De gamles Hjem, 1907-

De gamles Hjem, 1907-

Slagelse Byråd begyndte i 1904 forhandlingerne om at opføre et alderdomshjem for de trængende borgere, som var berettiget til alderdomsunderstøttelse og som skønnedes at kunne forsørges i hjemmet.

Byrådet opgjorde behovet til at være omkring 50 personer. Efter byrådsvalget i 1906 blev cigarmager Arnold Viggo Westergaard formand for Alderdomsunderstøttelsesudvalget og Fattigudvalget. I disse to udvalg sad endvidere lærer N. Nielsen, detailhandler L.P.Jensen og redaktør H.P.Hansen samt endelig købmand Fr. Lauritzen.

Det blev besluttet at lade den lokale arkitekt Knud Larsen udarbejde tegningerne til hjemmet. Efter en studietur til Nakskov og Nykøbing Falster havde Knud Larsen et færdigt forslag klar til de to udvalg. Samtidig udpegede udvalgene den gamle markedsplads på Sorøvej mellem Teknisk Skole og Garvergården som stedet, hvor hjemmet skulle ligge. Byrådet besluttede, at hjemmet kun skulle rumme plads til 25 personer. Lokale håndværkere med murermester Ehlers i spidsen stod for selve byggeriet.

Inden byggeriet var færdig, havde byrådet travlt med at få de nødvendige instrukser og reglementer for hjemmets beboere, økonomaen og bespisningen klar.

Hjemmets første økonoma blev Maren Jensine Madsen. Hun stammede fra Kirke Stillinge og var ved sin ansættelse husbestyrerinde hos hotelbestyrer Jeppe Jeppesen, Hotel du Nord, Sankt Mikkelsgade. Maren Jensine Madsen var økonoma helt frem til 1933. Fattiginspektør J.V.Madsen blev fra hjemmets start tilknyttet som tilsynsførende.

Fredag den 27. september 1907 blev hjemmet indviet. Kort forinden var det blevet besluttet, at hjemmet i fremtiden skulle hedde ”De gamles Hjem”.

Der blev arrangeret åbent hus dagen efter indvielsen, så byens borgere kunne tage den nye, smukke bygning i øjesyn. Derefter flyttede beboerne ind. To ægtepar, syv enkemænd og tretten enker.

Byggeriet havde kostet 42253,15 kroner.

I juni 1910 aflagde kong Frederik VIII besøg på De gamles Hjem i forbindelse med indvielsen af rytterstatuen på Schweitzer Plads.

I 1929 blev der tilføjet en fløj, hvilket forøgede kapaciteten til 40 enkeltværelser og 6 dobbeltværelser.

I 1952 kom endnu en fløj til. Dermed blev der skabt plads til 81 personer.

De gamles Hjem er i dag en del af plejecenter Smedegade.

Knud Bruun Rasmussen. 2017

marts 2018

Litteratur
Knud Bruun Rasmussen: “De gamles Hjem i Slagelse” i: Årbog for Historisk Forening for Midt- og Sydvestsjælland 2017.

De gamles Hjem i Slagelse. Luftfoto fra Det Kongelige Biblioteks samling ‘ Danmark set fra luften’.

Dansk Cykelindustri A/S

Denne virksomhed blev grundlagt som aktieselskab i 1933 og baseredes fra starten i Masnedsund og Holbæk. Produktionen af cykeldele var både til en gros-salg.

Søndag 30. juni 1895 blev det første cykelløb for kvinder afviklet af Slagelse Cycle Club, hvilket dog ikke havde nogen forbindelse til at man i 1934 flyttede fabrikken til Slagelse.

Her indrettede man sig in egne lokaler, indrettet med moderne fabrikations- og produktionsudstyr. Der var ca. 50 ansatte beskæftiget. Hovedartiklerne var cykel- og autopumper samt bagagebærere og skærme.

Fabrikkens produkter blev solgt til både forhandlere i Danmark og resten af de skandinaviske lande.

Ved opkomsten af flere konkurrerende cykelfabrikker i 1950erne kunne Dansk Cykelindustri ikke følge med. I 1958 blev fabrikken i Løvegade nedlagt.

Bygningerne blev siden overtaget af Skiltefabrikken Sericol.

Poul Hansen, januar 2018

Dr. Dampe og Slagelse

Jacob Jacobsen Dampe (1790-1867) er blevet kaldt den første demokrat. I biografier over ham er det ikke altid nævnt, at han havde en fortid i Slagelse. Herom handler dette lille arbejde.

J.J. Dampe blev født i 1790 som søn af en københavnsk skræddermester. Han var en kvik dreng, der som 14-årig fik en plads på Metropolitanskolen. Efter han var blevet student, fortsatte han studierne på Københavns Universitet og blev i 1809 cand.theol. To år senere blev han adjunkt ved Slagelse lærde Skole. Under sin ansættelse her skrev han en afhandling om etikken i Koranen. Den blev i 1812 antaget ved Universitetet, og han kunne herefter som 22-årig kalde sig såvel cand.theol. som dr.phil.

Ud over at undervise påtog han sig også at redigere den lokale avis, hvori han kaldte det bedre borgerskabs damer i Slagelse for papegøjer. Han lagde her for med en kritik af byens fattigvæsen, hvor han bl.a. skrev, at ”det går rent desperat til med fattigvæsenets bestyrelse her i byen, og at de, som har med det at bestille, bære sig ad som gale folk, for ikke at sige noget værre”. En anden historie går på, at han fra et andet blad gengav en artikel om dyrenavne på kroskilte og tilføjede med sigte på en lokal park: ”Her ved Slagelse har vi ikke synderlig mange mærkværdige navne, medmindre det skulle være ”Papegøjen”, der formodentlig har sit navn efter de mange damer, der spadsere her forbi til skoven om sommeren”. Dette gjorde, at Dampe blev udelukket fra det gode selskab, måtte frasige sig redaktørjobbet og derefter også lærerstillingen. I 1816 flyttede han tilbage til København.

I 1820 stiftede han et hemmeligt forbund til indførelse af en fri forfatning. Ifølge kong Frederik 6.s spioner fantaserede Dampe om at besætte Rundetårn og derfra sprede oprørske løbesedler for at vælte kongemagten. Han blev arresteret og dødsdømt for højforræderi og majestætsforbrydelse men blev benådet med fængsel på livstid. I årene 1821-41 sad han dels i Kastellet og dels på Christiansø, blev løsladt i 1841 og fik i 1848 amnesti samt en mindre livrente.

Litteratur:

K. Tarbensen: ”Den første demokrat – Cand. theol. og dr. phil. J.J. Dampe” i: Kenn Tarbensen & Morten Petersen (red.): Oprørere – Skæbnefortællinger om danmarkshistoriens tolv største rebeller (2006), s. 190-216

Jacob Jacobsen Dampe: Fortælling om mit fængsel i haardeste grad i tyve aar, og min forviisning i syv aar, lidelser, mig tilføiede formedelst min lære om folkets ret, København 1858 (genudgivet 1951).

Oscar Hansen: ”De de Slagelse Damer gjorde Oprør mod ”Oprøreren”. En pudsig Affære fra de gamle Dage” i: Vestsjællands Social-Demokrat 29-10-1947

Børge Riis Larsen 2018.

Cand.theol. & dr.phil. J.J. Dampe (1790-1867) som i årene 1811-16 var ansat ved Slagelse lærde Skole. Denne lå i disse år i Bredegade 6, hvor H.C. Andersen var elev i årene 1822-26.

Dahlsvej – Korsør

I 1860’erne opførtes der en dæmning, hvis forløb er den nuværende Teilmanns Allé, og man gravede en afvandingskanal, hvor i dag Dahlsvej ligger. Den blev senere opfyldt, og en smal sti eller vej etableredes. Det første byggeri på det inddæmmede areal var Korsør Gasværk (opført i 1864), der lå, hvor i dag – 2016 – Slagelse kommunes borgerservice har til huse.
I slutningen af 1890’erne blev Dahlsvej anlagt i den udstrækning, vi kender i dag og fik sit navn i 1898. Snart derpå kom der gang i sagerne. Helms Skole blev bygget i 1902, Korsør Håndværker- & Industriforenings alderdomsbolig ”Augusta” kom til i 1907 og resten af vejens huse umiddelbart derefter.Og således så det ud i mange år, men i 1968 stoppede gasproduktionen, og værket blev efterhånden nedlagt. Efter grundig rensning af grunden kunne Korsør kommune i 1981 indvie et administrationscenter, hvor gasværket havde ligget.Vejen er i øvrigt opkaldt efter Wilhelm Frederik Dahl – se denne.
 

KARIN VEDEL. 2016 

Litteratur: Karin Vedel (2010): Personerne bag vej- og gadenavne i Korsør Syd.

Foto: Hans Burchardt

Dahl, Wilhelm Frederik (1805-1897) entreprenør

William Frederik Dahl blev født 1805 i Nyborg som søn af en velhavende skibsreder, der dog mistede sin formue under Englandskrigen. Dahl kom derfor i lære som maler og karetmager, og i 1830 fik han borgerskab som sådan. Siden flyttede han til Korsør, og vi ved, at han fra 1835-60 var ejer af ejendommen Algade 45 samt andre ejendomme i byen.

I 1835 blev han gift med Sophie Marie Harreschou fra Korsør.  Deres ægteskab blev velsignet med ikke mindre end elleve børn. Dahl var en meget virksom person, der efterhånden fik mange kasketter på. I dag ville vi nok kalde ham entreprenør. Af hans aktiviteter kan nævnes: Dæmningsarbejder i forbindelse med opførelse af en bro over havnen samt opførelse af kasernebygninger til de soldater, der var stationeret i Korsør. De lå hvor i dag Nygade og Baggade krydser hinanden. Nævnes skal også, at han var med til at bygge byens rådhus, som blev placeret i Algade, der hvor den nu nedlagte politistation har været. Alle disse projekter blev gennemført i slutningen af 1840’erne.

Han fik også en slags specialitet, nemlig opførelse af gasværker. Det var tidens nye teknologi, idet gassen blev brugt til belysning og madlavning. Derfor blev der i næsten alle byer etableret gasværker med ledninger til forbrugerne nedgravet i gaderne.

Denne aktivitet bragte ham rundt i hele landet, bl.a. til Randers, Hobro og Helsingør, hvor han ledede opførelsen af byens gasværker. Familien fulgte med ham, hvorfor børnene kom til at gå i skole flere steder.

W. F. Dahls anseelse og velstand voksede støt. Under krigen 1848-50 og i koleraåret 1857 havde han vist sin praktiske sans og sit samfundssind som deltager i de forskellige nødhjælpsarbejder, som Korsør Kommune havde igangsat. Som påskønnelse herfor blev han udnævnt til kancelliråd.

For en mand som W. F. Dahl med de omfattende aktiviteter udenbys var det måske mere hensigtsmæssigt at forlægge residensen til et andet sted. Derfor flyttede familien i 1857 til København.  Her købte han en bestående vand- og gasmesterforretning af W. Strode, Studiestræde 18.

Efter et langt, virksomt og begivenhedsrigt liv døde W. F. Dahl i København i 1897, 92 år gammel. Og hans hustru, fru Sophie Marie, døde året efter, 89 år gammel.

Ægteparret havde i 1885 stiftet et guldbryllupslegat, hvis afkast skulle gå til værdige og trængende håndværkere eller enker efter disse fra Korsør. Dette legat samt de øvrige bedrifter var nok årsagen til, at man fandt det rimeligt at navngive en ny vej efter W.F. Dahl og kalde den ”Dahlsvej”.

KARIN VEDEL. 2016.

Litteratur: Karin Vedel (2010): Personerne bag vej- og gadenavne i Korsør Syd.

Det flotte læderomslag med guldtryk af guldbrylllupslegatet.
Lokalhistorisk Arkiv for Korsør og Omegn.
Foto: Ove Jensen

Dahl, F.C.B. (1822-1920) realskolebestyrer

Frederik Clemens Bendsen Dahl blev dimitteret fra Metropolitanskolen i 1842. Efter at have taget 2. examen, studerede han dels ved Universitetet og dels ved Den polytekniske Læreanstalt. Vandt i 1845 Universitetets guldmedalje for en historisk-geografisk prisopgave. Underkastede sig i 1852 magisterkonferens i filosofi. Bestyrer af Slagelse Realskole 1867-1896 og folketingsmand for Slagelse i 1879-1892. Titulær professor 1891.

BØRGE RIIS LARSEN. 2014

Litteratur: Dansk biografisk leksikon (1979) Bd.3.
Børge Riis Larsen (1991): Naturvidenskab og Dannelse.

Familierne Dahl og Fraenkel samlet i Realskolen 
Portræt af professor Dahl som yngre mand

Dael, Niels (1857-1951) frimenighedspræst

Blev født i Vendsyssel og kom som ung på Askov udvidede Højskole, hvor han deltog i undervisningen på en fri præsteskole.  Efter at være ordineret i frimenighedskirken på Mors var han en årrække præst i Argentina. 1897 blev han præst for Høve Frimenighed og i 1904 også for Havrebjerg Frimenighed. I 1908 købte han Liselund, hvor han grundlagde en menighedsskole og i øvrigt boede til sin død i 1951. Niels Dael ligger begravet i Liselunds have.

GITTE STRANGE HANSEN. 2014

Litteratur: Jens Marinus Jensen (1957): Niels Dael : 1857 – 20. juni – 1957.

Niels Dael

Axelsen, Peter (1873-1945) direktør

Peter Axelsen blev født den 19. august 1873 i Lundforlund.
Han blev handelsuddannet i Slagelse, og allerede som 23-årig købte han sin egen købmandsforretning.
Han var en driftig og dygtig handelsmand, og der var bud efter ham fra mange sider.
Derfor blev han bl.a. direktør for den Danske Margarinefabrik, Komplex Kierullf, Spritfabrikken og firmaet Axelsen og Thomsen.

Også pengeinstitutterne nød godt af at have Axelsens evner, f.eks. Banken for Slagelse og Omegn.

Utallige er de firmaer, som Axelsen var involveret i, og han var en særdeles god mand for Slagelse. Han var en stor børneven og også meget engageret i oprettelsen af børneasylet i Herrestræde.

Peter Axelsen var Ridder af Dannebrog.

POUL HANSEN. 2014

Arbejdsmændenes Fagforening for Slagelse og Omegn

Den 31. marts 1890 blev Arbejdsmændenes Fagforening for Slagelse og Omegn stiftet.

Det foregik i forsamlingsbygningen ”Frem” i Anlægget. I den lokale avis Slagelse- Posten fyldte referatet fra mødet hele forsiden.

Af referatet fremgik det, at der var mødt 400 deltagere. Mødet var åbent for alle. Forhenværende høker J.P. Petersen fra Bildsø bød som formand for det foreløbige udvalg velkommen til alle, og fremførte, at der aldeles intet hensyn skulle tages til politiske meninger. Derefter udspandt sig en lang debat om nødvendigheden af en fagforening.

Dirigenten opfordrede mulige tilstedeværende arbejdsgivere til at udtale sig.

En arbejdsgiver spurgte, om folk udenfor den egentlige arbejderstand kunne blive medlemmer, og på hvilke vilkår man blev medlem. Han repræsenterede Arbejdernes Værn, en forening dannet af de konservative med det formål at forhindre arbejderne i at melde sig ind i de egentlige fagforeninger, der var ved at opstå. Til det formål afholdt man baller og uddelte kolonihaver.

Dirigenten svarede, at der kunne optages æresmedlemmer med et indskud af en krone og et årligt bidrag på mindst tre kroner. De kunne derimod ikke vælges ind i bestyrelsen, og spørgsmålet om stemmeret skulle afgøres af generalforsamlingen.

Om dette emne kom der en debat så lang, at dirigenten på et tidspunkt rådede til afslutning, da det ellers ville blive meget sent, inden man kom i gang med at modtage indmeldelser i foreningen, der efter afstemning var dannet. Mødet hævedes, og man gik over til indtegning af ”flittige og hæderlige” medlemmer.

Klubbens og Værnets apostle gik bedrøvede hjem. Sådan slutter referatet i avisen.

På den efterfølgende generalforsamling konstituerede man sig med arbejdsmand Jens P. Petersen, Løvegade, som formand. Han holdt dog kun et halvt år, da han blev gæstgiver på Nytorv.

Han blev afløst af fyrbøder Peter Jensen, Løvegade, der heller ikke holdt længe, men blev afløst af Frederik Hansen i 1892.

Frederik Hansen var søn af en lejehusmand på Store Frederikslund. Her oplevede han, hvordan alle arbejderne på godset forud for et kommunalvalg fik udleveret en seddel, hvor der stod, hvem de skulle stemme på. Frederik Hansen skulle således stemme på forpagteren på Lille Frederikslund.

Der var ikke hemmelig afstemning, og da Frederik selv ville bestemme, blev han øjeblikkelig fyret. Han rejste til Slagelse, hvor han nedsatte sig som arbejdsmand og tøffelmager. Han kom hurtigt ind i det faglige og politiske arbejde, og den 1. juni 1892 blev han valgt til formand for Arbejdsmændenes Fagforening.

Troen på sammenhold, forpligtende fællesskab og solidaritet var det eneste, de mennesker som startede Arbejdsmændenes Fagforening for Slagelse og Omegn var i besiddelse af. Imod sig havde de et politisk system og forhold på arbejdspladserne, hvor den enkeltes rettigheder var et ukendt begreb. Trods umulige forhold gik de til opgaven med at organisere arbejdsmændene uden at kny, og de var besat af den særlige omhu, der er karakteristisk for pionerer.  

Begyndelsen var beskeden med ca. 30 medlemmer, men pionererne holdt ud og vedtog en arbejdsplan, der bl.a. indeholdt to bestyrelsesmøder om måneden og ordinær generalforsamling hvert kvartal, samt et diskussionsmøde med medlemmerne hver anden onsdag og et offentligt diskussionsmøde om måneden. Dog viste det sig, at man holdt ligeså mange ekstraordinære generalforsamlinger som ordinære.

De offentlige diskussionsmøder var en stor udfordring til arbejdsgiverne. Desværre findes der ikke referater fra dem.

Først i 1897 lykkedes det at få den første overenskomst. Det var med Murer- og Tømrermestrenes Forening. Arbejde indenfor normal tid skulle aflønnes med 26 øre pr. time, overarbejde og søn- og helligdagsarbejde med 35 øre pr. time.

På grund af det stigende antal fagforeninger og deres tiltagende styrke, havde Arbejdsgiverne i 1896 dannet Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening, men det lykkedes dem ikke at bremse lønstigningen. Arbejdsgiverne tabte de fleste lønkampe. Derfor havde de oprettet et ”Sortekammer”, der indeholdt navnene på de fagligt aktive arbejdere, som næsten altid var uden arbejde. Det medførte den storlockout, der begyndte d. 24. maj og først sluttede d. 5. september 1899.

Det satte fagforeningen på en hård økonomisk prøve, da de lockoutede ingen økonomisk hjælp kunne få. Godt nok havde man fattigkassen, men det førte til tab af stemmeret, hvis man fik hjælp derfra.

Bestyrelsen blev bemyndiget til at tage af kassebeholdningen, så længe der var penge, men for at kassebeholdningen ikke skulle blive tømt for tidligt, satte man en indsamling i gang gennem avisen. Alle, der gav et bidrag, blev nævnt i avisen.

Til de lockoutede udbetaltes 80 øre om dagen samt 5 øre pr. barn.

Under lockouten kørte fagforeningen på lavt blus, men herefter kom der skub i det.

Der blev oprettet både aftenskole og syge- og begravelseskasse for medlemmerne.

I 1916 lykkedes det at få overenskomst med Spritfabrikken, men prisen var høj, da man måtte give afkald på snapsrationen, som bestod i gratis brændevin en gang om måneden.

I 1939 oprettedes Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse. Dennes bestyrelse vedtog på sit første møde i december 1939, at der skulle oprettes en arbejdsteknisk skole for ufaglærte. Denne skole udviklede sig til det, vi i dag kender som Specialarbejderskolen.

I takt med udviklingen skiftede forbundet også navn.

I 1890 hed den lokale afdeling: Arbejdsmændenes Fagforening for Slagelse og Omegn.

I 1959 kom den til at hedde: Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund for Slagelse og Omegn (DASF).

I 1975 blev det til: Specialarbejdernes Fagforening for Slagelse og Omegn, men navnet blev allerede i 1977 ændret til: Specialarbejderforbundet i Danmark, SID Slagelse afdeling.

JOHAN DENTA. 2014

Antvorskov Skotøjsfabrik

Ejner Johannes Petersen, f. 1897, fik borgerskab i 1921 og grundlagde sin fabrik i Smedegade i Slagelse. Allerede i 1924 flyttede han virksomheden til Antvorskov i nye og bedre lokaler.

Fabrikken fremstillede alle former for sko og pga. deres høje kvalitet havde fabrikken en stor omsætning af fodtøj af enhver art.

Antallet af medarbejdere voksede og var i lange perioder på ca. 15-20.

Under Besættelsen, hvor det var svært at skaffe egnede materialer, satsede man på produktion af træsko. Successen var stor, og langsomt koncentrerede man sig om dette produkt.

I ca. 1970 blev skofabrikationen med undtagelse af træskoene helt indstillet.

Især Norge var et stort eksportmarked, men senere har Sverige pga. deres billigere træproduktion helt overtaget leverancen af træsko til Norge.

Fra 1955-1960 ejede Ejner Petersen en skotøjsfabrik i Ejby på Fyn, som hans søn Helge Petersen bestyrede.

POUL HANSEN. August 2016