Gudum Skole startede den 1. oktober 1854 i en nyopført bygning ved gadekæret i Gudum. Skolebygningen rummede en skolestue og en lejlighed til læreren. Dertil kom en staldbygning til lærerens dyrehold og en latrinbygning med to latriner. Indtil dette tidspunkt havde børnene fra Gudum sogn søgt til skolen i Sønderup. Gudum sogn er et af landets mindste sogne med blot 163 personer i 1850, og børnetallet var aldrig særlig højt. Omkring 1910 var der i alt 50 elever, hvilket var det højeste i Gudum Skoles historie. Lærere ved Gudum Skole: Niels Ferdinand Nielsen 1854 – 1858 Hans Thomsen Mølgård 1858 – 1895 Kristen Kr. Koudahl 1895 – 1899 C. Chr. Andersen 1899 – 1902 Hans Hedeboe 1902 – 1939 Laurits Jørgensen Jessen 1939 – 1955 Pladsen bag skolebygningen var beregnet til gymnastikplads om sommeren. Om vinteren benyttede man skolestuen til gymnastiske øvelser, indtil det nærliggende Gudum Forsamlingshus blev bygget 1906 og derefter anvendt som gymnastiksal. Oprindelig var skolestuen udstyret med lerstampet gulv, der dog blev erstattet af et rigtigt bræddegulv i 1890. Væggene var hvidkalkede, hvilket gav en fridag til eleverne, når mureren foretog den årlige hvidtning. Til skolen hørte også fra starten 4 tønder land, som læreren som en del af sin løn kunne dyrke. Det blev dog ændret til en fast løn omkring 1900. Eleverne var delt i to klasser med skolegang hver anden dag. For hver klasse var der 127 skoledage om året. Efter 2.verdenskrig gik Gudum Kommune sammen med Sønderup – Nordrup Kommune om at opføre en fælles skole i Hallelev. Denne nye skole skulle afløse samtlige gamle skoler, der herefter blev nedlagt. Lærer Laurits Jørgensen Jessen og 28 elever fra Gudum blev overført til den nye Fællesskolen i Hallelev, der blev indviet den 4. november 1955. Skolebygningen blev solgt til Laurits Jørgensen Jessen, der boede i den gamle skole indtil sin død i oktober 1971.
KNUD BRUUN RASMUSSEN. 1.1. 2014
Litt.henv.: Knud Bruun Rasmussen (1981): Skoleliv mellem to åer.
Gårdejer Hans Frandsen kom i sommeren 1867 til Gudum, hvor han havde købt en gård på 120 tønder land i Gudum by. Året efter byggede han Enggården, der lå midt i den jord, der tilhørte gården. Hans Frandsen var en meget driftig mand, der på mange områder kom til at præge Gudum og livet i området.
I 1883 oprettede han et lille mejeri i Enggårdens sydlige længe. Der blev opført en dampskorsten, der ledte røgen fra den opretstående dampkedel væk. Samtidig blev der installeret en 2-hestes dampmaskine, der kunne trække en lille centrifuge af mærket B&W. Endelig blev der opstillet en kærne. Det var tilstrækkelig til at kunne behandle mælken fra Frandsens egen gård samt en nabogård.
Til at drive mejeriet var der i 1890 ansat en mejerist og en mejerske: Niels Christian Nielsen på 22 år og Emma Boline Hansen på 20 år.
Gudum Andelsmejeri
På den nærliggende Frisbjerggård var Jens Peter Nielsen, født 1854, efter et højskoleophold blevet interesseret i andelsmejeritanken. I landsbyerne rundt om Gudum (Årslev, Hallelev og Nordrup) var der oprettet andelsmejerier i 1887 og 1888, så andelsideen var velkendt på nabogårdene tæt ved Gudum.
På Jens Peter Nielsens initiativ blev der sat gang i at etablere et andelsmejeri i Gudum. Opslutningen om projektet var så stor, at man besluttede at købe en parcel, matrikel 7c, af Leragergård og opføre et andelsmejeri ved landevejen.
I forsikringsprotokollen fra efteråret 1893 beskrives det nye andelsmejeri i detaljer: Bygningen bestod af beboelse på 5 værelser i den sydlige ende og mejeri med åben perron mod øst ud mod landevejen, samt en 16 meter høj, firkantet skorsten mod nord. Mejeriinventaret bestod af en 6-hestes kulfyret dampkedel, en 4-hestes dampmaskine, en dobbeltløbet trykpumpe, en træbeholder til varmt vand, en B&W centrifuge, en Alfa Laval centrifuge, en mælkepumpe, en forvarmer til sødmælk, to egekærner, en vingepumpe til kærnemælk, et pasteurapparat, et kar til sødmælk, et kar til skummetmælk og en smøræltemaskine. På loftet var anbragt en beholder til koldt vand. Dertil kom et ishus, der kunne rumme 140 kubikmeter, og smørlager i vestre side mod syd. Bag bygningen mod vest var opført en hestestald, en vognport og latriner. Det var firmaet Alliance i Slagelse, der havde leveret mejeriinventaret. En artetisk brønd på 70 meter sørgede for vandforsyningen.
I starten var der 49 leverandører med 245 køer. I 1915 var der 85 leverandører med 480 køer. I 1930 var der 64 leverandører med et uændret antal malkekøer.
Mejeriet havde i 1915 telefon Slagelse 361.Det blev senere ændret til Sønderup Central med nummeret Sønderup 13.
Mejeriet blev udvidet i 1926 og fik samtidig fornyet maskineriet med nye kærner og kedel. Der blev udelukkende produceret smør og mælk. I 1930 lå smørproduktionen på 59 tons.
Blandt de store leverandører i 1930 kan nævnes Enggården i Gudum med 35 malkekøer, Frisbjerggård i Gudum med 27 malkekøer, Gudumgård i Gudum med 45 malkekøer, Leragergård i Gudum med 24 malkekøer, Ågården i Skovse med 22 malkekøer og Hyllerødgård i Årslev med 30 malkekøer. Der var således også leverandører uden for det lille Gudum sogn.
Formænd
Mejeriets første formand blev naturligt nok Jens Peter Nielsen fra Frisbjerggård. Han var formand frem til 1914. Han blev afløst af gårdejer N. Kristensen, der var formand et enkelt år. Derefter blev Enggårdens nye ejer Lars Frandsen formand. Han havde nogle år efter andelsmejeriets start lukket sit eget mejeri og tilmeldt sig andelsmejeriet.
Mejeribestyrere
Niels Christian Nielsen var formentlig den første mejeribestyrer på andelsmejeriet. Han havde tidligere været ansat på Enggårdens mejeri. I 1898 blev han afløst af Niels Hansen, der var på posten nogle få år, indtil Jens Peter Petersen, født i 1875, blev ansat. I 1906 var der foruden mejeribestyreren ansat to mejerister, nemlig Karl Vilhelm Christensen og Peter Poulsen.
Jens Peter Petersen var mejeribestyrer frem til 1941, hvor han blev afløst af Carl Åge Nielsen, født i 1907.
Efter besættelsestiden blev det vanskelige tider for mælkeproducenter generelt. I Gudum blev man også nødt til at se de nye tider i øjnene. Stigende lønninger til landbrugsmedarbejdere, omlægning af driftsformer og mekanisering af den daglige drift var med til at ændre dagligdagen hos de mange store og små leverandører.
Gudum Andelsmejeri ophørte sin virksomhed i slutningen af 1952.
Nogle leverandører søgte til nabomejerierne, men også her var det kun et spørgsmål om tid, før de alle lukkede.
Bygningen, der rummede Gudum Andelsmejeri, ses stadig på Nykøbing Landevej 7.
Landsbyen Gudum ligger få kilometer nord for Slagelse by med jorder skrånende ned mod Gudum Å. Selve landsbyen ligger smukt omkring gadekæret, mens sognets kirke ligger ved Gudum Å syd for landsbyen. Denne adskillelse mellem kirke og landsby kan tyde på, at landsbyen engang har ligget nord og syd for åen med kirken og overgangen over åen som det naturlige centrum. Måske har svenskekrigenes voldsomme hærgen ødelagt den gamle landsbybebyggelse, og genopbygningen har derefter ført til en flytning af gårdene til den nuværende placering. Svenskekrigene (1657 -1660) gik i hvert fald voldsomt ud over de nordfor liggende landsbyer, hvor både Hallelev, Skaftelev og Nordrup oplevede nedbrændte og totalt ødelagte gårde efter svenskernes hærgen. Mange bønder måtte tigge for at komme igennem den svære tid. Den ved reformationen nedlagte munkegård eller grangie ved kirken blev til byggematerialer på gårdene i landsbyen ved gadekæret, hvilket kan tages som endnu et indicium på, at landsbyen er flyttet i slutningen af 1600–tallet.
Gudum omtales første gang 1170 som Guthum. Ordet Gudum tolkes som gudernes hjem, altså et helligt sted, hvor guderne holder til. Oprindelsen går formentlig tilbage til 400 e. Kr. Gudum er således en af de ældste landsbyer på egnen. Gudum kan meget vel have været kernen i den voldsomme udvidelse af bebyggelserne, der fandt sted omkring 600 e. Kr. med lev – landsbyerne Årslev, Hallelev og Skaftelev. Den lokale høvding/konge i Gudum har ladet Aar, Halli og Skafti arve jord i det område, som er begrænset af Tudeå i nord og Gudum Å i syd.
Den lille kirke ved åen er i sin kerne romansk, bygget af marksten. Senere tilbygninger skyldes de fra Sorø kommende Cisterciensermunke, der havde fået dele af landsbyen forærende af Absalon.
Munkene byggede blandt andet tårn og våbenhus mod syd, samt en flot adgangsport til kirkegården. Grangien lå formentlig lige nord for kirken. Mellem kirken og åen lå vandmøllen. Der har også været vindmøller i Gudum. Gudum blev udskiftet i 1792. En af de udflyttede gårde var Frisbjerggård, der fik navn efter bakken Frisbjerg = Frejas bjerg/banke. Andre gårde fik ligeledes navne efter det gamle marknavn, eksempelvis Leragergård og Højagergård. Landsbyen havde i mange år skolefællesskab med Sønderup, men i 1855 opførtes Gudum skole lige nord for gadekæret. Bygningen ligger der stadig, men skolen blev nedlagt i 1955 ved åbningen af Fællesskolen i Hallelev. Gudum forsamlingshus blev opført i 1906 i landsbyens vestlige ende. Huset er for længst nedlagt, men bygningerne eksisterer som materielgård for vejvæsenet ved Slagelse Kommune.
Christian af Gyldenfeldt blev født i København 26. juni 1815 og døbt i Garnisons Kirke.
Hans forældre var justitsråd, byfoged og birkedommer i Sorø Hans Henrik af Gyldenfeldt og Barbara Marie Risting.
Han gik i skole på Sorø Akademi og studerede senere på Københavns Universitet, hvor han blev cand. phil. i 1836.
Fra 1844 var Gyldenfeldt sekretær og protokolfører ved Det sjællandske Jernbaneselskab. Ved åbningen af jernbanen København – Roskilde blev Gyldenfeldt stationsforstander i Roskilde. Samme år giftede han sig med Elisa Abelone Nordbølle.
Da jernbanen blev forlænget fra Roskilde til Korsør i 1856, blev Gyldenfeldt stationsforstander i Slagelse. Familien flyttede ind i tjenesteboligen i den nyopførte stationsbygning.
Christian af Gyldenfeldt døde 18. juli 1866 51 år gammel og blev begravet på Sankt Mikkels kirkegård. Herefter flyttede familien til København. Her døde Elisa Abelone 15. november 1870. Hun blev begravet ved siden af sin mand på Sankt Mikkels Kirkegård.
Ved valget til Den grundlovgivende Rigsforsamling den 5. oktober 1848 blev der i Sorø amts 5. distrikt Slagelse valgt etatsråd C. de Neergaard, Gunderslevholm, (H) med 506 stemmer ud af de 756 afgivne stemmer. Der var i alt 852 stemmeberettigede. Valgprocenten var 88,7. Carl de Neergård havde overtaget Gunderslevholm i 1835. Han var landvæsenskommissær, præsident i Landhusholdningsselskabet, medlem af Roskilde Stænderforsamling og altså medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling. Han døde barnløs i 1850.
Blandt de kongevalgte medlemmer af Den grundlovgivende Rigsforsamling var generalmajor, kammerherre W.T. von Oxholm, Tårnborg. Waldemar Tully von Oxholm var født den 11. november 1805 i København. Han var i perioden 1822 til 1827 bestyrer af familiens gods på Sankt Croix. Oxholm købte Tårnborg i 1841. Han var hofchef for kronprins Frederik fra 1842 til 1847, den senere Frederik VII. Han blev kongeudpeget til Den grundlovgivende Rigsforsamling og senere valgt til Landstinget i perioden 1849 til 1853. Oxholm afhændede Tårnborg i 1866. Han døde den 3. august 1876.
Lørdag den 8. september 1956 kom forpagter Marius Christensen kørende ud ad Korsørvej for at tilse sine marker. Ud for Brydes Alle slog han afviservingen ud og svingede til venstre uden at bemærke en modkørende amerikansk vogn, som blandt andre havde Cary Grant som passager. Skuespilleren var på gennemrejse og hans ophold skulle være hemmeligt. I stedet måtte han en tur på politistationen sammen med de øvrige implicerede. Marius Christensen påtog sig hele skylden for uheldet, og derefter blev Cary Grant transporteret til København i en taxa, så han kunne fortsætte rejsen til Californien.
Uddrag af første referat i Andelsmejeriet “Godthaab”s forhandlingsprotokol fra 1886: Lørdag den 3. april 1886 afholdtes generalforsamling på Hotel Skandinavien i Skælskør. Der var mødt ca. 40 andelshavere. Følgende sager forhandledes: 1) Udvalget (der arbejdede med oprettelse af et andelsmejeri ved Skælskør) redegjorde for dets virksomhed. Det fremgik af tegningslisten, at der til dato var tegnet 435 køer af 57 andelshavere, og foretagendet skulle således efter vedtægterne sættes i gang. 2) Vedtægterne blev oplæst. Det blev vedtaget, at de andelshavere, der havde solgt deres mejeriprodukter til en bestemt tid, blev fritaget for at levere deres mælk, indtil de var løst fra deres forpligtigelser. Ligeledes blev det vedtaget at kalde andelsmejeriet for “Godthaab”. Generalforsamlingen bemyndigede bestyrelsen til på bedste måde at ordne byggeforetagendet og anlægget. Det vedtoges, at kassereren kautionerede med alle sine ejendele og derefter bestyrelsen efter princippet – En for alle og alle for en. 3)Valgt til bestyrelsen blev: Gårdmændene Christian Hansen, Magleby, A. Frederik Nielsen, Østerhoved, Hans Hansen, Fårentofte, Christen Jensen, Smidstrup, Hans Madsen, Eggeslevmagle, Carl Verdich, Tystofte og lærer Harald Plesner, Smidstrup. Lærer Plesner valgtes også til regnskabsfører. Til revisorer blev valgt sognefoged Peder Holgersen, Ravnemark og lærer Chr. Knudsen, Stigsnæs. 4)En køreplan for mælkevognene blev fremlagt og vedtaget. 5)Til formand og kasserer valgte bestyrelsen gårdmand Carl Verdich, Tystofte.
På et bestyrelsesmøde den 14.april 1886 blev det besluttet at opslå pladsen som mejeribestyrer, eventuelt til besættelse den 1. juli dette år. Det blev også besluttet at indkøbe 4 mælketransportvogne, 120 mælkejunger samt at udbyde mælkekørslen. Ligeledes vedtog man at købe 2 byggepladser ved vejen fra Skælskør til Tjæreby. Den 8. maj 1886 blev det vedtaget at ansætte mejerist C. Drost, Herning som mejeribestyrer fra 1. august 1886, og at ansætte mejerske Marie Jensen, Hofmansgave Fyn fra samme dato.
Andelsmejeriet “Godthaab”s 103 leverandører på Stigsnæs udmeldte sig samlet af mejeriet i oktober 1910. De havde allerede den 17. september afholdt generalforsamling med det formål at få opført et andelsmejeri på Stigsnæs. Disse 103 leverandører med godt 600 køer startede således Stigsnæs Andelsmejeri.
I 1928-29 blev der indvejet 2.1 mill. kg. sød mælk, 149.507 kg. mælk og fløde blev solgt i Skælskør by. Der blev produceret 79.480 kg. smør, de 1411 kg. blev solgt på mejeriet, 9487 kg. i byen og resten til grossist. Mejeriet producerede ikke ost. “Godthaab” havde i 1931 100 leverandører med i alt 690 køer, heraf 2 med over 20 køer og 50 med 4 køer eller derunder. Mejeriet beskæftigede mejeribestyrer Laurits Knudsen, 2 mejerister, 1 elev, 1 vejer og kontrollør samt 9 kuske.
Andelsmejeriet “Godthaab” gennemgik i 1937-38 en omfattende ombygning og udvidelse, hvorefter mejeriet fremstod som en stor smuk funkisbygning. Ombygningen blev indviet den 10. juni 1938 og mejeriet blev fremvist af ingeniør Hyttel fra De danske Mejeriers Maskinfabrik. I forevisningen deltog Skælskør byråd, sundhedskommissionen, politimesteren, dyrlæge, presse, håndværkere og mejeriets bestyrelse. Det nye “Godthaab” var et af Danmarks mest moderne mejerier. Mælk til smør og konsummælk blev behandlet adskilt, så man kunne opnå det bedste resultat for begge dele. Ombygningen var budgetteret til 128.000 kr., og der var kun meget små overskridelser.
Om aftenen fejrede man indvielsen med en vellykket festmiddag i Skælskør Lystskov, cirka 150 andelshavere og gæster deltog. Efter middagen talte formanden gårdejer Hans Christian Nielsen, mejeribestyrer Knudsen, borgmester Langkjær og flere andre. Efter kaffen sluttede dagen med dans til tonerne af Kay Jacobsens Orkester.
Da Espe Gods i 1952 lukkede deres privatmejeri “Skælskør Mælkeforsyning”, købte “Godthaab” detailsalget. “Godthaab” fortsatte med detailsalgsvogne kørende i byen og mejeriudsalg på Svanetorvet 2 i Skælskør. Espe Gods leverede så deres mælk til “Godthaab”, indtil godset solgte køerne i begyndelsen af 1960-erne.
I 1960 havde “Godthaab” 38 leverandører med 1.159.000 kg. mælk. Foruden mejeribestyrer Knud E. Jensen beskæftigede mejeriet 2 mejerister.
Udviklingen i landbruget med flere kvægløse bedrifter førte i 1960-erne til lukning af flere andelsmejerier. På Skælskøregnen blev det i flere tilfælde “Godthaab”, der overtog mælken. Stigsnæs Andelsmejeri blev nedlagt i 1964, og mælken blev herefter leveret til “Godthaab”. Samme år lukkede Boeslunde Andelsmejeri her delte leverandørene sig geografisk mellem Vemmelev Andelsmejeri og “Godthaab”. På Omø lukkede andelsmejeriet i 1966, og mælken blev fremover leveret til “Godthaab”. Da “Godthaab” blev en del af Øernes Konsummælk-Selskab (ØKS), blev der fordelingscentral i mejeribygningerne på Næstvedvej. I 1977 blev fordelingscentralen nedlagt og virksomhedens aktiviteter overflyttet til Slagelse. Der var 10 ansatte på fordelingscentralen, bestyrer Knud E. Jensen, 7 chauffører og 2 mand på lageret. De fik alle arbejde på ØKS i Slagelse.
Mejeribygningerne blev solgt, og der blev indrettet møbelforretning i dem. Senere var der en ejendomsmægler på adressen Næstvedvej 7, 4230 Skælskør.
Formænd: Gårdmand Carl Verdich Tystofte 1886 – 1888 Gårdejer Christian Hansen Magleby 1888 – 1893 Gårdejer Mads Nielsen Østerhoved 1893 – 1902 Formand 1902-1096 vides ikke på grund af manglende forhandlingsprotokol Gårdejer Morten Peter Hansen Mindeshoved 1906 – 1910 Møller Lars Peder Christiansen Magleby 1910 – 1919 Gårdejer Hans Christian Nielsen Smidstrup 1919 – 1946 Gårdejer Ejner Jensen Hesselby fra 1957 –
Mejeribestyrere: C. Drost 1886-1888 Christian Vestergaard 1888-1903 Gregers Berndorff Jørgensen 1903-1914 Laurits Nielsen Knudsen 1914 – 1946 Knud E. Jensen fra 1958
JENS NYVANG ANDERSEN. 1.1. 2014
Mejeriets personale, en byvogn og en landvogn fotograferet foran mejeriet ved 60 års jubilæet i 1946. Mejeriet blev i 1937-38 ombygget i funkisstil
Fra høst til jul skulle der brygges og bages, slagtes får, gæs og svin. Og med svineslagtningen fulgte der mangt et godt pølsegilde, hvor der rigtig blev taget for sig af den gode slagtemad.
Når de indbudte kom, fik de blodpølse, og den skulle være god, for som de gamle sagde: ”Rosiner og fedt for hvert et snit, ellers er pølsen skidt.” Derefter kom der hvidpølse ind, den var lavet af risengrød, hvori der var kommet fedt, rosiner, sukker og krydderier. Den blev altid stoppet i grisens endetarm og kogt sammen med sortepølsen.
Siden vankede der thevandsknægte til madfolkene, og fruentimmerne fik sød snaps. Og førend de fremmede gik, fik de kvældsnadver, det var ribbenssteg og medister med sovs og kartofler. SÅ kunne de gå mætte hjem, mens husmoderen segnefærdig af træthed gik endnu en runde gennem køkken, bryggers og kælder for at se efter, at ingenting var blevet glemt, og for at se, om fedtet var blevet ordentlig hvidt og fast, så hendes husmoderære ikke blev gået for nær.
Skættegilde var ligesom klinegilde noget, som varede hele dagen, og hvor mange gik sammen om arbejdet. På Sallestubbegård på Glænø hos Erik Kristensen holdt man helt op i 1870’erne skættegilde. Forud var der gravet en brydegrav, det var et dybt avelangt hul i jorden, hvor det var lavet, så man kunne gå ned i den ene ende. Så blev der fyret op i den med store brændestykker, så der kunne blive en rolig ild. Ind over graven blev der så lagt stænger, og på dem blev hørren så bredt ud til tørring. Brydegraven blev altid passet af en kone, som havde mange års erfaring i det stykke arbejde. Efterhånden som hørren var tilpas tør, blev den brudt på en bryder, så blev den skættet, så skæverne kunne falde fra, og til sidst blev den så heglet, hvorved det fine hørgarn blev skilt fra blårgarnet. Nu kunne kvindfolkene begynde at spinde i ledige stunder, så der kunne blive garn til væven.
Margrethe hed en pige, hvis far sidst i det 18. århundrede havde måttet opgive forpagtningen af Brydegården på Glænø og var flyttet med familien ud ved havet. Men da pigen gerne ville giftes med en lige så ubemidlet karl, gik de til greven på Holsteinborg og bad om lov til at fæste Brydegården, der havde været forpagtningsledig længe. Det fik de lov til, på betingelse af, at de selv satte gården i stand. Desværre viste det sig, at de lerklinede vægge stort set var regnet væk, så kun stolpeværket stod tilbage. Nu var gode råd dyre, men Margrethes far mente, at der var ikke andet at gøre end at byde hele øen til klinegilde.
Det gjorde de så, og tidligt om morgenen på den fastsatte dag strømmede alle, der kunne gøre et ærligt stykke arbejde, ud til Brydegården for at være med til at kline den op.
Først var dog den risfletning, som sad mellem bindingsværket, fornyet eller repareret.
Nu tog alle fat, de stærkeste karle gravede ler op, andre æltede det, så det kunne bruges til at kline med; så blev det båret hen til kvindfolkene, som klinede det på muren, de stod to og to og klaskede leret på begge sider på en gang. Det gik med liv og lyst, og da aftenen kom, var gården atter oppe, og så godt var det lavet, at nogle af murene stod med lerkliningen, til gården brændte halvandet hundrede år efter. Fællesskabet havde stået sin prøve som så mange gange før.
