Accisen i Slottensgade 6, Korsør

Huset ejedes i 1791 af Madam Hedevig Bagger, der havde Postgården på den anden side af vejen og var gæstgiver og kromutter foruden at være postmester. Inden 1794 solgte hun huset til General Toldkammeret til en consumtionsbolig.

I 1824 blev huset ved en auktion solgt til postmatros Jan Winkler. Det blev revet ned i 1904.

Huset er efter traditionen forbilledet til kulisse i Johan Ludvig Heibergs vaudeville ”Kong Salomon og Jørgen Hattemager”, en gendigtning af faderen, P.A. Heibergs syngespil ”Indtoget” … scenen flyttede Johan Ludvig fra en sjællandsk landsby til Korsør, der havde ry som værende indbegrebet af dansk provinsialisme.

OVE JENSEN. 2014

Købstad

Begrebet købstad bruges stadig, selv om der ikke længere er tilknyttet en retslig eller administrativ betydning til ordet. Købstæderne stammer fra 12-1400 tallet, hvor der var tale om en by, der havde fået særlige privilegier af kongen. Privilegierne gav byerne egen administration, egen retskreds samt ret til at udskrive skatter og afgifter. Det var gerne byer med en god placering, der fik købstadsprivilegier, og disse skulle bekræftes af hver ny konge.

Beskyttelsen af handel og håndværk betød, at dette hovedsageligt var henlagt til byerne, og at oplandets indbyggere skulle ind til købstaden for at sælge deres afgrøder og andre varer. Adgangen til købstæderne var gennem byportene, og derudover var byerne omkranset af et plankeværk, der skulle sikre, at byen ikke blev snydt for afgifterne. Beskyttelsen af handel og håndværk blev ophævet i 1857, da der blev indført frihandel.

I Slagelse Kommune er der tre købstæder, nemlig Slagelse, Korsør og Skælskør.
Slagelse lå centralt placeret mellem en række indfaldsveje, og kendes helt tilbage i 1000-tallet. I 1288 fik byen sine købstadsrettigheder af kong Erik Menved, og disse privilegier blev fornyet og udvidet gennem de følgende århundreder.

Korsør lå godt placeret som overfartssted mellem Sjælland og Fyn. Den første bebyggelse lå i oldtiden længere ude mod Storebælt, end det er tilfældet i dag. Det var først med opførelsen af Tårnborg, at der kom bebyggelse længere inde i noret. Korsør fik købstadsrettigheder i 1425.

Skælskør ligger, hvor der i gammel tid var et vadested over fjorden. Præcis hvor gammel byen er, er svært at sige, men den har formentlig eksisteret allerede i 1100-tallet, og den ses i Kong Valdemars jordebog fra ca. 1240. Fra Skælskør var der overfartssted til Langeland. Byens ældste privilegier synes at være udstedt i 1414. De eksisterer ikke længere i original, men findes i en afskrift foretaget af præsten P. Edvardsen Friis. De ældste bevarede købstadsrettigheder stammer fra 1483 og befinder sig i dag på Landsarkivet for Sjælland m.m.

STELLA BORNE MIKKELSEN. 2014.

Kählers teglværk på Halsskov

Teglfremstillingens processer fra lergravning over lerbehandling, formning, tørring og brænding til oplagring af de færdige produkter er pladskrævende. Mens mange af processerne i moderne teglproduktion er samlet i store fabriksbygninger, foregik meget af arbejdet tidligere i fri luft med bygninger spredt over et stort areal, dog med en koncentration i nærheden af teglovn og maskinhus.

Det teglværk, som Gustav Kähler købte i 1855, var opført af skibsreder Jørgen Kruuse i 1852. Foruden en kalkovn bestod værket af en teglovn og to tørreskure. Teglovnen var en kammerovn, en firevægget bygning med et skur omkring. Skuret var formentlig et pyramideformet tag. Der fyredes nedefra gennem indfyringshuller. I 1857 udvidede Kähler med bl.a. endnu en kammerovn, der havde murede fyrkanaler med faste fyrriste af jern. Ovnen var ret stor, godt 13×8 m, og den kunne rumme 110.000 sten.

Efter midten af 1800-tallet blev der udviklet særlige lerbehandlingsmaskiner og maskiner til fremstilling af mursten og drænrør, disse maskiner blev placeret i skure. Maskinerne blev efterhånden drevet ved dampkraft. I 1866 anskaffede Gustav Kähler et lokomobil, en flytbar dampmaskine, der blev anbragt i et maskinhus af bindingsværk. Da lokomobilet i 1874 blev erstattet med en stationær dampmaskine, blev der opført et nyt maskinhus i grundmur. Teglværket var dog stadig afhængig af heste bl.a. til transport, og blandt teglværkets bygninger var også stalde.

Ud over dampkraften var den store nyskabelse på teglværket ringovnen, der stod færdig 1867. Den var Danmarks første. Den nyeste af kammerovnene blev bevaret, mens den ældste blev revet ned. Ringovnene betød en vældig forbedring i produktionsprocessen, fordi brændingen i modsætning til i kammerovnen først skulle afbrydes, når sæsonen sluttede, idet ilden stadig vandrede gennem ovnen, så den kunne fyldes og tømmes i en fast rytme. Fyringen skete gennem huller i ovnens loft.

Centrum i Kählers anlæg var en 36 m høj cirkelrund skorsten med en omkreds på ca. 14 m. Omkring skorstenen lå det ca. 1 m brede røgkammer. Uden om lå den cirkelrunde ovn, hvis omkreds uden for ydermuren var ca. 87 m. Ovnkanalen var godt 3 m bred, og i dens yderste ring var der 12 porte til ovnens 12 hvælvede kamre, der hver kunne rumme ca. 20.000 sten. Ovnen var grundmuret, og oven på den var bygget et rundt skur af grundmur forneden og bindingsværk foroven. Her blev sten sat til tørring.

Der blev flere og flere tørrelader på teglværket, dels fordi man gik bort fra den oprindelige tørring af sten udendørs direkte på jorden, dels fordi produktionen steg. Laderne udviklede sig fra stråtækte skure til lader med tegltag eller teglpaptag og med hylder og persienner. De 2 lader i 1855 var blevet til 16 i 1881 og 48 i 1918.

I 1880’erne byggedes et halvtagshus af brædder beklædt med tagpap. Det var begyndelsen til kunstig tørring på Kählers Teglværk. Systemet stammede fra tyskeren J.H. Cohr. Luft blev trukket ind udefra ved hjælp af en skorsten og opvarmet ved varmen fra ovnen. Via forbindelsesbygningen til ovnoverbygningen blev den varme luft ledt ind i halvtagshuset, hvor stenene lå på hylder.

1890 blev der på teglværkets grund opført en fabriksbygning til den nyetablerede Korsør Margarinefabrik, som teglværksejer Valdemar Kähler var medejer af til 1911. Fabrikken flyttede til større forhold længere ude på Halsskovvej i 1906, og Groesmeyers Emballagefabrik overtog fabriksbygningen.

1911 fandt man tiden moden til at erstatte ringovnen fra 1867 med en langovn. En langovn fungerede efter samme princip som en ringovn, men var på grund af formen lettere at fylde og lettede at udvide. Kählers nye ovn, der stod færdig i 1912, havde 16 kamre, der hver kunne rumme ca. 10.000 sten. Den var 46 m lang og 12 m dyb ved jorden. Skorstenen stod på ovnens ene langside. Ovnen var ligesom ringovnen forsynet med en træoverbygning. Den hvilede på stolper uden på ovnen.

1914 blev ovnen reddet fra at brænde ved en stor menneskelig indsats. Dette år brændte emballagefabrikken, og flere af teglværkets bygninger nedbrændte eller blev beskadiget. Emballagefabrikken flyttede derefter mod vest et stykke hen ad Groesmeyersvej i en ny fabriksbygning. Denne bygning blev en del af teglværket 1958, hvor man startede en produktion af skorstenselementer.

Ovnen var altid teglværkets mest markante bygning; men det væld af andre mindre bygninger – mange mest af skurlignende karakter – der hørte til teglværkskomplekset, havde alle en funktion, uden at de skal nævnes her. Det billede, de fleste lidt ældre korsoranere har af Kählers Teglværk, er den store tagpapbeklædte bygning med den store skorsten og de karakteristiske takker i toppen. Bygningen var opført uden om langovnen i 1922-1923. Det var en videreudvikling af det cohrske tørresystem. Oven på ovnen var bygningen i to etager med hylder til tørring og tagsten. Bygningen var udstyret med luftkamre og udluftningsskorstene, der havde til formål at trække den varme luft fra ovnen forbi stenene. Derefter trak luften ud gennem skorstenene. Skorstenene var takkerne på bygningen.

Det er også denne bygning, mange korsoranere husker, da den var omspændt af flammer natten mellem den første og anden juledag 1973. Værket var allerede lukket i 1970 og produktionen helt flyttet til Svenstrup Teglværk, som Kählers teglværk havde ejet siden 1938.  Nedrivningsarbejdet var i gang, da værket brændte, og kun selve ovnen og skorstenen stod tilbage efter branden.

Jette Kjærulff Hellesen og Ole Tuxen. 2014.

 Som kilder er anvendt:
Jette Kjerulff Hellesen og Ole Tuxen (2005): 150 år i dansk byggeri.
B
randtaksationer 1847-1933 (Lokalhistorisk Arkiv for Korsør Kommune)

Kvægpesten i 1700-tallet

I 1745 til 1752 og igen fra 1764 til 1767 hærgede kvægpesten i Danmark. Vi ved i dag, at kvægpest skyldes en såkaldt morbili-virus, der er uhyre smitsom, men dengang havde man ingen anelse om effektive bekæmpelsesmidler. Virkningerne af de to kvægpestangreb var voldsomme. Salmonsens leksikon anfører således, at der i den første runde døde 2.000.000 stykker kvæg ud over hele landet. Kvægpesten menes indført til landet gennem krigshæres medfølgende kvæg.

Lokalt blev der i foråret 1746 lavet en oversigt over ”bortdøde” kreaturer i vinterhalvåret 1745-1746 i Antvorskov rytterdistrikts nordre del. I Hallelev var der ni gårde med i alt 77 heste, 11 kvier, 28 køer, 24 ungkvæg og 43 får. I oversigten opgøres tabet til 8 heste, 1 kvie, 4 køer, 5 ungkvæg og 26 får. I Bildsø var der på dette tidspunkt 15 gårde med i alt 131 heste, 23 kvier, 59 køer, 46 ungkvæg, 25 kalve og 180 får. Vinterens tab blev opgjort til 21 heste, 2 kvier, 8 køer, 9 ungkvæg, 3 kalve og 28 får. Disse opgørelser mere end antyder det voldsomme tab, som disse landsbyer var udsat for, idet kvægpesten fortsatte de følgende år.

Da kvægpesten dukkede op igen i 1765 i Øster Stillinge efter en del års pause, anmodede amtmand Løvenørn om militær assistance fra den lokale kommandant oberst baron von Weitersheim. Ved hjælp af udstationerede soldater skulle landsbyen isoleres totalt fra omverdenen i et forsøg på at hindre smittespredning. Isolationen skulle gælde både mennesker og dyr. 

I forbindelse med kvægpestens rasen udvirkede den reformivrige Struensee, at der blev sendt studerende til veterinærskolen i Lyon i Frankrig. Tre år senere vendte disse studerende tilbage med ny viden om bekæmpelse af kvægpest. En af de studerende, P.C. Abildgård, blev 1773 forstander på den nyoprettede Veterinærskole på Christianshavn.  

Abildgård fik gennemført, at smittet kvæg blev slået ned og begravet på stedet hurtigst muligt, ligesom transport af kvæg og huder fra smittede områder blev forhindret. Abildgård var nemlig blevet klar over, at kvægpesten blev overført ved direkte smitte, hvorfor der også blev lagt stor vægt på isolering af smittede landsbyers kvægbesætninger. Amtmand Løvenørns initiativ fra Øster Stillinge var således et rigtigt initiativ. Siden 1814 har Danmark været fri for kvægpest.

KNUD BRUUN RASMUSSEN. 2014

Krogh, Jarl Christian – købmand “Den Blå Butik”

Jarl Christian Krogh blev født i København i 1900 og blev som ganske ung sendt i manufakturlære i Maribo.

I 1919 rejste han til USA og fik arbejde i Chicago, hvor han lærte de nye forretningsmetoder at kende.

Jarl Chritian Kroghs far havde i 1915 oprettet Den Blå Butik og i 1924 udvidede han forretningen og bad sin søn om at komme hjem og deltage i familiens foretagende.

I 1929 døde faderen og Jarl Christian Krogh overtog virksomheden. Nu kom der for alvor gang i forretningen, idet han udvidede sortimentet med alt hvad borgerne havde brug for af beklædning, skotøj og sy-artikler.

Utallige af byens og egnens husmødre besøgte Den Blå Butik, hvor man kunne købe alt med undtagelse af fødevarer. Navnlig ved juletid var butikken et stort trækplaster for både store og små med flotte udstillinger.

I 1980 lukkede butikken da Jarl Christian Krogh døde. Tilbage var kun en mindre skotøjsafdeling som lukkede i 1993.

Poul Hansen. 2014.

Korsørs første rådhus

Korsørs ældste rådhus, der lå på den nuværende kirkeplads for enden af Brogade er opført efter 1575, hvor Fr. II udstedte skøde på ”en øde plads til rådhus”. Sandsynligvis var det først færdigt i 1581, hvor byen søger om penge til færdiggørelsen – 200 Rdl. som de lånte i toldkassen og som kongen eftergav byen i 1586. Bygningen indeholdt rådstue, byting og muligvis vejerbod.

Hvordan rådhuset oprindeligt så ud, ved vi intet om – Grønwolds Prospekt fra 1749 viser en lav teglklædt bygning i en etage – en tegning der ikke stemmer overens med de officielle noteringer.

Den første beskrivelse finder vi i Grundtakseringen fra 1682:” Byens Raadhuus bestaar udi 20 Fag 2 Loft højt Huus, bruges til RaadHuus, Ting, Told og Vejrboed”.

Ved brandtaksationen fra 1791 beskrives det uændret som en bygning på 20 fag i to stokværk – med ting, told og vejerbod.

I 1797 er den tydeligvis blevet bygget om og beskrives nu som ”en Bygning paa 13 Fag opmuret i Brandmuur, med Kielder under og Spir over Tag” – om den stadig havde 2 etager skrives der intet om.

Rådhuset var i 1801 beboet af politibetjent Jacob Christophersen Wentzer, hans kone Jacobine Elsberg og en enlig mor, Margrete Larsdatter med 2 børn – I fangekælderen sad den 20-årige Anne arresteret for tyveri.

Det var ikke noget rart sted at sidde indespærret. Så sent som i 1816 skrives der i rådsprotokollen:” I Kielderen saavel under Raadstuen, som i Kielder Arresterne findes den blotte Jordbund, som ikkun er fyldt med et Lag Grus og andet Affald fra Bygningen; deraf den megen Fugtighed, som er skadelig for Bygningen og usund i Arresterne. Hele Kielderen saavel som Arresterne bør brolægges, disse sidste med røde Muursteen satte paa Kant, hvis de er at erholde, saa bør og i Kielderens eene Hiørne under Vinduet nedsættes en Tønde, hvori Vandet kan samles, og hvorfra det kan ved en Rende øses ud i Rendestenen”.

I 1828 beskrives rådhuset sådan:” 13 Fag Grundmuuret, teglhængt, 2 Skorsteene, 3 Kakkelovne, gibsede Værelser, Kiælder under, med Kiøkken, Sprøjtehuus og Arrester”.

Rådhuset blev revet ned i 1851.

OVE JENSEN. 2014.

Kilder: L.F .La Cour: Korsør og taksationsprotokoller i Lokalhistorisk Arkiv for Korsør og Omegn

Korsør som stabelstad

I 1661 fik Korsør privilegier som stabelstad på Sjælland.

Der var mange havnebyer i Danmark på den tid, så hvad var baggrunden for at give stabelstadsprivilegier – og hvad var en stabelstad egentlig?

Stabelstæder var de eneste, der måtte handle med udenlandske købmandsvarer. Det betød at andre købstæder sendte alle varer over den nærmeste stabelstad. Der var enkelte undtagelser, som bl.a. heste og okser, der slap for denne omvej.

Privilegier som stabelstad blev hovedsageligt givet af militære og toldmæssige grunde. Efter de udmagrende svenskekrige var det magtpåliggende for staten at sikre, at landets hovedfæstninger havde et solidt forråd i tilfælde af krig.

Det var ikke kun byens beliggenhed og status som fæstningsby, der gav privilegierne som stabelstad. Byens handel var nemlig ikke helt god, og ved at give særlige rettigheder håbede man at kunne få handelen til at blomstre. Det betød også, at en række borgere oprettede et handelskompagni, der skulle stå for både den inden- og udenlandske handel.

Der var dog et stort men. Selv om man håbede at kunne få glæde af privilegiet som stabelstad, var stabelstæderne over en bred kam hårdt spændt for. Svenskekrigene havde kostet dyrt, og for garnisonsbyerne (som Korsør) var der også mange udgifter til soldaterne, som byens indbyggere havde pligt til at indkvartere.

Stabelstæderne blev ikke den store succes, som man fra statens side havde håbet. Derfor blev stabelstadsprivilegiet udvandet efterhånden som handel med udlandet blev givet til flere byer, og i 1869 blev det reelt ophævet, da handelen blev givet fri.

Stella Borne Mikkelsen. 2014

Kilde: Hellesen og Tuxen: Korsør gennem 15000 år.

Kommandant- og havnemesterboligerne, der ligger på fæstningsområdet i Korsør, huser i dag Korsør Lokalarkiv.

Korsør Mellem- og Realskole – senere Skolen i Slottensgade

 I sidste halvdel af 1800-tallet blev der etableret en betalingsskole i Slottensgade. I perioden indtil 1955 var det den eneste eksamensskole i Korsør. Efterhånden blev søgningen så stor, at man oprettede eksamensskole på Korsør Byskole og i 1957 tillige på Halsskovskolen. Bygningerne i Slottensgade var efterhånden blevet så utidssvarende, at de burde nedlægges. I 1966 blev skolen nedlagt og i en kort periode blev bygningerne brugt af den endnu ikke færdigbyggede Birkemoseskole (nu Broskolen), som blev bygget på Halsskov i nærheden af den daværende Halsskov Færgehavn. Ved Birkemoseskolens ibrugtagning i 1969 blev bygningerne i Slottensgade lukket, og lokalerne blev i en periode brugt som foreningscenter. Birkemoseskolen fik ved den kommunale skoleomlægning i 2003-2004 navnet Broskolen.

FREDERIK JAKOBSEN. 2014.

Korsgade

Da privatbilismen for alvor tog fart i 1950’erne og 1960’erne blev et af de tilbagevendende problemer at skaffe parkeringspladser i bymidten. En række ejendomme i Bredegade og Stenstuegade faldt for bulldozerne i begyndelsen af 1960’erne. Forud for dette var vedtaget en byplan for Stenstuegadekvarteret i 1958.

Ved samme lejlighed førtes også en livlig debat om navngivningen af det planlagte gadegennembrud fra Bredegade til Løvegade. Vejudvalget indstillede, at gaden skulle hedde Tinghusgade, da den førte lige forbi det gamle Ting- og Arresthus, men byrådet kunne ikke enes. Byens borgere blev derfor opfordret til at komme med forslag, og der udspandt sig en længere diskussion i dagbladene.
En afstemning i venstreavisen Sorø Amtstidende gav flertal for at opkalde gaden efter den gamle redaktør, Hans Jensen. I den socialdemokratiske Sjællandsposten mente man  at gaden skulle opkaldes enten efter H.P. Hansen eller Vilh. Melgård. I begge aviser var der mange læserindlæg til fordel for H.C. Andersensgade.
I byrådsmødet den 10. november 1958 vedtog byrådet, efter at have modtaget alle de fra borgerne indsendte forslag, at kalde gaden Korsgade.
Ved samme lejlighed navngav man H.P. Hansens Plads efter den tidligere borgmester, Hans Peter Hansen.

GITTE STRANGE HANSEN. 2014

Kongelyset

Gaden fik sit navn på byrådsmødet 11. juni 1946. Indstillingen fra gadenavneudvalget lød på Kongelysvej eller Kongelyset efter ukrudtsplanten kongelys. På byrådsmødet fremkom et forslag om at kalde gaden Vestermarken efter Idagårds Vestermark. I en afstemning mellem Kongelyset og Vestermarken vandt Kongelyset med 8 stemmer mod 6 stemmer til Vestermarken. Det var således en tæt afgørelse i Byrådet.

STIG FJORD NIELSEN. 2014