Indianeren fra Bildsø er en figur, der er hugget i sten. Den står på stranden tæt ved feriekolonien.
Figuren er lavet i 1945 af Oluf Nielsen, der oprindelig var snedker, men på grund af en rygskade drev en lille tobaksforretning i Løvegade. Her sad han og skar små træfigurer, når der ikke var kunder. Han huggede også flere figurer i sten, og indianeren er en af disse. Han fik inspiration til indianeren fra en lille dåse tobak, som han solgte i butikken. Stenen stod oprindelig nord for Bildsø, men blev flyttet, så den ville blive set af flere personer.
Oluf Nielsens træfigurer forestiller gymnaster. De er udstillet på Gerlev idrætshøjskole.
I Slagelses sydlige udkant ligger Idagård, som i 1800 blev udskilt fra Antvorskov og Falkensteen.
Den daværende ejer, Constantin Bruun, havde fire børn, som alle fik en gård opkaldt efter sig: Idagård, Charlottedal, Augustdal og Carlsgård.
Op igennem årene havde Idagård flere ejere som drev traditionelt landbrug. i 1917 solgte skovridder Spandets enke Idagård til frøavler Jens Hvidberg, der gerne ville have en større gård til avlsforsøg. i 1941 overdrog Jens Hvidberg Idagård til en fond, der bærer gårdens navn, og fortsat ejer gården.
Det var Jens Hvidbergs ønske, at gården skulle være et lærested og forgangslandsbrug for frøavl. Igennem årene har over 300 landvæsenselever fået en grundig oplæring på gården.
Efterhånden som den bymæssige bebyggelse bredte sig og omkransede gården blev Idagårds dyrkningsareal indskrænket betragteligt og fondens aktiviteter måtte tilpasses tilsvarende.
Jens Albert Sørensen Ibsen blev student fra Ribe Katedralskole i 1918 og cand. mag. 1925 med fagene engelsk, tysk og græsk. Lærer ved Rønde Kursus 1925, timelærer ved Horsens Statsskole 1929. Lærer i pædagogik på “Barnets Højskole” på Hindholm. Lektor ved Slagelse kommunale højere Almenskole 1930-1944. Han har skrevet John Lockes Lære om Almenideer (1930) og er medudgiver af et register til Søren Kierkegaards værker (1936).
Om morgenen den 9. april 1944 fandt forbipasserende liget af Albert Ibsen i vejkanten på hovedlandevejen ved Kindertofte. Natten før var han blevet afhentet af fire personer, som udgav sig for at være tysk sikkerhedspoliti. Under foregivende af, at han skulle til København til afhøring, kørte de ham uden for byen og skød ham.
Det var ikke fordi lektor Ibsen havde gjort noget særligt for at genere tyskerne. Formodentlig var det oprindelig slet ikke planen, at det skulle gå ud over ham. Den store torn i øjet på tyskerne var i virkeligheden borgmester Melgård, som imidlertid var blevet advaret mod at opholde sig hjemme, da der var noget i gære. En anden populær skikkelse, politiassistent Thygesen, havde også været udsat for forfølgelse af nogle personer i en benzindreven bil, altså tyskere. Tyskernes formål var simpelthen at likvidere en kendt og afholdt personlighed.
Mordet var en gengældelse for modstandsbevægelsens likvidering af et ægtepar i Forlev, ægteparret Fischer, som havde udfærdiget angiverrapporter og en liste over 14 mulige mordofre i Slagelse. De blev dræbt den 27. marts. Ved en tidligere lejlighed havde man i Slagelse oplevet en lignende gengældelse, nemlig da læge Willy Vigholt blev skudt som hævn for mordet på “Silde-Jens” 6. januar 1944.
BØRGE RIIS LARSEN/GITTE STRANGE 2014
Litteratur: Nekrologer – i: Puteus. Aarsskrift for Slagelse Elevsamfund. 1946. Børge Riis Larsen (1995): Slagelse Gymnasium under besættelsen – i: Nyt fra Slagelse Gymnasium og HF-kursus. Særnummer.
Albert Ibsen fotograferet i 1937. Udsnit af klassebillede11. oktober 1947 afsløredes en mindesten på stedet, hvor Albert Ibsen blev fundet. Stenen står på landevejen mellem Sorø og Slagelse, ved Vedbysønder
Bestod oprindelig kun af den nordlige del af den nuværende vej. Den sydlige del hed indtil 1973 Idagårdsvej. Vejen ligger på Idagårds Vestermark, som blev købt af bygmester H.P.P. Hansen og senere udstykket. Landsbyen Gækkelund, som vejen er opkaldt efter, hørte under Antvorskov Slot og blev nedlagt i 1585 efter ordre fra Frederik den Anden. De 7-9 gårde i landsbyen blev genopført andetsteds på kronens gods. Navnet overlevede i en del år i “Geckelunds Mark”.
I 1883 var købmand Peter Thomsen gået i gang med bygningen af en ejendom på hjørnet af Fisketorvet og Skovsøgade. To arbejdsmænd havde hakket og gravet sig igennem et murstensdækket gulv, da de pludselig stødte på skinnende sølv- og guldmønter.
Allerede samme dag blev nyheden bragt i den lokale avis: ”I Eftermiddag er der i Kjælderen under Gaarden paa Hjørnet af Skovsøgade og Gammeltorv, der for tiden er under ombygning, ved Gravning gjort et betydeligt Møntfund. Der er Ifølge Gaardens Eiers Hr. Kjøbmand Peter Thomsens meddelelse til os funden ca. 450 Stk. Guld og Sølvmønter, samt Brudstykker af Smykker eller lign., 8 Guldringe og 27 Stkr. Perler eller lign. – Fundet gjordes under et Murstensgulv i en gammel Kjælder.”.
Købmand Thomsen lod i de følgende dage skatten udstille i glas til beskuelse i købmandsforretningen på Fisketorvet, inden han personligt indleverede skatten til Nationalmuseet
Guldskatten fra Slagelse er den største middelalderlige skat, der er fundet i Danmark.
Den bestod af 186 guldmønter, 269 sølvmønter, 1 guldring med safir, 1 guldring med ametyst, 1 guldring med perle, 1 guldring med fransk indskrift, 1 guldring med Kristushoved, 1 guldring med mindre Kristushoved, 1 guldring med havsnegl, 4 spænder af guld og sølv og 16 hægter og påsyningssmykker samt 4 sølvbarrer.
Safirringen er vurderet til at være en konge eller biskop værdig. Safiren er fra Ceylon og var meget eftertragtet. De anvendtes oftest af kongelige og biskopper. Den ældste biskopring, man kender i Danmark, har tilhørt biskop Absalon. Det var ikke usædvanligt, at biskopper og andre høje gejstlige bortgav ringene som gave til kongelige eller verdslige personer. Således testamenterede ærkebiskop Peder Kruse en safirring til Dronning Margrethe i 1391.
Mønterne har hjulpet med at datere skatten, da de yngste mønter er 2 nürnbergske guldgylden fra 1372.
Slagelse var 3. maj 1376 vært for et Danehof, hvor Dronning Margrethes 6-årige søn Oluf blev valgt til konge af Danmark – med sin moder som formynder.
Da Danehoffet havde fremmøde af rigets bisper, drosten og marsken foruden herremænd, er det ikke usandsynligt, at skatten er blevet begravet på dette tidspunkt – af ukendte årsager.
I danefægodtgørelse modtog købmand Thomsen den nette sum af 2241 kr. Til sammenligning lå en månedsløn for en faglært i 1880 på knap 70 kr.
ANDERS OLSEN. 1.1. 2014
Kilde: Skattefundet i Slagelse 1883, Fritze Lindahl og Jørgen Steen Jensen i Årbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie, 1983, s. 123-182.
Gudum Skole startede den 1. oktober 1854 i en nyopført bygning ved gadekæret i Gudum. Skolebygningen rummede en skolestue og en lejlighed til læreren. Dertil kom en staldbygning til lærerens dyrehold og en latrinbygning med to latriner. Indtil dette tidspunkt havde børnene fra Gudum sogn søgt til skolen i Sønderup. Gudum sogn er et af landets mindste sogne med blot 163 personer i 1850, og børnetallet var aldrig særlig højt. Omkring 1910 var der i alt 50 elever, hvilket var det højeste i Gudum Skoles historie. Lærere ved Gudum Skole: Niels Ferdinand Nielsen 1854 – 1858 Hans Thomsen Mølgård 1858 – 1895 Kristen Kr. Koudahl 1895 – 1899 C. Chr. Andersen 1899 – 1902 Hans Hedeboe 1902 – 1939 Laurits Jørgensen Jessen 1939 – 1955 Pladsen bag skolebygningen var beregnet til gymnastikplads om sommeren. Om vinteren benyttede man skolestuen til gymnastiske øvelser, indtil det nærliggende Gudum Forsamlingshus blev bygget 1906 og derefter anvendt som gymnastiksal. Oprindelig var skolestuen udstyret med lerstampet gulv, der dog blev erstattet af et rigtigt bræddegulv i 1890. Væggene var hvidkalkede, hvilket gav en fridag til eleverne, når mureren foretog den årlige hvidtning. Til skolen hørte også fra starten 4 tønder land, som læreren som en del af sin løn kunne dyrke. Det blev dog ændret til en fast løn omkring 1900. Eleverne var delt i to klasser med skolegang hver anden dag. For hver klasse var der 127 skoledage om året. Efter 2.verdenskrig gik Gudum Kommune sammen med Sønderup – Nordrup Kommune om at opføre en fælles skole i Hallelev. Denne nye skole skulle afløse samtlige gamle skoler, der herefter blev nedlagt. Lærer Laurits Jørgensen Jessen og 28 elever fra Gudum blev overført til den nye Fællesskolen i Hallelev, der blev indviet den 4. november 1955. Skolebygningen blev solgt til Laurits Jørgensen Jessen, der boede i den gamle skole indtil sin død i oktober 1971.
KNUD BRUUN RASMUSSEN. 1.1. 2014
Litt.henv.: Knud Bruun Rasmussen (1981): Skoleliv mellem to åer.
Gårdejer Hans Frandsen kom i sommeren 1867 til Gudum, hvor han havde købt en gård på 120 tønder land i Gudum by. Året efter byggede han Enggården, der lå midt i den jord, der tilhørte gården. Hans Frandsen var en meget driftig mand, der på mange områder kom til at præge Gudum og livet i området.
I 1883 oprettede han et lille mejeri i Enggårdens sydlige længe. Der blev opført en dampskorsten, der ledte røgen fra den opretstående dampkedel væk. Samtidig blev der installeret en 2-hestes dampmaskine, der kunne trække en lille centrifuge af mærket B&W. Endelig blev der opstillet en kærne. Det var tilstrækkelig til at kunne behandle mælken fra Frandsens egen gård samt en nabogård.
Til at drive mejeriet var der i 1890 ansat en mejerist og en mejerske: Niels Christian Nielsen på 22 år og Emma Boline Hansen på 20 år.
Gudum Andelsmejeri
På den nærliggende Frisbjerggård var Jens Peter Nielsen, født 1854, efter et højskoleophold blevet interesseret i andelsmejeritanken. I landsbyerne rundt om Gudum (Årslev, Hallelev og Nordrup) var der oprettet andelsmejerier i 1887 og 1888, så andelsideen var velkendt på nabogårdene tæt ved Gudum.
På Jens Peter Nielsens initiativ blev der sat gang i at etablere et andelsmejeri i Gudum. Opslutningen om projektet var så stor, at man besluttede at købe en parcel, matrikel 7c, af Leragergård og opføre et andelsmejeri ved landevejen.
I forsikringsprotokollen fra efteråret 1893 beskrives det nye andelsmejeri i detaljer: Bygningen bestod af beboelse på 5 værelser i den sydlige ende og mejeri med åben perron mod øst ud mod landevejen, samt en 16 meter høj, firkantet skorsten mod nord. Mejeriinventaret bestod af en 6-hestes kulfyret dampkedel, en 4-hestes dampmaskine, en dobbeltløbet trykpumpe, en træbeholder til varmt vand, en B&W centrifuge, en Alfa Laval centrifuge, en mælkepumpe, en forvarmer til sødmælk, to egekærner, en vingepumpe til kærnemælk, et pasteurapparat, et kar til sødmælk, et kar til skummetmælk og en smøræltemaskine. På loftet var anbragt en beholder til koldt vand. Dertil kom et ishus, der kunne rumme 140 kubikmeter, og smørlager i vestre side mod syd. Bag bygningen mod vest var opført en hestestald, en vognport og latriner. Det var firmaet Alliance i Slagelse, der havde leveret mejeriinventaret. En artetisk brønd på 70 meter sørgede for vandforsyningen.
I starten var der 49 leverandører med 245 køer. I 1915 var der 85 leverandører med 480 køer. I 1930 var der 64 leverandører med et uændret antal malkekøer.
Mejeriet havde i 1915 telefon Slagelse 361.Det blev senere ændret til Sønderup Central med nummeret Sønderup 13.
Mejeriet blev udvidet i 1926 og fik samtidig fornyet maskineriet med nye kærner og kedel. Der blev udelukkende produceret smør og mælk. I 1930 lå smørproduktionen på 59 tons.
Blandt de store leverandører i 1930 kan nævnes Enggården i Gudum med 35 malkekøer, Frisbjerggård i Gudum med 27 malkekøer, Gudumgård i Gudum med 45 malkekøer, Leragergård i Gudum med 24 malkekøer, Ågården i Skovse med 22 malkekøer og Hyllerødgård i Årslev med 30 malkekøer. Der var således også leverandører uden for det lille Gudum sogn.
Formænd
Mejeriets første formand blev naturligt nok Jens Peter Nielsen fra Frisbjerggård. Han var formand frem til 1914. Han blev afløst af gårdejer N. Kristensen, der var formand et enkelt år. Derefter blev Enggårdens nye ejer Lars Frandsen formand. Han havde nogle år efter andelsmejeriets start lukket sit eget mejeri og tilmeldt sig andelsmejeriet.
Mejeribestyrere
Niels Christian Nielsen var formentlig den første mejeribestyrer på andelsmejeriet. Han havde tidligere været ansat på Enggårdens mejeri. I 1898 blev han afløst af Niels Hansen, der var på posten nogle få år, indtil Jens Peter Petersen, født i 1875, blev ansat. I 1906 var der foruden mejeribestyreren ansat to mejerister, nemlig Karl Vilhelm Christensen og Peter Poulsen.
Jens Peter Petersen var mejeribestyrer frem til 1941, hvor han blev afløst af Carl Åge Nielsen, født i 1907.
Efter besættelsestiden blev det vanskelige tider for mælkeproducenter generelt. I Gudum blev man også nødt til at se de nye tider i øjnene. Stigende lønninger til landbrugsmedarbejdere, omlægning af driftsformer og mekanisering af den daglige drift var med til at ændre dagligdagen hos de mange store og små leverandører.
Gudum Andelsmejeri ophørte sin virksomhed i slutningen af 1952.
Nogle leverandører søgte til nabomejerierne, men også her var det kun et spørgsmål om tid, før de alle lukkede.
Bygningen, der rummede Gudum Andelsmejeri, ses stadig på Nykøbing Landevej 7.
Landsbyen Gudum ligger få kilometer nord for Slagelse by med jorder skrånende ned mod Gudum Å. Selve landsbyen ligger smukt omkring gadekæret, mens sognets kirke ligger ved Gudum Å syd for landsbyen. Denne adskillelse mellem kirke og landsby kan tyde på, at landsbyen engang har ligget nord og syd for åen med kirken og overgangen over åen som det naturlige centrum. Måske har svenskekrigenes voldsomme hærgen ødelagt den gamle landsbybebyggelse, og genopbygningen har derefter ført til en flytning af gårdene til den nuværende placering. Svenskekrigene (1657 -1660) gik i hvert fald voldsomt ud over de nordfor liggende landsbyer, hvor både Hallelev, Skaftelev og Nordrup oplevede nedbrændte og totalt ødelagte gårde efter svenskernes hærgen. Mange bønder måtte tigge for at komme igennem den svære tid. Den ved reformationen nedlagte munkegård eller grangie ved kirken blev til byggematerialer på gårdene i landsbyen ved gadekæret, hvilket kan tages som endnu et indicium på, at landsbyen er flyttet i slutningen af 1600–tallet.
Gudum omtales første gang 1170 som Guthum. Ordet Gudum tolkes som gudernes hjem, altså et helligt sted, hvor guderne holder til. Oprindelsen går formentlig tilbage til 400 e. Kr. Gudum er således en af de ældste landsbyer på egnen. Gudum kan meget vel have været kernen i den voldsomme udvidelse af bebyggelserne, der fandt sted omkring 600 e. Kr. med lev – landsbyerne Årslev, Hallelev og Skaftelev. Den lokale høvding/konge i Gudum har ladet Aar, Halli og Skafti arve jord i det område, som er begrænset af Tudeå i nord og Gudum Å i syd.
Den lille kirke ved åen er i sin kerne romansk, bygget af marksten. Senere tilbygninger skyldes de fra Sorø kommende Cisterciensermunke, der havde fået dele af landsbyen forærende af Absalon.
Munkene byggede blandt andet tårn og våbenhus mod syd, samt en flot adgangsport til kirkegården. Grangien lå formentlig lige nord for kirken. Mellem kirken og åen lå vandmøllen. Der har også været vindmøller i Gudum. Gudum blev udskiftet i 1792. En af de udflyttede gårde var Frisbjerggård, der fik navn efter bakken Frisbjerg = Frejas bjerg/banke. Andre gårde fik ligeledes navne efter det gamle marknavn, eksempelvis Leragergård og Højagergård. Landsbyen havde i mange år skolefællesskab med Sønderup, men i 1855 opførtes Gudum skole lige nord for gadekæret. Bygningen ligger der stadig, men skolen blev nedlagt i 1955 ved åbningen af Fællesskolen i Hallelev. Gudum forsamlingshus blev opført i 1906 i landsbyens vestlige ende. Huset er for længst nedlagt, men bygningerne eksisterer som materielgård for vejvæsenet ved Slagelse Kommune.
Christian af Gyldenfeldt blev født i København 26. juni 1815 og døbt i Garnisons Kirke.
Hans forældre var justitsråd, byfoged og birkedommer i Sorø Hans Henrik af Gyldenfeldt og Barbara Marie Risting.
Han gik i skole på Sorø Akademi og studerede senere på Københavns Universitet, hvor han blev cand. phil. i 1836.
Fra 1844 var Gyldenfeldt sekretær og protokolfører ved Det sjællandske Jernbaneselskab. Ved åbningen af jernbanen København – Roskilde blev Gyldenfeldt stationsforstander i Roskilde. Samme år giftede han sig med Elisa Abelone Nordbølle.
Da jernbanen blev forlænget fra Roskilde til Korsør i 1856, blev Gyldenfeldt stationsforstander i Slagelse. Familien flyttede ind i tjenesteboligen i den nyopførte stationsbygning.
Christian af Gyldenfeldt døde 18. juli 1866 51 år gammel og blev begravet på Sankt Mikkels kirkegård. Herefter flyttede familien til København. Her døde Elisa Abelone 15. november 1870. Hun blev begravet ved siden af sin mand på Sankt Mikkels Kirkegård.
Ved valget til Den grundlovgivende Rigsforsamling den 5. oktober 1848 blev der i Sorø amts 5. distrikt Slagelse valgt etatsråd C. de Neergaard, Gunderslevholm, (H) med 506 stemmer ud af de 756 afgivne stemmer. Der var i alt 852 stemmeberettigede. Valgprocenten var 88,7. Carl de Neergård havde overtaget Gunderslevholm i 1835. Han var landvæsenskommissær, præsident i Landhusholdningsselskabet, medlem af Roskilde Stænderforsamling og altså medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling. Han døde barnløs i 1850.
Blandt de kongevalgte medlemmer af Den grundlovgivende Rigsforsamling var generalmajor, kammerherre W.T. von Oxholm, Tårnborg. Waldemar Tully von Oxholm var født den 11. november 1805 i København. Han var i perioden 1822 til 1827 bestyrer af familiens gods på Sankt Croix. Oxholm købte Tårnborg i 1841. Han var hofchef for kronprins Frederik fra 1842 til 1847, den senere Frederik VII. Han blev kongeudpeget til Den grundlovgivende Rigsforsamling og senere valgt til Landstinget i perioden 1849 til 1853. Oxholm afhændede Tårnborg i 1866. Han døde den 3. august 1876.
