Sønderup Friskole (1875 – 1946)

Årslevvej 19

Sønderup Friskole startede oprindeligt hos Hans Frandsen på Enggården i Gudum. Her fik Hans Frandsen hjemmeundervist sine børn tre dage om ugen af Niels Sørensen, der også havde undervisning i Tyvelse lige på den anden side af Gudum å.

Hans Frandsen var kommet til Gudum fra Årslev på Fn. Herfra kendte han til de grundvigsk-koldske skoletanker, som han foretrak fremfor den undervisning, der på det tidspunkt foregik i den lokale Gudum Skole.

I 1875 besluttede Hans Frandsen at opføre en skolebygning i Sønderup på den adresse, der i dag er kendt som Årslevvej 19. Pastor Rønne, der var præst i Sønderup, støttede den nye skole ved at leje sig ind for at holde foredrag.

Niels Sørensen blev ansat som lærer i de første år i den nye skole. I 1878 kom Kristen Rasmussen til som lærer. Han var krigsveteran fra 1864. Han blev på skolen frem til 1892. Han blev afløst af Marie Nielsen. Derefter fulgte Jensine Jensen, Karen Mortensen, Karen Nielsen, Astrid Mortensen, Maria Augusta Greve, Ragnhild Kjær, Johannes Westh og Kristine Madsen.

Kristine Madsen i klasselokalet, 1945

Elevtallet nåede aldrig over 20, men tanken om en friskole har levet videre på samme måde, som det har gjort sig gældende i nabosognet Nordrup, hvor Skaftelev Friskole lå i samme periode.

Sønderup Friskole måtte lukke i 1946. Elevtallet blev så lavt, at det ikke kunne lade sig gøre økonomisk at drive den videre.

Bygningen ligger der stadig, ligesom Årslevvej 17, som Kristen Rasmussen opførte som et lille boelsted, da han stoppede som lærer. Han døde i 1928.

Sønderup Friskole til venstre. Husmandsstedet til højre blev opført af Kristian Rasmussen. Foto fra 1938.
Foto: Det Kongelige Bibliotek, kb.dk/danmarksetfraluften

Knud Bruun Rasmussen, november 2017, red. 11. marts 2020

Links
Andre billeder fra Sønderup Friskole, Slagelse Stads- og Lokalarkiv: https://arkiv.dk/soeg?searchstring=S%C3%B8nderup+friskole&valgtearkiverids=9

Sønderup Friskole

Sønderup Friskole havde sin oprindelse hos Hans Frandsen på Enggården i Gudum, hvor han lod sine børn hjemmeundervise af Niels Sørensen, der kom fra Tyvelse, hvor han også havde undervisning.
Hans Frandsen var kommet til Gudum fra Årslev på Fyn. Her var det de grundtvigske skoletanker, der overbevisende blev udført af Christen Kold. Det var disse skoleideer, som Frandsen tog med sig fra Fyn.
I 1875 blev der oprettet en egentlig skole i Årslev tæt ved landevejen til Slagelse. Det var først og fremmest Hans Frandsen og pastor Rønne i Sønderup, der stod bag friskolen. Niels Sørensen var lærer i de første år. I 1878 kom Kristian Rasmussen til som lærer, hvorefter der blev opført en egentlig skolebygning, som stadig findes på Årslevvej 17.
Kristian Rasmussen fortsatte som lærer frem til 1892, hvor han blev afløst af Marie Nielsen. Derefter kom der en lang stribe af lærerinder frem til skolens lukning i 1946.
På Sønderup Kirkegård findes stadig friskolelærer Kristian Rasmussens gravsted.
Elevtallet nåede op på omkring 20 i alle årene. Eleverne kom fra de nærmeste landsbyer.
Tilgangen til skolen ebbede ud under 2. Verdenskrig. Økonomien kunne ikke længere bære en fortsat drift, så bestyrelsen måtte ved årsskiftet 1945-46 tage den tunge beslutning at lukke skolen.
De tilbageværende elever søgte derefter de lokale kommuneskoler, først og fremmest Sønderup Skole.

KNUD BRUUN RASMUSSEN. 2014

Litt.henv.: Knud Bruun Rasmussen (1981): Skoleliv mellem to åer.

Sønderup

Landsbyen Sønderup ligger i den nordligste del af Slagelse Kommune tæt ved Tudeå.
Sønderup omtales første gang i begyndelsen af 1100-tallet som Synderthorp. Navnet kan tydes som den søndre rydning. Sammenholdt med landsbyen Hallelev må det betyde, at Sønderup blev oprettet mod syd i forhold til Hallelev, ligesom Nordrup blev oprettet næsten samtidig nord for Hallelev. Der har været tale om en voldsom forøgelse af befolkningen på dette tidspunkt ved afslutningen af vikingetiden.
Landsbyen var ret lille med bare seks gårde og ganske få huse. Det traditionelle gadekær findes stadig som en markering af den gamle landsbys beliggenhed. Sønderup blev udstykket i 1792. Præstens lod, matrikel nummer 1, blev senere udstykket til mindre husmandsbrug. To gårde blev flyttet ud på marken til vejen, der i dag hedder Gudumvej.
I 1722 blev der opført en af Frederik V´s kongeskoler mellem selve landsbyen og præstegården. Skolebygningen var i funktion som skole helt frem til 1955, hvor den blev nedlagt og solgt.
I kanten af præstegårdshaven blev landsbyens brandsprøjtehus opført. Det blev overflødigt med de moderne brandsprøjter og derfor nedrevet efter at have fungeret som depot for vejvæsenet.
Ved krydset Nykøbingvej-Sønderupvej opstod omkring 1900 en lille bebyggelse, hvor blandt andet brugsforeningen og den lokale telefoncentral ”Sønderup” befandt sig. Et af husene bar navnet Rønnesholm. Den langt senere udbygning i området med omkring 40 parcelhuse nord for Sønderupvej fik derfra vejbetegnelsen Rønnesholm.
Sønderup hed indtil 1993 Sønderupnørre for at adskille den fra Sønderupsønder ved Skælskør.
De to kirkelandsbyer, Ørslev og Sønderup, lå i 1800-tallet ofte i bitter kirkestrid. Sønderup var grundtvigiansk og Ørslev var indremissionsk.

KNUD BRUUN RASMUSSEN. 2014

Sønderuppræstegård med kirken i baggrunden. Luftfoto fra 1949.
Foto: Det Kongelige Bibliotek, kb.dk/danmarksetfraluften

Strudsbergsvej

I byrådsbogen under mødet 9.12.1957 kan man læse, at vejudvalget indstiller, at vejen fra Sorøvej mod syd over matr. nr. 69 b af markj. og forbi det areal, der er solgt til Danske Mejeriers Fællesindkøb, gives navnet Strudsbergsvej.

Et medlem foreslog, at vejen i stedet skulle hedde Norgesvej, men det blev nedstemt.

Grunden til, at en vej på netop dette sted skulle hedde Strudsbergsvej var, at den skulle gå over Garvergårdens jorder. Garvergården havde i en årrække været i købmand Strudbergs eje, indtil han solgte den i 1901 til Komplex Kierullf, ejerne af Spritfabrikken.

GITTE STRANGE HANSEN. 2014

Strandmøllen, Korsør

Byens yngste – og største – mølle, der blev bygget af købmand Poul Berg i slutningen af 1799 på Korsør Markjorder, på en ubebygget grund ”Udenfor Byen”.

Selv boede købmand Berg i Algade – i ejendommen, der omfattede matriklerne 16,17 og 18.

Den første vurdering lyder således: ” En nye opbygt Vejrmølle med 4 Qvæene, Male, Grubbe og Sigteværk, tækket med Eegespaande – Et nyt opført grundmuuret Magasin, en Etage 21 Fag, muret og teglhængt … 14.310 Rdl.)

Møllen blev 11. juni 1812 solgt til Andreas Højels Buck, der ombyggede magasinet, så det i 1828 var 3 lofter højt. Møllen beskrives som en hollandsk mølle, 5 lofter højt.

21. januar 1848 skødes møllen, der nu kaldes ”Strandmøllen”, fra J.C. Schrøder med 20 tdr. jord til møller Markus Solhart Holm Michelsen – som 28. januar 1853 sælger den til Peter Vilhelm Madelung, der lader bygge til møllen, så den i 1867 er udvidet med et stuehus i vest på 21 fag med 3 skorstene og 5 kakkelovne, butik, bageri mm.

Møllen nedbrændte i 1910, men selve møllegården blev først revet ned i september 1971.

Møllegårdsparken er bygget på arealet.

OVE JENSEN. 2014

Store Frederikslund

Godset Store Frederikslund ligger 7 km nordøst for Slagelse.

Godsets historie går langt tilbage, idet der på stedet lå en enkeltgård, Landbytorp, omtalt i 1205 som Landbothorp. Denne enkeltgård blev købt i 1710 og lagt under Antvorskov Slot, der på det tidspunkt ejedes af kongen.

Ved salget af Antvorskov rytterdistrikt i 1774 blev Landbytorp solgt som en af de udbudte parceller til den kongelige slotsforvalter Hans Larsen Fogh. Landbytorp blev i skødet fra 1777 kaldt Liselund.

I Dævidsrød lå ligeledes en enkeltgård under rytterdistriktet. Dævidsrød blev ved auktionen solgt til birkedommer Christen Sveistrup. Dævidsrød blev i skødet fra 1776 kaldt Frederikslund.

Allerede 1783 blev begge gårde købt af generalmajor Hans Henrik von Eickstedt, der sammenlagde Landbytorp og Dævidsrød til et stort gods.

Eickstedt rev den gamle gård Landbytorp ned og påbegyndte opførelsen af Store Frederikslund, som han opkaldte efter kronprins Frederik.

Dævidsrød blev ligeledes nedrevet, og på stedet oprettedes Lille Frederikslund.

Eickstedt solgte allerede i 1786 det store gods til oberst Jørgen Frederik Castenschiold, der for alvor fik sat gang i byggeriet af de to store gårde.

Godserne forblev i Castenskioldslægtens eje indtil den store landbrugskrise i 1929, hvor Lille Frederikslund frasolgtes til godsejer Viggo de Neergaard.

I 1935 overtog Erik Wilhelm Grevenkop-Castenskiold Store Frederikslund, men han måtte sælge godset i 1996 til E. Egeskov og Skov- og Naturstyrelsen. Egeskov overtog godset og de omkring 500 hektar agerjord, mens Skov- og Naturstyrelsen købte skovarealerne, der udgjorde omkring 1388 hektar.

Klaus Helmersen købte Store Frederikslund i 1999 og fik samtidig igen samlet både agerjord og skov, der oprindelig hørte til godset.

KNUD BRUUN RASMUSSEN. 2014

Stigsnæs Andelsmejeri

År 1910 den 17. september afholdtes generalforsamling i Magleby Forsamlingshus, med det formål, at opføre et andelsmejeri på Stigsnæs. Der blev valgt følgende til bestyrelsen: gårdejer M. P. Hansen Mindeshoved, gårdejer Hannibal Pedersen Sevedø, bolsmand Chr. Pedersen Magleby, gårdejer P. Nielsen Østerhoved, gårdejer H. Th. Skov Fornetofte, gårdejer Th. Søborg Holten og smed Chr. Andersen Nyvang.

Den 19. september afholdtes bestyrelsesmøde på Hotel Skandinavien i Skælskør, hvor M.P. Hansen Mindeshoved blev valgt til formand.

Der blev erhvervet et areal på 6.738 kvadrat alen til en pris på 1.684 kr. af Borreby. Her blev så opført et mejeri med beboelse til mejeribestyreren, under medvirken af H.P. Philipsen Slagelse. Brandforsikringssummen var 82.000,00 kr.

Der var kulfyring med en Marshall dampmaskine og elektrisk lys.

Samtidig blev opført et ostehus hvor der også blev indrettet en ”badeanstalt”. Det kostede 15 øre for mejerikredsens beboere at bade og 25 øre for fremmede.

Fra mejeriets start var 103 leverandører med 616 køer. Største leverandør havde 25 malkekøer og de mindste 2 køer.

I 1964 blev mejeriet nedlagt på grund af manglende mælkeleverance. Efterfølgende er mejeribygning og skorsten revet ned, så kun beboelsen står tilbage og tjener i dag som privat bolig.

Formænd:

M.P. Hansen 1910-1933

Thorvald Madsen 1933-1946

Frede Justesen 1946-1953

Arvid Larsen 1953-1964

Mejeribestyrere:

H. Olsen 1911-1915                 

Johannes Rasmussen 1915-1933                                                      

Aage Nielsen 1933-1964

AAGE PILEGAARD JUSTESEN. 2014

Stigsnæs Andelsmejeri ca. 1915

Specialskoler i Slagelse

I Slagelse findes to specialskoler, som hver især tilbyder undervisning til elever med særlige problemer.

På Klosterbanken 19 ligger Klostermarkens Skole, der underviser børn med omfattende indlærings-, trivsels-, kontakt – og adfærdsproblemer i aldersgruppen 6 – 17 år.

Undervisningen foregår i små grupper og i et tæt samarbejde med forældrene.

Klostermarken Skole flyttede per 1. august 2016 ind i helt nyistandsatte lokaler på den gamle Nørrevangsskole.

På Rosenkildevej 85 ligger Rosenkilde Skole.

Denne skole er en del af Autisme Center Vestsjælland.

Der er omkring 125 elever i Rosenkilde Skole, hvoraf en del komme fra andre kommuner.

Skolen tilbyder vidtgående specialundervisning til børn og unge mellem 6 – 18 år.

Der finder undervisning sted fra 0. til 10. klasse.

KNUD BRUUN RASMUSSEN. 2014

Sorterup – Ottestrup Centralskole (1956 – 1991)

Ottestrupvej 11

Sorterup – Ottestrup Centralskole blev indviet 10. januar 1956. Dermed samledes begge sognes skolesøgende børn på et sted i de dengang moderne bygninger.

I tilknytning til skolen blev der opført lærerboliger og en bolig for pedellen, der nu indgik som et naturligt led i skolens dagligdag. Indtil da havde det været lærerens opgave at tænde op i kakkelovnene i de enkelte klasselokaler ude på de gamle skoler. Ligesom andre centralskoler fra 50-erne blev skolen indrettet med skolekøkken, gymnastiksal, sløjdsal og kantine.

Skolen havde i 1968 137 elever og seks lærere. Ved strukturtilpasningen i 1991 blev skolen lukket og skoledistriktet lagt sammen med Hallelevskolens distrikt. Derefter søgte børnene fra området til den ”nye” Vestermose Skole, og et skolebusnet blev oprettet for at transportere eleverne den lange vej til Hallelev (Vestermose Skole).

Skolebygningen fungerer i dag som produktionsskole.

Knud B. Rasmussen, november 2017

Sorterup – Ottestrup Centralskole, ca. 1950

Sorterup Skole (1722 – 1956)

Sorterup Kirkevej 2A

Næsbyskovvej

I Sorterup tæt ved kirken og landsbyens gadekær blev der opført en rytterskole i 1722.

Her blev der holdt skole frem til 1915, hvor der blev opført en ny skole på Næsbyskovvej, næsten midt i sognet. Den gamle, stærkt ombyggede rytterskole, ligger fortsat på det oprindelige sted, nu i privat eje.

Skolen på Næsbyskovvej fungerede frem til opførelsen af centralskolen, som Ottestrup og Sorterup var fælles om. I Sorterup sogn var der således to skoler, nemlig forskolen i Næsby ved Skoven og skolen på Næsbyskovvej.

Lærerstaben 1723-1956

Jens Josva Ejdel 1723 – 1728

Niels Guldberg 1728 – 1732

Christen Hager, student, 1732 – 1739

Ole Harboe, student, 1739 – 1787. Afgik i en alder af 80 år.

Peter Falch, 1787 – 1799

Poul Arngrimson, student, islænding 1799 – 1805

Peter Christopher Hammer, student, nordmand, 1805 – 1813

Jens Bisserup, 1813 – 1817

Peder Enevoldsen, 1817 – død 3. april 1829. Kirkesanger. Uddannet på landets første præstegårdsseminarium i Vesterborg.

Mandrup Poulsen, 1829 – 1831. Uddannet på Jonstrup.

Niels Hansen, 1831 – 1832

Anders Anthon, 1832 – 1834

C.E. Møller, 1834 – 1836

Johannes Christian Hager, født på Frederiksberg, 1836 – 1860

Jacob Christian Dippel, født i København, 1860 -1871

Laurits Peter Sommer, født i Rønne, 1871 – 1887

Orelius Olsen, født i Munkebjergby. Uddannet i Jelling. 1887  –

1905.

Valdemar Olsen, 1905 – 1909.

Anders Nielsen, 1909 – 1919.

Hans Kristian Marius Hansen, 1919 – 1946

C.R. Petersen, 1946 – 1953

Harry Olsen 1954 – 1955

Diverse vikarer indtil skolen blev lukket i januar 1956.

Knud B. Rasmussen, november 2017, red. maj 2018

Rytterskolen i Sorterup 1977