Dyrhauge, Jørgen Thorø Larsen (1799-1888) bæltpostskipper, overfartsleder og ekspeditør for de kongelige postskibe

Jørgen Thorø Larsen Dyrhauge blev født i Nyborg, men flyttede i 1812 til Korsør med sin familie. Hans far, Lars Dyrhauge, var i mange år ansat på Storebæltsoverfarten og sluttede sit virke der som bæltpostfører (overfartsleder).

Jørgen Dyrhauge kom efter konfirmationen ud at sejle. I 1821 tog han eksamen som styrmand og blev kort efter ansat på Storebæltsoverfarten i samarbejde med sin far. I to omgange påtog Jørgen Dyrhauge sig i 1820’erne ledelsen af forstærkningsarbejde på Sprogø. Den vellykkede gennemførelse af dette arbejde gjorde, at man indenfor Postetaten, som stod for al post- og isbådssejlads i Danmark, lagde mærke til ham.

I 1829 blev Dyrhauge ansat som bæltpostskipper på dampskibet Mercurius, der som skibstype var en nyskabelse på Storebæltstrafikken. Her stod han også for forpagtning af restauranten om bord. Dette gav ham en god fortjeneste, og sammen med en økonomisk sans, der også tillod ham at ”spekulere” (købe aktier og obligationer) samt giftermål med en velhavende murermesterdatter, Rasmine Vedel, fra Korsør fik han lagt grunden til en formue, der efterhånden blev af en betragtelig størrelse.

I 1844 blev han udnævnt til opsynsmand ved post- og færgetransporten, dvs. overfartsleder på Storebælt. Samtidig blev der trukket på hans effektive arbejdsindsats på de ruter, som Postvæsenet også drev andre steder i Danmark. Ja, man kan vel sige, at han avancerede til leder af al postsejlads i Danmark. Hans titel var nu ”ekspeditør for de kongelige postskibe.”

Da det første søkabel i 1850’erne blev nedlagt under Storebælt, deltog han også i dette projekt. Med jernbanens gennemførelse fra København til Korsør i 1856 skete der en voldsom forøgelse af rejse-, gods- og persontrafikken til søs. Her spillede han selvsagt også en stor rolle, ikke mindst i indførelse af nye og større skibstyper.

I sandhed en smuk karriere, både arbejdsmæssigt men så sandelig også pekuniært. Han døde i høj alder i 1888.

Han fik mange påskønnelser for sit arbejde, bl. a. udnævnelse til ”krigsråd” (honorær titel) samt ved sin afsked til ridder af Dannebrog. Og en lokalitet er blevet opkaldt efter ham, nemlig ”Dyrhaugesvej” i Korsørs søndre bydel.

Da Jørgen Dyrhauge og hustru ikke efterlod sig livsarvinger, testamenterede ægteparret deres anselige formue på ca. 175.000 kr. (svarer til måske 8-9 millioner kr. i nutidspenge) til en legatbolig samt et fond. Fonden er naturligvis efterhånden opbrugt, men legatboligen – ”Dyrhaugesminde” eller som det retteligt hedder ” Dyrhauges og Hustrus Minde” – kan stadig ses på Skovvej ved siden af Lovsøen i Korsør. Den drives dog i dag af kommunen.

HANS BURCHARDT. 2014

Litteratur:
Dorte Fogh og Naomi Hainau: Guldalderliv,portrætter af danske postembedsmænd. Publikation fra Post- og Telemuseet i København.
A. Morell Nielsen: Færgerier og Skibsruter. Publikation fra Post- og Telemuseet i København.
Hans Burchardt: Dyrhauge – hvem var det? i Årbog for Historisk Samfund for Sorø Amt. 2008, s. 23-40.

Kilder:
Jørgen Dyrhauges erindringer, som beror på Handels- og Søfartsmuseet i Helsingør.

Dyrhauges Minde” , Skovvej Korsør
Jørgen T.L. Dyrhauge omkring 1860

Dyhrs Skole

I 1881 grundlagde søstrene Louise Branner (1863-1945) og Marie Branner (1861-1900) Frøknerne Branners Skole i Sankt Peders Præstegård. Søstrenes far, Christian Branner, var sognepræst ved kirken. I 1885 fusionerede skolen med Frk. Bournonvilles Skole i den endnu eksisterende bygning Fruegade 13. Herefter rykkede den i 1900 over i lokaler i Knudsgade, den nuværende Frederiksgade. I 1907 blev skolen overtaget af selskabet Fremtiden som Slagelse Private Mellem- og Realskole. Samme år blev cand.theol. Henrik Callisen Dyhr ansat som bestyrer. Fra april 1971 har skolen båret navnet Dyhrs Skole, et navn, der uofficielt er blevet benyttet i hvert fald fra omkring 1930. 

BØRGE RIIS LARSEN. 2014.



Frøken Branners Skole først i 1900-tallet

Dyhr, Henrik Callisen (1874-1936) skolebestyrer

blev cand.theol. i 1899 og var derefter ansat som realskolelærer i Nykøbing Mors. I 1907 blev han udnævnt til skolebestyrer for Slagelse private Mellem- og Realskole. Skolen er i hvert fald fra omkring 1930 uofficielt blevet kaldt Dyhrs Skole, et navn, som først blev officielt i 1971. 

BØRGE RIIS LARSEN. 2014.

Henrik Callisen Dyhr

Den Danske Skoles rektorer

Skolens rektorer som nævnt i diverse kilder

Købstadens skole styret af byens magistrat

1616             ukendt skoleholder

1647 og 1667 Borchard Mathfeldt

1658              Anders Knudsen

1678               Axel Madsen Høfding

1682               Niels Poulsen

1686               Henrich Lauritzen

1692               Claus Poulsen

1700 og 1706   Christian Hermansen Hjort

1706               Søren Nissen Bruun

1720               Jørgen Engelstrup

1720 – 1750     Peder Thomsen Ungermand

1751 – 1758     Andreas Brandt

1770               Niels Jørgen Ringel

1770 – 1781     Rasmus Ravn

1787 – 1789     Otto Lytken

Sankt Peders kirkes “klokkerskole”

1734 – 1738     Andreas Nyborg

1757               Jørgen Jelling

1770 – 1772     Peder Øgler

1781               Rasmus Bisserup

1789 – 1798     Johan Christof Lund

Torben Hansen, 12-09-2017

Deleuran, Aage (1925-1999) chefredaktør

Født 11. oktober 1925 i Korsør. Forældre maskinmester ved Storebæltsoverfarten, Holger Johannes Deleuran og fru Agnete. Realeksamen fra Korsør Realskole i Slottensgade 1942. Derefter journalistelev på Korsør Avis (red. Carlos Bundgaard). Signatur D-n i hele sin journalistiske karriere.

Var under den tyske besættelse 1940-1945, sammen med sine brødre Holger og Erik, aktivt medlem af den danske frihedsbevægelse – skrivende, for ingen kunne vel forestille sig Aage med en maskinpistol i hånd. Hans våben var en skrivemaskine, for ”større er kraften i det bly, som bliver til bogstaver, end det, der bliver til kugler”. Blev allerede som 18-årig en kort overgang ansvarshavende redaktør, da red. Bundgaard måtte ”gå under jorden” for at undgå tysk arrestation og fængsling, som det skete for en række danske pressefolk under besættelsen. Deleuran opnåede stor respekt for sin  ledelse af bladet og skrev i denne periode reportager, der gik helt ud til – og over – grænserne for, hvad den tyske censur ellers tillod.

Tog efter krigens afslutning i 1945 pludselig sin afsked fra Korsør Avis efter voldsom uenighed med redaktør Bundgaard, der i lederartikler bebrejdede frihedsbevægelsen for efter 5. maj at foretage vilkårlige og urette arrestation af påståede lokale danske ”medløbe-re” under krigen. Fik kort efter, ved frihedsbevægelsens lokalkomites mellemkomst, foretræde for Berlingske Tidendes almægtige redaktør Aage Lund, som straks antog den 19-årige Deleuran som medarbejder. ”Ikke på grund af kvalifikationer”, fortalte Deleuran senere i et afskedsinterview med Annelise Bistrup, for ”jeg var blot det lille Guds ord fra landet, der var puttet ind på bladet”.”Mit talent var ikke stort. Jeg har været genert, og jeg skrev ikke fremragende”, lød det beskedent fra ham.

1952 udstationeret i Paris som bladets korrespondent. Med blot ét års franskundervisning på ”universitetet” i Slottensgade udviklede han snart et grundigt kendskab til det franske sprog, politik, kultur, gastronomi og almen fransk livsførelse, som han med sit noget tørre og lidt kedelige sprogbrug flittigt og altid strengt korrekt formidlede til bladets læsere.

Hjemkaldt 1965 efter 13 år i Paris, optaget i bladets chefredaktion, 1967 udnævnt til administrerende redaktør for hele det berlingske hus og i 1970 til adm. chefredaktør, hvor han i en årrække via sine lederartikler var med til at skabe og præge den politiske debat i Danmark.

Var, trods sine absolutte højre-konservative synspunkter, højt respekteret i den danske bladverden for sin journalistiske og politiske viden og den sobre og fair måde hvorpå han udtrykte sine synspunkter – og sin uenighed med de politiske modstandere. Havde desuden en række tillidshverv indenfor den danske presse. Store omskiftelser fandt sted i hans tid i det berlingske hus, men D-n forblev ”og” skriver Annelise Bistrup, ”når Deleuran endte som ”den store overlever” i huset, så var det ikke blot, som  han selv sagde, et han var en flink og venlig mand, der gjorde det til en leveregel altid at være på bladet, at være til rådighed og gøre, hvad man bad ham om – men tillige den omstændighed, at han med sig konservative grundsyn, sine diplomatiske evner og sit optimistiske det-går-nok-livssyn repræsenterede selve den ulastelige berlingske-ånd”.

Deleuran var bladmand helt ind til benet og tillægges denne definition af en sand journalist: ”Han kommer på redaktionen klokken halv otte om morgenen og går når han er 67”. Tro mod dette princip gik han på pension ved arbejdstids ophør fredag den 30. oktober 1992, 67 år gammel.

Aage Deleuran døde i juli måned 1999.

Litt.: Biografisk artikel i Korsør Postens 50 års jubilæumsavis 2005 af Jørgen Nielsen.

JØRGEN NIELSEN. 2014

“et lille, ligegyldigt Guds ord fra landet, der var puttet ind på bladet”, smiler Aage Deleuran med underfundigt lune fra sin plads bag chefskrivebordet på Berlingske Tidende. “Han var god til at skabe en varm og humørfyldt atmosfære omkring sig”, hedder det bl.a. i hans eftermæle. Et bedre kunne vel ikke ønskes.

De gamles Hjem, 1907-

De gamles Hjem, 1907-

Slagelse Byråd begyndte i 1904 forhandlingerne om at opføre et alderdomshjem for de trængende borgere, som var berettiget til alderdomsunderstøttelse og som skønnedes at kunne forsørges i hjemmet.

Byrådet opgjorde behovet til at være omkring 50 personer. Efter byrådsvalget i 1906 blev cigarmager Arnold Viggo Westergaard formand for Alderdomsunderstøttelsesudvalget og Fattigudvalget. I disse to udvalg sad endvidere lærer N. Nielsen, detailhandler L.P.Jensen og redaktør H.P.Hansen samt endelig købmand Fr. Lauritzen.

Det blev besluttet at lade den lokale arkitekt Knud Larsen udarbejde tegningerne til hjemmet. Efter en studietur til Nakskov og Nykøbing Falster havde Knud Larsen et færdigt forslag klar til de to udvalg. Samtidig udpegede udvalgene den gamle markedsplads på Sorøvej mellem Teknisk Skole og Garvergården som stedet, hvor hjemmet skulle ligge. Byrådet besluttede, at hjemmet kun skulle rumme plads til 25 personer. Lokale håndværkere med murermester Ehlers i spidsen stod for selve byggeriet.

Inden byggeriet var færdig, havde byrådet travlt med at få de nødvendige instrukser og reglementer for hjemmets beboere, økonomaen og bespisningen klar.

Hjemmets første økonoma blev Maren Jensine Madsen. Hun stammede fra Kirke Stillinge og var ved sin ansættelse husbestyrerinde hos hotelbestyrer Jeppe Jeppesen, Hotel du Nord, Sankt Mikkelsgade. Maren Jensine Madsen var økonoma helt frem til 1933. Fattiginspektør J.V.Madsen blev fra hjemmets start tilknyttet som tilsynsførende.

Fredag den 27. september 1907 blev hjemmet indviet. Kort forinden var det blevet besluttet, at hjemmet i fremtiden skulle hedde ”De gamles Hjem”.

Der blev arrangeret åbent hus dagen efter indvielsen, så byens borgere kunne tage den nye, smukke bygning i øjesyn. Derefter flyttede beboerne ind. To ægtepar, syv enkemænd og tretten enker.

Byggeriet havde kostet 42253,15 kroner.

I juni 1910 aflagde kong Frederik VIII besøg på De gamles Hjem i forbindelse med indvielsen af rytterstatuen på Schweitzer Plads.

I 1929 blev der tilføjet en fløj, hvilket forøgede kapaciteten til 40 enkeltværelser og 6 dobbeltværelser.

I 1952 kom endnu en fløj til. Dermed blev der skabt plads til 81 personer.

De gamles Hjem er i dag en del af plejecenter Smedegade.

Knud Bruun Rasmussen. 2017

marts 2018

Litteratur
Knud Bruun Rasmussen: “De gamles Hjem i Slagelse” i: Årbog for Historisk Forening for Midt- og Sydvestsjælland 2017.

De gamles Hjem i Slagelse. Luftfoto fra Det Kongelige Biblioteks samling ‘ Danmark set fra luften’.

Dansk Cykelindustri A/S

Denne virksomhed blev grundlagt som aktieselskab i 1933 og baseredes fra starten i Masnedsund og Holbæk. Produktionen af cykeldele var både til en gros-salg.

Søndag 30. juni 1895 blev det første cykelløb for kvinder afviklet af Slagelse Cycle Club, hvilket dog ikke havde nogen forbindelse til at man i 1934 flyttede fabrikken til Slagelse.

Her indrettede man sig in egne lokaler, indrettet med moderne fabrikations- og produktionsudstyr. Der var ca. 50 ansatte beskæftiget. Hovedartiklerne var cykel- og autopumper samt bagagebærere og skærme.

Fabrikkens produkter blev solgt til både forhandlere i Danmark og resten af de skandinaviske lande.

Ved opkomsten af flere konkurrerende cykelfabrikker i 1950erne kunne Dansk Cykelindustri ikke følge med. I 1958 blev fabrikken i Løvegade nedlagt.

Bygningerne blev siden overtaget af Skiltefabrikken Sericol.

Poul Hansen, januar 2018

Dr. Dampe og Slagelse

Jacob Jacobsen Dampe (1790-1867) er blevet kaldt den første demokrat. I biografier over ham er det ikke altid nævnt, at han havde en fortid i Slagelse. Herom handler dette lille arbejde.

J.J. Dampe blev født i 1790 som søn af en københavnsk skræddermester. Han var en kvik dreng, der som 14-årig fik en plads på Metropolitanskolen. Efter han var blevet student, fortsatte han studierne på Københavns Universitet og blev i 1809 cand.theol. To år senere blev han adjunkt ved Slagelse lærde Skole. Under sin ansættelse her skrev han en afhandling om etikken i Koranen. Den blev i 1812 antaget ved Universitetet, og han kunne herefter som 22-årig kalde sig såvel cand.theol. som dr.phil.

Ud over at undervise påtog han sig også at redigere den lokale avis, hvori han kaldte det bedre borgerskabs damer i Slagelse for papegøjer. Han lagde her for med en kritik af byens fattigvæsen, hvor han bl.a. skrev, at ”det går rent desperat til med fattigvæsenets bestyrelse her i byen, og at de, som har med det at bestille, bære sig ad som gale folk, for ikke at sige noget værre”. En anden historie går på, at han fra et andet blad gengav en artikel om dyrenavne på kroskilte og tilføjede med sigte på en lokal park: ”Her ved Slagelse har vi ikke synderlig mange mærkværdige navne, medmindre det skulle være ”Papegøjen”, der formodentlig har sit navn efter de mange damer, der spadsere her forbi til skoven om sommeren”. Dette gjorde, at Dampe blev udelukket fra det gode selskab, måtte frasige sig redaktørjobbet og derefter også lærerstillingen. I 1816 flyttede han tilbage til København.

I 1820 stiftede han et hemmeligt forbund til indførelse af en fri forfatning. Ifølge kong Frederik 6.s spioner fantaserede Dampe om at besætte Rundetårn og derfra sprede oprørske løbesedler for at vælte kongemagten. Han blev arresteret og dødsdømt for højforræderi og majestætsforbrydelse men blev benådet med fængsel på livstid. I årene 1821-41 sad han dels i Kastellet og dels på Christiansø, blev løsladt i 1841 og fik i 1848 amnesti samt en mindre livrente.

Litteratur:

K. Tarbensen: ”Den første demokrat – Cand. theol. og dr. phil. J.J. Dampe” i: Kenn Tarbensen & Morten Petersen (red.): Oprørere – Skæbnefortællinger om danmarkshistoriens tolv største rebeller (2006), s. 190-216

Jacob Jacobsen Dampe: Fortælling om mit fængsel i haardeste grad i tyve aar, og min forviisning i syv aar, lidelser, mig tilføiede formedelst min lære om folkets ret, København 1858 (genudgivet 1951).

Oscar Hansen: ”De de Slagelse Damer gjorde Oprør mod ”Oprøreren”. En pudsig Affære fra de gamle Dage” i: Vestsjællands Social-Demokrat 29-10-1947

Børge Riis Larsen 2018.

Cand.theol. & dr.phil. J.J. Dampe (1790-1867) som i årene 1811-16 var ansat ved Slagelse lærde Skole. Denne lå i disse år i Bredegade 6, hvor H.C. Andersen var elev i årene 1822-26.

Dahlsvej – Korsør

I 1860’erne opførtes der en dæmning, hvis forløb er den nuværende Teilmanns Allé, og man gravede en afvandingskanal, hvor i dag Dahlsvej ligger. Den blev senere opfyldt, og en smal sti eller vej etableredes. Det første byggeri på det inddæmmede areal var Korsør Gasværk (opført i 1864), der lå, hvor i dag – 2016 – Slagelse kommunes borgerservice har til huse.
I slutningen af 1890’erne blev Dahlsvej anlagt i den udstrækning, vi kender i dag og fik sit navn i 1898. Snart derpå kom der gang i sagerne. Helms Skole blev bygget i 1902, Korsør Håndværker- & Industriforenings alderdomsbolig ”Augusta” kom til i 1907 og resten af vejens huse umiddelbart derefter.Og således så det ud i mange år, men i 1968 stoppede gasproduktionen, og værket blev efterhånden nedlagt. Efter grundig rensning af grunden kunne Korsør kommune i 1981 indvie et administrationscenter, hvor gasværket havde ligget.Vejen er i øvrigt opkaldt efter Wilhelm Frederik Dahl – se denne.
 

KARIN VEDEL. 2016 

Litteratur: Karin Vedel (2010): Personerne bag vej- og gadenavne i Korsør Syd.

Foto: Hans Burchardt

Dahl, Wilhelm Frederik (1805-1897) entreprenør

William Frederik Dahl blev født 1805 i Nyborg som søn af en velhavende skibsreder, der dog mistede sin formue under Englandskrigen. Dahl kom derfor i lære som maler og karetmager, og i 1830 fik han borgerskab som sådan. Siden flyttede han til Korsør, og vi ved, at han fra 1835-60 var ejer af ejendommen Algade 45 samt andre ejendomme i byen.

I 1835 blev han gift med Sophie Marie Harreschou fra Korsør.  Deres ægteskab blev velsignet med ikke mindre end elleve børn. Dahl var en meget virksom person, der efterhånden fik mange kasketter på. I dag ville vi nok kalde ham entreprenør. Af hans aktiviteter kan nævnes: Dæmningsarbejder i forbindelse med opførelse af en bro over havnen samt opførelse af kasernebygninger til de soldater, der var stationeret i Korsør. De lå hvor i dag Nygade og Baggade krydser hinanden. Nævnes skal også, at han var med til at bygge byens rådhus, som blev placeret i Algade, der hvor den nu nedlagte politistation har været. Alle disse projekter blev gennemført i slutningen af 1840’erne.

Han fik også en slags specialitet, nemlig opførelse af gasværker. Det var tidens nye teknologi, idet gassen blev brugt til belysning og madlavning. Derfor blev der i næsten alle byer etableret gasværker med ledninger til forbrugerne nedgravet i gaderne.

Denne aktivitet bragte ham rundt i hele landet, bl.a. til Randers, Hobro og Helsingør, hvor han ledede opførelsen af byens gasværker. Familien fulgte med ham, hvorfor børnene kom til at gå i skole flere steder.

W. F. Dahls anseelse og velstand voksede støt. Under krigen 1848-50 og i koleraåret 1857 havde han vist sin praktiske sans og sit samfundssind som deltager i de forskellige nødhjælpsarbejder, som Korsør Kommune havde igangsat. Som påskønnelse herfor blev han udnævnt til kancelliråd.

For en mand som W. F. Dahl med de omfattende aktiviteter udenbys var det måske mere hensigtsmæssigt at forlægge residensen til et andet sted. Derfor flyttede familien i 1857 til København.  Her købte han en bestående vand- og gasmesterforretning af W. Strode, Studiestræde 18.

Efter et langt, virksomt og begivenhedsrigt liv døde W. F. Dahl i København i 1897, 92 år gammel. Og hans hustru, fru Sophie Marie, døde året efter, 89 år gammel.

Ægteparret havde i 1885 stiftet et guldbryllupslegat, hvis afkast skulle gå til værdige og trængende håndværkere eller enker efter disse fra Korsør. Dette legat samt de øvrige bedrifter var nok årsagen til, at man fandt det rimeligt at navngive en ny vej efter W.F. Dahl og kalde den ”Dahlsvej”.

KARIN VEDEL. 2016.

Litteratur: Karin Vedel (2010): Personerne bag vej- og gadenavne i Korsør Syd.

Det flotte læderomslag med guldtryk af guldbrylllupslegatet.
Lokalhistorisk Arkiv for Korsør og Omegn.
Foto: Ove Jensen