Bomhuset, Korsør

Alle kender Bomhuset på Nankes Plads – det har altid i folkemunde heddet ”Bomhuset”; men i arkivalierne betegnes det først som ”Consumtionsbolig” og senere som Accise med bolig for en consumtionsbetjent og hans familie.

Historien startede i 1785, da Consumtions Administrationen d. 7. november blev meddelt ”Skjøde fra Kjøbmand Aaris på et Skæppe af Laugsøe-ageren udenfor Korsør Landport”. Laugsøe-ageren på 62.270 □ Alen var området syd for Skovvejen til Kjærsvej mellem Nankes Plads og Helenevej.

I 1791 boede comsumtionsbetjent Fobian Adler i boligen, der i 1802 blev tilskødet Finanskollegiet.

I 1828 beskrives huset som et forhus på 5 fag med egebindingsværk og en skorsten, indrettet til værelser og køkken.

2. juni 1847 købte justitsråd og toldforvalter Kjær på auktion ”1 Skp. af Laugsøeageren for 100 Rdl. – paa Grunden er Consumtionsboligen opført” – 5 år senere købte han på auktion ”Den forrige Consumtionsbolig for 600 Rdl.”

Taksationen i 1867 gav den første beskrivelse af huset, der passer på udseendet i dag: ”Forhuus: Grundmuur, 8½ Al i □, 4 Al i Høiden, tegllagt, 1 Skorsten, 1 Kakkelovn, indrettet til Værelser, Forstue og Kjøkken. Til Gaden med Portal – Locum: Grundmuur og teglhængt – 8 Fag Plankeværk”.

Bomhuset har siden haft en omtumlet tilværelse: Det har været ventesal for rutebilerne, blomsterudsalg og isbod. I de senere år har det været brugt til kunstudstillinger og værksted for arbejdende kunstnere.

Bomhuset er sikkert bygget i 1839-1840, da krigsråd Dyrhauge påtog sig opgaven at bygge en accisebod. Det er meget sandsynligt, at han har skelet til de tegninger, tømrermester Hans Langhoff havde lavet til et nyt bomhus i Odense – et hus der aldrig blev bygget.

OVE JENSEN. 2014

Kilde: Christian Kvium:”Huset ved Bommen” og brandtaksationer. 

Boeslunde Andelsmejeri

Den 8.oktober 1887 samledes de indtegnede andelshaverne i det nystiftede Boeslunde Andelsmejeri og valgte følgende bestyrelse: gårdejer godsforvalter Ettrup Boeslunde, gårdejer Peder Sørensen Neble, gårdejer Anders Christensen Erdrup, gårdejer Peder Knudsen Atterup, gårdejer Jens Rasmussen Sønderup, gårdejer Niels Pedersen Egerup og gårdejer Johan Andersen Boeslunde. Til formand valgtes Johan Andersen, og det overdrages til bestyrelsen, om muligt at købe Boeslunde Fællesmejeri.

Pastor Richter, Boeslunde havde i 1876-77 i samarbejde med grosserer Schou, Slagelse installeret mejeri i præstegården. Da præstegårdstilsynet fandt dette uheldigt, blev aftalen med grossereren opsagt. Schou lejede nu et stykke jord af dyrlæge Jens Jeppesen, ved dennes nybyggede hus, og byggede et primitivt mejeri bestående af et bræddeskur. Forretningen gik dårligt, så han stoppede driften efter et års tid. Herefter var der flere mejerister, der forsøgte at køre mejeriet videre. I 1886 købte fællesmejerist Hans Møller Jensen dyrlæge Jens Jeppesens hus.
   
Boeslunde Andelsmejeri købte dette private fællesmejeri af mejerist Hans Møller Jensen med bolig og inventar for 8000 kr. Den 24. februar 1888 leverede ca. 70 andelshavere med godt 500 køer første gang mælk til andelsmejeriet.

Da stillingen som mejeribestyrer efter Hans Larsen i 1892 blev opslået, var der 110 ansøgere. Ansat blev den kun 23-årige Hans Dinesen fra Høve, efter 40 år overtog hans søn Harald Dinesen stillingen. Der blev bygget nyt mejeri i 1920, som i 1924 blev ombygget og udvidet. I 1931 blev der bygget ny bestyrerbolig.

I 1929-30 blev der indvejet 3.68 mill. kg. sødmælk og produceret 155.000 kg. smør. Boeslunde Andelsmejeri havde i 1931 152 leverandører med ca. 1100 køer, heraf 5 med over 20 køer og 72 med 4 køer eller der under.
               
Frem til 1951 var der 10 mælketure med hestevogne til mejeriet. I 1935 var prisen for transporten i gennemsnit ca. 22 øre pr. 50 kg mælk, og fra mejeriet kørte tre hestetruk-ne detailsalgsvogne i området med mejeriprodukter. Disse ruter blev fra 1951 sammenlagt til 3 og udliciteret til 3 vognmænd med biler. Detailsalget foregik nu fra en varebil. 
                       
I 1964 blev mejeriet nedlagt, og andelshaverne ligeligt delt mellem Vemmelev Andelsmejeri og Andelsmejeriet Godthåb i Skælskør. Bygningerne ligger stadig her i 2011 på adressen Boeslunde Byvej 64, men kun boligen benyttes.


Formænd:
Johan Andersen  1888-1909
Rasmus Johansen 1909-1936
Niels Petersen 1936-1946
Jens Olsen 1946-1951
Poul Jensen 1951-1960
Frode Stendal 1960-1964

Mejeribestyrere:
Hans Larsen 1888-1892
Hans Dinesen 1892-1932
Harald Dinesen 1932-1964

JENS NYVANG ANDERSEN. 2014

 Litteratur: Jul i Skælskør 1999, side 40-45. Finn Pedersen: ”Hollænderi” i Boeslunde sogn

Boeslunde Mejeri i 1960’erne

Blæsinge jordemoderhus

Matrikel 24a Blæsinge husede i mange år jordemoderen eller gjordemoderen, som var titlen i tidligere tider. Ejendommen tilhørte indtil 1856, ligesom al anden ejendom i Blæsinge og Havrebjerg, Brorupgården med bl.a. Ludvig Holberg som ejer, men blev så af Sorø Akademi overdraget til Kirke- og Undervisningsministeriet. I 1871 tog Sorø og Holbæk amter over, og i 1905 var det Holbæk amt alene, der stod med embedsboligen. Samme år blev der opført et nyt stuehus på ejendommen, men de gamle bygninger ligger der stadig i 2008. I 1921 blev ejendommen solgt til murermester Anders Christian Andersen, og han boede og drev sin virksomhed derfra.

Der var lidt jord til ejendommen, således at jordemodermanden også var beskæftiget, ud over at han ofte havde arbejde i grusgraven, som jorden stødte op til.

I Havrebjerg kirkebog ser man, at rigtig mange børn er blevet født her. Mange mødre kom langvejs fra på ”diskret ophold”, som det hed i filmen af samme navn med Bodil Ipsen som jordemoder. Der har gennem årene fra ca. 1800 til 1920 været omkring 10 forskellige ”madammer”, som de også blev kaldt, med titlen jordemoder på stedet.

OLE HANSEN. 2014

Birckner, Michael Gottlieb (1756-1798) præst og forfatter

Michael Gottlieb Birckner blev født i København i 1756. I treårs alderen mistede han sine forældre, men velmenende folk tog sig af ham, og ved deres hjælp blev han i 1772 student.

Herpå fulgte så et langvarigt teologisk studium, som først afsluttedes i 1784. Han havde dog ikke ligget på den lade side, men brugt tiden på filosofiske studier samt dygtiggjort sig i engelsk og især tysk. Især blev han påvirket af den kendte, tyske filosof Kants skrifter og fandt derved en begejstring for sandhed og ret. For at tjene til dagen og vejen ernærede han sig ved undervisning.

Birckners første litterære publikation havde den omstændelige titel: ”Svar på det spørgsmål: Skal man undertrykke adelen? ” Den vakte en del postyr. I 1790 fik han sit første kald som residerende kapellan ved St. Laurentius’ tyske menighed på den lille ø Før, der ligger sydvest for Tønder ude i Vadehavet.

Det var jo langt væk, men han brugte også tiden til fortsatte studier, selvom savnet af Københavns litterære cirkler var mærkbart.

Den diskussion, der i samtiden optog sindene, var spørgsmålet om censur og trykkefrihed. Et ømtåleligt problem, som krævede en vis varsomhed at beskæftige sig med, og som også Birckner blev optaget af.

I 1792 havde en af hans venner – på hans vegne – søgt stillingen som kapellan i Korsør. Det var unægtelig nærmere hovedstaden, og Birckner blev efterhånden glad for at være i byen. Han fik et godt forhold til sognepræsten, og i dennes hjem traf han sin tilkommende hustru, Henriette Christine Horneman, som han blev gift med i 1795.

Kaldet som kapellan var ikke lønsomt, og han søgte derfor om forflyttelse. Men han fik dog tid til at beskæftige sig med det, der optog ham mest: Kærlighed til friheden og kampen for sandhed. Det gav sig udtryk i forskellige skrifter bl.a. hans hovedværk, der udkom i 1797: ”Om trykkefriheden og dens love” samt året efter fortsættelsen: ”Videre undersøgelser om trykkefriheden og dens love”.

Desværre var han i disse år plaget af en krampagtig hoste og vand i brystet – formodentlig en begyndende tuberkulose. Alligevel udnævntes han i november 1798 til sognepræst i Vemmelev kirke, en kærkommen udnævnelse, der ville have lettet hans økonomi. – Men sygdommen havde dog fået godt tag i ham, og han døde allerede den 1. december samme år kun 42 år gammel.

Forinden var han begyndt en udgivelse af samtlige sine skrifter – en udgivelse, der blev fuldført under Anders Sandøe Ørsteds redaktion. Hans enke blev siden gift med den berømte jurist Jonas Collin, der bl.a. er kendt for sin faderlige støtte til H. C. Andersen.

Efter Birckners død blev der på hans grav rejst en mindestøtte. Den blev senere flyttet, men kan stadig ses på nordsiden af Korsørs Skt. Povls Kirke.  Birchnersgade i Korsør – se denne – er opkaldt efter Michael Gottlieb Birckner.

KARIN VEDEL. 2016


Litteratur: Karin Vedel (2010): Personerne bag vej- og gadenavne i Korsør Syd.

Portræt af Michael Gottlieb Birckner. Kobberstik udført af Gerhard Ludvig Lahde (1765-1833) i 1797.
Gravmindet som er bekostet af Jonas Collin.
Foto: Ove Jensen

Birchnersgade – Korsør

Man kan næppe i dag kalde Birchnersgade for en gade. Det er nok snarere en slags areal mellem Baggesenskolen og Storebæltshallen. Sådan har det været siden skolen i 1965 og hallen i 1966 blev bygget. Men indtil da var det en ganske almindelig gade med bygninger, der nu er nedrevet: Flere boligejendomme, Byskolens gymnastiksal, den kommunale badeanstalt, Rasmusens Mørtelværk og Korsør Elvaskeri. Gaden er blevet anlagt i sin helhed omkring 1910, men navnet var oprindeligt Kroghsgade. Naturligt kunne man sige, for i den nu nedrevne ejendom, der lå på hjørnet Jens Baggesensgade/Birchnersgade boede malermestrene Vilhelm Krogh og sønnen Emil Krogh. Og skulle man være meget nøjeregnende, hed den person, som gaden er opkaldt efter, ”Birckner” – med ”k”, Michael Gottlieb Birckner – se denne. 

KARIN VEDEL. 2016 

Litteratur: Karin Vedel (2010): Personerne bag vej- og gadenavne i Korsør Syd.

Foto: Ove Jensen

Birch, Vilhelm Ludvig (1817-1871), guvernør i Dansk Vestindien

Født: 29. august 1817 i Slagelse

Død: 26. februar 1871 på St. Thomas

Vilhelm Ludvig Birch blev i 1835 student fra Slagelse latinskole, herefter fortsatte han sine studier som jurist og kunne i 1841 tage titlen som juridisk kandidat.  Her startede han som volontør hos det danske kancelli, hvor han blev overført til kolonierne.

I 1845 tiltrådte han stillingen som auditør ved garnisonen på St. Thomas. Her fortsatte hans virke, indtil han som en belønning for sit store arbejde blev udnævnt til kolonisekretær i 1856. Stillingen som sekretær ledte ham op til udnævnelsen som generalguvernør for Dansk Vestindien i 1861.

I rollen som guvernør stod Vilhelm for salgsforhandlingerne om Skt. Thomas’ og Skt. Jans afhændelse til USA.

Plantagedriften havde ikke Vilhelms store interesse. Dog arbejdede han ihærdigt på at løse plantagernes arbejdskraftsproblem gennem immigration, ligesom han brugte sin indflydelse i kolonialrådet til at sikre plantagearbejderne tålelige vilkår; af sidstnævnte grund var han ikke populær blandt alle plantageejere. Februar 1871, kort før Vilhelm Birchs død, flyttedes guvernørens sæde fra Christiansted på Skt. Croix til Charlotte Amalie på Skt. Thomas. Vilhelm Birch, der var en udpræget embedsmand fik det eftermæle at han havde været en retfærdig og hæderlig mand, der flittigt havde arbejdet for øerne.

Vilhelm Ludvig Birch var en af hovedmændene bag den danske koloniallov af 1863 hvori de danske kolonier fik økonomisk selvstændighed og politisk status som kommuner.

Nikolaj Hedegaard Hyttel, november 2018

Portrætfotografi
Det Kongelige Bibliotek

Bell, Paul J. (1920-2005) skibsmaskinchef, lokalhistoriker og museumsleder

I Korsør vil Paul Bell først og fremmest blive husket som den person, der stod i spidsen for oprettelse af By- og Overfartsmuseet og samtidig kæmpede for bevaring af en række historiske bygninger, bl.a. Kongegaarden.
Han skrev dog også bøger og artikler om skibshistorie, og som skibsmaskinchef på Storebæltsfærgerne var han med til at udvikle de allersidste store færger, før de blev gjort overflødige af tunnelen og Storebæltsbroerne i 1997-98. 

Paul Johannes Bell (1920 – 2005) tilhørte rigtignok en gren af den berømte Graham Bell-familie, idet Pauls oldefar og den berømte Grahams far var brødre.
Han blev udlært på Nakskov skibsværft og fortsatte en uddannelse til maskinmester (1944). I 1946 flyttede han til Korsør, fordi han havde fået ansættelse ved Storebæltsoverfarten.

Sidst i 1970’erne havde DSB-overfarten planer om at skille sig af med Danmarks ældste og første dieselmotorfærge, M/F “Korsør”, bygget i 1927. Denne færge forsøgte Paul at få bevaret som museumsfærge i Korsør, lagt op ved Fæstningen. Det lykkedes desværre ikke, så i stedet tog han initiativ til oprettelse af By- og Overfartsmuseet (1983).
Samtidig skrev han i aviserne om Kongegaardens sørgelige forfald, og som formand for den nystiftede Bygningsbevaringsforening i Korsør opfordrede han fredningsmyndighederne og kommunen til at gøre noget ved sagen. Derfor var han også med til at stifte Foreningen Kongegaarden i 1986.

Paul var en glimrende fortæller, både mundtligt og skriftligt, og da han også havde et godt håndelag, var hans udstillinger på museet altid værd at se på. Hans artikler og indlæg i museums- og kulturdebatten var bestemt heller ikke kedelige, men undertiden kunne de være lidt skarpe.

Paul modtog mange hædersbevisninger, bl.a. Ridderkorset.
Yderligere oplysninger kan læses på www.kongegaarden.dk  > Arkiv > Tekstarkiv

POUL ERIK NIELSEN. 2014

Paul J. Bell

Bastholm, Hans (1774-1856) sognepræst og redaktør

Mit Livs Eventyr skrev H.C. Andersen, at da han sent om aftenen en efterårsdag i oktober 1822 kom til Slagelse og steg af i ”Gjestgivergaarden”, spurgte han ”Madamen der, hvad Mærkeligt her var i Byen”. Som svar fik han ”Den nye engelske Sprøite og Pastor Bastholms Bibliothek!”.

Hans Bastholm blev født i København, blev student i 1789 og teologisk kandidat fire år senere. Herefter studerede han i udlandet, i Göttingen, Kiel, Paris og Leipzig, indtil han i 1787 vendte hjem.

Han søgte nu præstekald – ikke af lyst, men dels for at få noget at leve af og dels for at kunne gifte sig med sin forlovede gennem seks år. Først blev han kapellan ved Sct. Mikkels Kirke og to år senere sognepræst ved Sct. Peders Kirke.

I 1814 begyndte bogtrykker Peter Magnus at udgive Slagelse Ugeblad eller Den Vestsjællandske Avis efter at have sikret sig Bastholms assistance. Det følgende år overtog Bastholm redaktionen, et hverv han beholdt til 1836.

Han følte en udpræget lede ved præstegerningen og havde hyppigt nervetilfælde også under gudstjenesten. I 1825 fik han tilladelse til at holde en personlig kapellan, som i 1837 fik overdraget hele embedsførelsen. Bastholm var en ivrig skribent og var indviklet i flere teologiske stridigheder. I 1846 søgte han ret pludseligt sin afsked og rejste til København, hvor han døde ti år senere.

Fra ungdommen var han en ivrig samler af al slags viden. Allerede under studieopholdet i Göttingen købte han bøger over evne og måtte derfor leve spartansk. Han eksperimenterede endog med at undvære såvel mad som søvn, men som én af hans biografer nævner, så gik det mærkeligt nok ikke.

Gennem indtægterne fra bladudgivelsen i Slagelse skabte han sig et bibliotek på mere end 5000 bind.

I 1813 brændte Sorø Akademis Bibliotek, og i midten af 1820’erne indgik Akademiet en overenskomst med Bastholm om, at hans bogsamling skulle overgå hertil, og i 1847 overlod han sit bibliotek til Akademiet. Samlingen bestod da af 7000 bind, af hvilke Bastholm beholdt de 2000 til sin død. Samme antal viste det sig i øvrigt, at Akademiet havde i forvejen.

Hans Bastholm var nærmest en polyhistor, dvs. en person, som interesserede sig for og vidste noget om mange videnskaber. Hans bogsamling bestod primært af geografiske, naturhistoriske og encyklopædiske værker, men alle fag var i øvrigt repræsenteret. Hans plan var at samle stof til han fyldte 50 år, og først derefter ville han begynde på produktivt arbejde. Han ville anskaffe sig ”Hovedbøger i enhver Videnskab”, lade ”samme gjennemtrække med rene Blade” og aldrig læse ”en Bog uden at citere dens hele Indhold til disse”, oplyste han til Akademiet ved forhandlingerne om bogsamlingen. Han oplyste endvidere, at det var hans håb, at hans optegnelser engang kunne komme mange lærde personer på Akademiet til gode. Om dette nogensinde er sket, står mig hen i det uvisse. En fransk bog med 1.438 sider var således gennemtrukket med hvide blade – i alt 2.726 blanke sider bestemt til notater. Heraf var blot to beskrevet!

Hans Bastholm stræbte øjensynligt ikke efter personlig berømmelse. Hans arbejder vidner om en stor og uegennyttig kærlighed til videnskaben. Han var tilsyneladende en anset person i sin tid. Flere berømte forfattere sendte ham således deres værker med personlig dedikation.


Litteratur: B. Riis Larsen: Pædagogikhistorikeren Olaf Carlsen. Liv og værk (2013) s. 189ff

BØRGE RIIS LARSEN. 2014

Hans Bastholm

Bastholm, Ellen (1949-2012) rektor

Ellen Bastholm Jensen blev student fra Hjørring Gymnasium i 1969 og syv år senere cand.mag. i samfundsfag (hovedfag) og dansk (bifag) fra Aarhus Universitet. Hun tog senere erhvervsøkonomi som et ekstra bifag. Ellen Bastholm var ansat ved Frederiksborg Statsskole fra 1976 til 1992 – de senere år som inspektor. Hun afløste i 1992 Jens Jørgensen som rektor ved Slagelse Gymnasium og HF-kursus.

I starten af sin rektorperiode gennemførte hun en lang række nye tiltag på gymnasiet, eksempelvis teamlærerordningen, og hun bevirkede, at gymnasiets oprindelige logo fik en mere nutidig streg.     

Ellen Bastholm har forfattet en del bøger. Socialdemokratiet som folkeparti fra 1976 og 1930’erne – dagligliv og politiske tendenser fra 1982. Hertil kommer lærebøger og en række artikler og aviskronikker om uddannelsespolitiske spørgsmål.

I marts 2000 fratrådte hun sin stilling på grund af sygdom. Hun blev boende i Slagelse og deltog i de følgende år i en lang række aktiviteter. I disse år skrev hun to bøger. Én om maleren Per Hillo fra 2005 og én om møbelsnedkeren Bruno Hansen fra 2008. I 2009 var Ellen Bastholm primus motor i at skaffe midler til restaurering af rytterstatuen på Schweizerplads. 

BØRGE RIIS LARSEN. 2014

Litteratur: B. Riis Larsen: Slagelse Gymnasiums Lærere 1927-2002 og Nyt fra Slagelse Gymnasium september 2012 s. 14.

Foto: Georg Hemmingsen

Balle, N.E. (1744-1816), biskop og professor

På mindetavlen på Kirkeladen for foden af Sct. Mikkels Kirke kan man læse navnene på en række personer, som har frekventeret Slagelse lærde Skole. Den eneste af disse, som ikke har fået en gade eller vej opkaldt efter sig i byen, er Nicolai Edinger Balle.

11 år gammel kom han i skole i Nakskov og efter faderens død 1758 i Slagelse lærde Skole, hvorfra han i 1762 blev dimitteret til Københavns Universitet.

I 1765 tog han attestats (embedseksamen) og var på udenlandsrejse fra 1766 til 1769.

Året efter blev han udnævnt til sognepræst for Kjettrup og Gjøttrup menigheder i Aalborg stift. Som landsbypræst følte han sig dog kun lidt tilfreds, og det var med glæde, han modtog en kaldelse som fjerde teologiske professor ved Københavns Universitetet i 1772. Han blev i 1774 dr. theol. og var biskop over Sjælland fra 1783 til 1808.

Om sin skoletid i Slagelse har han skrevet: ”Min brave Rector Rhud var en herlig Latiner. Jeg lærte her baade at tale om skrive [Latin] med Færdighed. …At jeg haver været en lykkelig Discipel under saa brave Lærere i denne gode Skole, skal ihukommes med sønlig Taknemmelighed indtil mit sidste Aandedræt”.

Litteratur:

Biskop Balles visitatsbog 1799-1807 ved Christian Larsen. (1999). [Kbh.] : Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie, 1999. Hertil knytter sig: Biskop Balles visitatsindberetninger 1783-1793. 2003

Kaj Viderø: Slagelse Skoles kendteste Disciple. I: Slagelse kommunale højere Almenskole. Meddelelser fra Skoleaaret 1942-43 s. 14

Michael Neiiendam i: Dansk biografisk leksikon, 3. udg. bd. 1 (1979) s. 384-387.

Børge Riis Larsen, 2017

Nicolai Edinger Balle (1744-1816)