne konflikt mellem det rationelle og det overnaturlige og nationale, for særlig udtryk i en samtale nær bogens slutning, mellem rideren Carl af Rise og hans tjener Martin. Carl er forvirret og tvivlende omkring det overnaturlige, efter formaninger fra præsten Pater Vilhelm om ikke at tro på ting “som kun gør os til Drømmere og Sværmere”. Men Martin er stålsat på at der er “Intet så ubegribeligt, at vi jo nok kan tro det”, og at “Pater Vilhelm kan være så klog på Verden som han vil (…) men han får dog aldrig i Evighed mig til at tro (…) at sallig Hellig Anders (…) ikke forstod tusind mere om de himmelske ting, end han drømmer om”. Ingemanns pointe med romanerne var at samfundet omkring måtte vende tilbage til de ubegribelige ting for at opnå national fornyelse, og dette når sit højdepunkt i romanen da Carl af Rise griber Dannebrogsfanen der falder fra Himlen. Ingemann brugte derfor Hellig Anders – og en række andre historiske figurer fra den nationale fortid – som et symbol på de værdier som han ønskede skulle få genoprejsning i hans samtid.
Hellig Anders og fredning af fortidsminder
Da jernbanen nåede til Korsør i 1857, fik Hvilehøj korset en ny tilstedeværelse i landskabet, som et vartegn for de mange togpassagerer, der kørte igennem Vestsjælland. Arkæologen og restauratøren Jacob Kornerup, var optaget af hvad Korset derved kom til at repræsentere: “Hvilehøj ligger paa et højdedrag (…), nedenfor bakkerne udbreder sig en frodig slette med rige kornagre, igennem hvilke nu lokomotivet iler piblende afsted på banen til Korsør (…) Det er yndigt, ægte dansk landskab, hvor Fortid og Nutid smukt blande sig sammen”. Kornerup var betaget af Hvilehøjs romantiske sammensmeltning af fortid og fremtid, men som en restauratør, der havde reddet flere middelalderkirker fra forfald, var han samtidigt bekymret for Hvilehøj Korsets fremtid. En lokal forening havde foreslået at ændre Hvilehøjs udseende omfattende, ved at omgive højen med et gitter og beplante den med træer. Forslaget løb ud i sandet efter modstand fra gårdmanden som ejede Hvilehøj, men forløbet bekymrede Kornerup, “den runde kæmpehøj bør derfor vedblive at vise frit i landskabet, kun prydet af markens vilde blomster, og trækorset bør bevares og fredes om så længe som muligt, indtil det atter engang må fornyes i sin gamle stil”.
Kornerups forhåbninger blev realiseret i 1875 da Hvilehøj blev fredet, men ideen om historisk bevaring blev videreført af lokale ildsjæle. Hellig Anders kilde i Landsgrav fik en pumpe installeret i 1898, og 20 år senere opstod foreningen “Hellig Anders Gilde af Landsgrav”, med det formål at få opført et brøndhus over kilden. Gunnar Knudsen, som deltog i arbejdet med at få Brøndhuset opført, dyrkede livet igennem en lokalhistorisk interesse for Hellig Anders og fortsatte kampen for at frede og bevare lokale fortidsminder med forbindelse til helgenen.
Mindre held havde han med at få bevaret Føllsfjedet, stenen som bar et hovaftryk fra Hellig Anders’ byridt. Efter flere fejlslagne forsøg på at finde og bevare stenen, blev Føllsfjedet desværre slået i stykker og brugt til bygningsmateriale, inden Gunnar Knudsen havde formået at få det fredet.
Selvom Føllsfjedet ikke kunne reddes, betød 1800-tallets forandrede historiesyn alligevel en stor forandring i behandlingen af de fortidsminder, der havde forbindelse til Hellig Anders. I modsætning til den modvilje og til tider fjendtlige behandling som middelalderlige fortidsminder før havde oplevet, blev de nu set som en essentiel del af national identitet, der måtte bevares.
Hellig Anders og nationalistiske politiske projekter
Ingemann og den nationalromantiske forståelse af middelalderen som en national fortid, der skulle være grundlag for en national fremtid og genoprejsning, gjorde op til flere af karakterene i hans og de andre romantikeres digterverden – Dagmar, Valdemar Sejr, Niels Ebbesen, etc – politiske symboler. Også Hellig Anders blev derfor sidenhen spændt for forskellige politiske vogne.
Ved DNSAPs landsstævne på Casino Hotellet i Slagelse i 1938, var stævnepjecen præget med et billede af Hellig Anders på hest uden for Slagelse, med hans højre arm hævet i et Sieg Heil. For partifører Frits Clausen, var Hellig Anders og andre historiske vartegn i Slagelse, såsom Trelleborg og Sankt Mikkel statuen, en symbolsk baggrund for den nazistiske bevægelse. Ved hans stævnetale sammenlignede han hele den danske nazist bevægelse med Hellig Anders: “Ogsaa vi som har som Hellig Anders maatet bevæge os ud over Hjemlandets Grænser for at styrkes i vor Tro paa Livets Sejr over de nedbrydende Kræfter (…) Ogsaa vi er ladet i Stikken af Landsmænd, der kun vil sejle i Medbør (…) Ogsaa vi har fundet os selv paa Hjemlandets Høje, baaret frem af uforklarlige, men stærke og uimodstaalige Kræfter, som vore sanser ikke kan maale, men som vor Længsel og vore Følelser har maatet bøje sig for”.
Forside af Fritz Clausens DNSAP-pjece om landsmødet i Slagelse
Nazisterne var ikke den eneste bevægelse, som bevæbnede sig med Hellig Anders myten. George Burchreitz var lærer på Slagelse gymnasium (som i 1935 begyndte at bruge Hellig Anders kilde som dets logo), og i 1930’erne skrev han et Hellig Anders skuespil på rim; en speciel vinkel i skuespillet, er at Burchreitz tillægger byridtet en decideret socialpolitiske betydning. Efter at havde givet brød og vand til de fattige og sultne, udtaler Hellig Anders at hans gavmildhed
“Ved min gave ej jeg hindred,
at i morgen endnu flere
kom og sultne bad om mere,
kom og sultne bad om bröd.
Gaven lindred ingen nöd,
mætted’ kun jer mave,
fjerned’ bare lidt jeg död,
som i dog skal have.
Kilden lindrer vel jeg törst,
vandet læsker vel jer mund,
hjulpne er i endda först,
naar i ejer kildens grund.
Lad os frejdigt bede Gud,
at vi snarligt maa faa bud
at svarlig nöd i jordarm by
maa lindres, maa vige, maa evigt fly.”
Hellig Anders hjælper altså ikke blot de fattige med almisser, men erhverver byjord for at skabe en socialøkonomisk øgelse af Slagelses generelle velstand. Burchreitz livslange medlemskab af Socialdemokratiet, danner uden tvivl baggrund for hans læsning af Hellig Anders som en skikkelse der ikke blot øver barmhjertighed mod de fattige, men søger at bekæmpe de omkringliggende årsager til fattigdom.
Hellig Anders indtil årtusindskiftet
Efter Anden Verdenskrig var det gamle Hvilehøj kors fra 1762, ved at være opslidt. Korset blev sendt til nationalmuseet med forhåbning om at det kunne restaureres, men man måtte erkende at Korset ikke længere kunne vedligeholdes. Det nuværende Hvilehøj Kors blev udført i træ i 1950’erne, doneret af Frimenighedspræsten Niels Dael. I 1955 præsenterede skulptøren Willie Wulff (som tidligere havde udført statuen af ærkeenglen Michael ved Sankt Mikkels kirke) et forslag om en Hellig Anders statue, som skulle afbilde Hellig Anders på det ni dage gamle føl under byridtet, mens føllets hov var ved at strejfe den sten som den efterlod sit eftertryk på. Den færdige statue skulle have været 2,20 meter høj. Willie Wulff døde i 1962 uden at få sat en aftale i stand om en udfærdigelse, og statuen eksisterer derfor kun som en mindre gipsmodel på Slagelse lokalarkiv. Til gengæld fik Slagelse Rådhus to vægmalerier af Hellig Anders, malet af Georg Jacobsen i 1969. Tanken om en statue havde dog bidt sig fast. I 1988 var det 700 år siden Erik Menved skænkede Slagelse købstadsrettigheder. Dette jubilæum markeredes året igennem med en række begivenheder og kulturelle tiltag – hvoraf flere involverede Hellig Anders. Til jubilæets logo valgte man et billede af Slagelse, med ordene “Slagelse 700” i baggrunden, hvor det første L stod som Hellig Anders korset på Hvilehøj. Forud for jubilæet havde Slagelse kulturkreds påbegyndt et samarbejde med Slagelse Turistforening og Vestsjællands Kunstforening, under navnet Kultursamvirket. Kultursamvirket markerede jubilæet ved at udgive en jubilæumsmønt, med Erik Menveds segl på forsiden og Hellig Anders på bagsiden. 1000 Mønter blev skabt i bronze og sat til salg med en pris på 85 kr, og 100 Mønter blev skabt i sølv og sat til salg for 300 kr. Håbet var at mønterne ville skabe økonomisk grundlag for en udvidelse af kulturkredsens virke. Mønten var dog ingen økonomisk sucess, og kultursamvirket endte med at bruge mønterne som gaver til receptioner og besøger fra venskabsbyer.
Jubilæumsmønten med fremstilling af Hellig Anders – G32, Slagelse Stads- og Lokalarkiv
Motivet af Hellig Anders på møntens bagside, havde udgangspunkt i et skulpturudkast designet af Billedhuggeren Gunnar Slot, som også stod bag Frihedsmonumentet ved Sankt Peders Kirke. Der var planer om at skulpturen skulle realisere på en af flere måder – i statuette form, hvor den kunne uddeles som pris for personer og sammenslutninger der havde markeret sig i kulturelle sammenhænge, eller som en statue i fuld størrelse. Et pap udkast af statuen blev udstillet i Sankt Peders kirke, men det lykkes ikke at finde opbakning. Slagelse forskønnelsesselvskab tilbød at betale for bronzestøbningen, og Gunnar Slot var villig til at give to års kredit på sit honorar, men ideen løb til sidst ud i sandet. Der findes altså to forskellige udkast til ikke realiserede Hellig Anders statuer, begge udtænkt af billedhuggere der opførte statuer ved Sankt Mikkels kirke. Senere i 1999 var der “Middelalderår” i hele Danmark, og Hellig Anders kom derfor endnu en gang på dagsordenen i Slagelse, da man i Juni genoplivede rensningen af Hellig Anders kilde i Landsgrav. Et Middelalder Laug opførte et skæmtespil om Hellig Anders på det Lille Teater i Herrestræde. Skæmtespillet var skrevet af chef for Trelleborgcenteret, Kåre Johannesen, med udgangspunkt i Burchreitz oprindelige Hellig Anders spil fra mellemkrigstiden. Johannesens spil var også på vers, men benyttede sig af en mere satirisk tone. Kong Valdemar, Hellig Anders, og Djævelen som frister ham, kaster frit om sig med referencer til mobiltelefoner, pr, tv, og andre begreber fra skæmtespillets samtid. Også den Katolske menighed i Vor Frue Kirke, ærede Hellig Anders under jubilæet, da de holdt en messe i Antvorskov klosterruin, og derefter udførte sakramental velsignelse ved Hvilehøjskorset. Senest blev Hellig Anders foreviget i 1990 da IC3 toget Hellig Anders fik navn efter Slagelses skytshelgen – selvom borgmester Steen Bach Nielsen pointerede at ridtet fra Palæstina til Slagelse kunne “DSB nok ikke gøre Hellig Anders efter, selvom man med IC3 er kommet et godt stykke ad vejen”. Herudover har et hav af forretninger og lokale initiativer brugt Hellig Anders navn, til at markere deres Slagelseanske identitet. Måske mest særpræget var den Hellig Anders pub som blev oprettet i Nordcentret i 1969 – og som indenfor havde en tro kopi af Hellig Anders brønd i Landsgrav.
Hellig Anders pub i 1969 – B3504, Slagelse Stads- og Lokalarkiv
Konklusion
Ingen ved præcis hvornår det første kors blev opført på Hvilehøj, men i den tid korset har våget over landskabet, har det set mangt og meget forandre sig. Hellig Anders har som myte og motiv, muteret og fornyet sig lige så mange gange som Slagelse og det danske samfund. Fra middelalderen hvor Hellig Anders var et bindeled til det guddommelige, over Reformationen der så ham som et levn af blind overtro, til nationalromantikken som så ham som et symbol på en tabt fortids nationale værdier, spejler Hellig Anders menneskene omkring ham. Ved at studere Hellig Anders, har denne artikel derfor ikke blot dokumenteret udviklingen af legenden og folketroen omkring ham, men også dokumenteret udviklingen af den danske historietradition. Et er sikkert – så længe et Hellig Anders kors bliver ved med at stå på Hvilehøj, vil dets betydning fortsat blive tydet og genfortolket, i takt med at Slagelse og Slagelseanerne også ændrer sig.
Legenden om Hellig Anders og hans ridt på et føl på Slagelse bs marker, udsmykning på Slagelse Rådhus omkring 1970 – B5788, Slagelse Stads- og Lokalarkiv
Litteraturliste
Steen Bach Nielsen, “Hellig Anders” Pjece, 1990
Hans Bastholm, “Indberetning om Skt. Peders Sogn”, i Antiquariske Analler 2, 1815
Georg Buchreitz, “Spillet om Hellig Anders: Et Kirkespil efter Middelalderligt Mønster”
Frits Clausen “Landsstævne i Slagelse den 11. og 12. Juni 1938”
Vagn Fredens, “Hellig Anders’ jordiske rester er ikke at finde i Sct. Peders Kirke”, Sorø Amtstidende, 24/9/1955
Johan Ludvig Heiberg, “Den Hellige Anders”, i “Athene IV”, 1815
Otto Holmgaard, “Hellig Anders Kors”, Roskilde Stiftsblad, Marts 1951
Arild Huitfeldt, “Danmarks Riges Krønike”, 1652
B.S. Ingemann, “Valdemar Sejr”, 1826
Kåre Johannesen, “Et Hellig Anders Spil”, 1999
Jørgen Kanding & Eigil Rasmussen, “Ildsjæle: Et rids af Kulturkredsens historie i Slagelse 1966-2006″006″, 2006
Gunnar Knudsen, “Hellig Anders”, i “Årbog for Historisk Samfund for Sorø Amt 1912”
Gunnar Knudsen, “Hellig Kilder i Sorø Amt”, i “Årbog for Historisk Samfund for Sorø Amt 1918”
J.O. Kock, “Årbog for Historisk Samfund for Sorø Amt 1950”
Jacob Kornerup, “Hellig Anders Kors ved Slagelse”, i “Folkekalender for Danmark 1865”
Lis Møller, Berit Kjærulf & Lea Grosen Jørgensen, “Middelalderisme i Dansk Romantik Litteratur”, 2023
Adam Oehlenschläger, “Anders-Skov”, i “Langelands-Reise”, 1804
Hans Olrik, “Danske Helgeners Levned”, 1893-1894
Erik Pontoppidan, “Annales ecclesiæ Danicæ diplomatici”, 1741
Erik Pontoppidan, “Fejekost til at udfeje den gamle Surdej”, 1736
Peder Syv, “200 Viser om Konger, Kæmper, og Andre”, 1695
“Jubilæumsmønt – Hellig Anders og Kultursamvirket”, i “Jubi-Journal NO.4, November 1988
Jakob Rønn Ingvardsen, 27-08-2025
