Hed oprindelig Ludwig Maquard Rasmussen men tog senere navneforandring. Da Slagelse igen blev garnisonsby i 1913, kom han med 8. Regiments Musikkorps fra Aarhus. Dette musikkorps, som i Slagelse blev til 7. Regiments Musikkorps, havde han været dirigent for siden 1900. Han instrumenterede musik til samtlige militære musikkorps i Danmark, foruden at han arrangerede musik til Georg Lumbye i Tivoli.
Blandt hans kompositioner er 14. Bataljons Sangmarsch, Slagelse Tappenstreg, Nu kommer Garden, Tre Fyr, Vognmanden i Slagelse og måske også Sejle op ad åen. Herudover komponerede han operetten Prinsessen, der ikke kunne le og operaen Vår, som dog aldrig blev opført. Slagelse Tappenstreg blev i 1980’erne kendingsmarchen for de store “Slagelse/Rosenborg Tattoo” og dermed spredt ud til mange militære musikkorps i Europa. Den er indspillet af to britiske musikkorps.
Litteratur:
Martin Corfix: Regimentsmusikken i Roskilde 1913-1932. – I: Historisk årbog fra Roskilde Amt 1996/97
Mogens Gaardbo: Ludvig Heinrich August Makwarth. I: Reville nr. 1 (2009) s. 4-12
Mariendals Mølle lå på Mariendals Allé, hvor nu Spar Nord har indrettet sit hovedsæde i Slagelse.
Oprindeligt lå der en stubmølle omkring 1780. Denne mølle blev nedrevet og i 1864 erstattet med en hollandsk mølle. Sammen med møllen lå den anseelige møllegård, der nedbrændte i slutningen af 1930erne. Møllen var blevet moderniseret i 1925 og havde fået installeret en 30 KH stærk motor fra den lokale maskinfabrik Alliancen. Møllen blev solgt til nedrivning i 1941.
Knud Bruun Rasmussen. November 2016
Mariendals Møllegård med møllen i baggrunden.
Mariendals Mølle og møllegård til højre. Til venstre to beboelsesejendomme, der i dag har adresserne Mariendals Allé 40 og 38. I baggrunden ses Sankt Peders Kirke. Den smukke allé med den brolagte vej er desværre for længst forsvundet.
I 1624 opførte Borrebys daværende ejer, Klavs Daa født 1579, søn af Oluf Daa og Dorthe Henriksdatter Friis, et grundmuret hus også kaldet – ”Hospital” – for 15 almisselemmer og udsatte 500 rigsdaler til deres underhold. Renten 6 % af disse penge skulle fordeles til de 15 almisselemmer hver Mortensdag. Så allerede dengang havde man et socialvæsen, selvom det nok ikke har virket som i dag, men folk fik da tag over hovedet, hvilket vistnok ikke altid var tilfældet.
Det gamle Hospital blev i 1758 restaureret af godsejer, gehejmeråd, amtmand og højsteretsassessor, ejer af Borreby, Villum Berregaard født 1717 på Antvorskov Slot. Efter ombygningen var der plads til 12 beboere. Det var også her Myse-Ellen boede fra omkring 1832, hvor hun blev enke og til sin død i 1855. Myse-Ellen er kendt for en del viser, som hun har givet videre fra ældre mennesker, hun har kendt. Myse-Ellens viser omtales bl.a. på følgende hjemmeside:
Huset har virket som ”fattighus” de næste ca.170 år frem til først i 1930-erne. Derfra og frem til ombygningen til den nuværende funktion brugte Magleby Kommune det til opbevaring af forskelligt materiale for vejmændene bl.a. snestakit, og under krigen havde man brændsel liggende til udlevering, tørv og hvad, der ellers var at fyre med, til folk, der manglede noget til komfuret og kakkelovnen. Men nu bliver det brugt til konfirmandundervisning og diverse møder, kirkekaffe m.m.
Magleby Kirke var oprindelig ejet af Borreby Herreborg. Først i 1910 forærer godset kirken til sognet. Fattighuset forblev i Borrebys eje frem til 1974, hvor Castenschiold forærede bygningen til sognet, og herefter fandt ombygningen til den nuværende funktion sted. Det var daværende Provst Olesen i Tjæreby, som også havde Magleby sogn, der var initiativtager til ombygningen.
AAGE PILEGAARD JUSTESEN. 2014
Magleby Kirkelade – det gamle fattighus – ” Hospitalet”. Foto: Aage Pilegaard Justesen 2011.
Poul Munkgaard Madsen blev født i Esbjerg 10. juli 1922.
Hans forældre var togbetjent Marius Madsen og Pauline Munkgaard.
Samtidig med Poul kom hans tvillingesøster Asta til verden.
Familien boede i Esbjerg på Østergade 97 i en lejlighed.
17 år gammel begyndte Poul Munkgaard Madsen hos DSB som trafikelev ved stationen i Tim, der ligger 10 kilometer nord for Ringkøbing. 1946 blev han udnævnt til trafikassistent og fik tjeneste i Ribe. Efter et par år blev han flyttet til Nyborg, hvorfra han i 1954 kom til Struer, hvor han blev overassistent ved maskinsektionen. Efter fem år gik turen til Esbjerg. Her var han kun tre år. Så blev han udnævnt til overkontrollør med tjeneste ved Aarhus hovedbanegård.
Fra 1. september 1969 blev Poul Munkgaard Madsen udnævnt til stationsforstander i Slagelse. Her flyttede han med sin kone Eva ind i tjenesteboligen på 1. sal på Søndre Stationsvej 28 (stationsbygningen).
Efter få år købte Poul Munkgaard Madsen villa på Gormsvej, hvor de boede, da han efter ansøgning blev afskediget på grund af alder 31. september 1986.
Frederik Løw (1801-74) blev født i Lyngby. Hans far var urmager Johan Henrik Løw. I 1810 flyttede familien til Slagelse, hvor faderen fik borgerskab som urmager, kort før han døde i 1813. På det tidspunkt boede familien i Slotsgade. I september 1814 blev Frederik Løw optaget som discipel i nederste klasse i Slagelse lærde Skole, og han fortsatte sine studier her, indtil han i 1821 blev dimitteret til Københavns Universitet.
Året efter – dvs. i 1822 – blev han cand.philos. – dvs. han havde bestået filosofikum eller anden eksamen. Fra 1822 studerede han medicin og kirurgi på Det kongelige kirurgiske Akademi i Bredgade. Han var volontør på Det kongelige Frederiks Hospital og boede i øvrigt på Regensen.
Han tog dog ikke medicinsk embedseksamen i Danmark. Grunden var, at hans ”faderlige Ven og Velgjører Etatsraad og Dr.” professor Børge Thorlacius gjorde ham opmærksom på, at den russiske regering gennem aviserne indbød fremmede læger at rejse til Rusland, hvor de kunne få ansættelse. Og medicinske studenter kunne aflægge embedseksamen på et hvilket som helst europæisk sprog og derefter opnå ansættelse. Herudover fik de tilbudt en rejsegodtgørelse, når de havde bestået eksamen. Thorlacius sendte Løw penge til rejsen, og hans lærer på Kirurgisk Akademi professor C.C. Withusen skaffede ham gratis skibslejlighed til Kronstadt med en skibskaptajn, som professoren havde haft i behandling. Fra Kronstadt kom han med dampskib til Skt. Petersborg, og måtte her vente hele tre måneder før han kunne komme op til eksamen. Da han havde brugt sine penge, fik han på ny understøttelse af Thorlacius. Imidlertid kunne han ikke som lovet blive eksamineret på dansk, som åbenbart ikke blev regnet som et europæisk sprog(?). Han kunne læse både tysk og fransk, men talte ikke disse sprog, så i stedet valgte han at lade sig eksaminere på latin – og det med godt resultat. Kun i psykologi var der problemer, idet professoren i faget foretrak at anvende sine egne udtryk. Han bestod sin eksamen og fik udbetalt 150 dukater til dækning af sine rejseudgifter samt et diplom som militærlæge. Han fik så ansættelse på flådehospitalet i Arkhangelsk, og i dette barske område arbejde han i to år. Han lærte at tale og forstå russisk og kaldte sig herefter Feodor Ivanovitch Leve.
I sommeren 1830 rejste han bort fra egnene ved polarhavet på en dramatisk skibstur, som blandt andet omfattede et skibsforlis ved Halmstad, hvor man mistede en officer og 13 matroser. Desuden druknede fire svenske lodser. På turen besøgte han København, og det var sandsynligvis sidste gang, han fik muligheden for at være sammen med sin moder og sine søskende. Han overvejede at rejse tilbage til Arkhangelsk, men takkede ja til en opfordring om at blive læge ved en kommando på 2000 mand, der skulle operere ved Sortehavskysten.
I februar 1831 ankom han til Sevastopol, hvor han blev resten af sin tilværelse. Året efter ankomsten blev han gift og fik 13 børn, af hvilke flere ikke nåede voksenalderen. Som skibslæge ved sortehavsflåden sejlede han til Bosperus for at bistå den tyrkiske sultan Mahmud 2. i en strid med Ægyptens vicekonge Muhammed Ali. Hans indsats her indbragte ham en guldmedalje fra sultanen, og den russiske zar tildelte ham Stanislaus-ordenen. I de følgende år deltog han i en række af de krigstogter, som sortehavseskadren foretog mod bjergfolkene i Kaukasus, og under tjenesten til søs fik han titel af hofråd. I 1842 blev han overført til tjeneste i land, hvilket gav ham mere tid sammen med familien og til at oparbejde en privat praksis.
Krim-krigen brød ud i 1854. Sevastopol blev belejret i 11 måneder og var under konstant bombardement. I denne periode passede Løw sin tjeneste på marinehospitalet, lazaretterne, nødhjælps-stationerne i bastionerne og på skibene, hvor sårede strømmede ind. Hans eget hus blev ødelagt af en bombe, og han måtte betale en meget stor sum penge for at familien kunne bringes i sikkerhed i en by godt 400 km nordvest for Sevastopol. Efter krigen fik han 2700 sølvrubler af zaren til erstatning for de tab, han havde lidt, og han kunne derfor genopbygge sit hus. Her boede flere gene-rationer af familien, indtil det blev ødelagt af en tysk luftbombe under anden verdenskrig. I 1858 blev Løw udnævnt til divisionslæge ved Sortehavsflåden, en stilling han varetog til sin død i 1874.
Løw blev rigt dekoreret blandt andet for sin indsats som læge under Krimkrigen, og hans portræt blev ophængt i det museum for Sevastopols forsvar, der blev bygget i 1869. Museet – og dermed et maleri af Løw – blev ødelagt af tyskerne under 2. Verdenskrig.
BØRGE RIIS LARSEN. 2014
Litteratur: B. Riis Larsen: Fra Slagelse til Sevastopol. I: NYT fra Slagelse Gymnasium og HF-kursus, oktober 2008 s. 12-14 og Jul i Slagelse 16 (2009) s. 18-20
Frederik Løw (1801-74) fik sin elementære skoleuddannelse i Slagelse, tog eksamen som militærlæge i Rusland og blev rigt dekoreret blandt andet for sin indsats som læge under Krim-krigen.
Det gamle, fredede bindingsværkshus ved gadekæret i Sorterup er sognets gamle fattighus. Huset er opført på den fælles landsbygadejord, som lå rundt om gadekæret mellem kirken og skolen. Fattighuset er formentlig opført omkring 1851. Folketællingen fra 1850 nævner intet fattighus, men i kirkebogen for Sorterup Sogn er der den 2. april 1852 noteret en begravelse af en lille dreng, der bare blev en dag gammel. Drengen var født i Sorterup fattighus. I folketællingen fra 1855 indeholder Sorterup fattighus 4 familier. I de følgende år afslører folketællingen en voldsom brug af huset med mange personer i hvert rum.På et gammelt matrikelkort efter 1879 blev fattighuset indtegnet på matrikel 2a, vest for gadekæret. Det var opført i bindingsværk på en syld af marksten, fem fag langt og fire fag bredt med stråtækt pyramidetag og med en central skorsten. Der var formentlig indrettet fire rum, hver med et enkelt vindue. I vest- og øst-siden af huset var der en dør, hvorfra man kunne komme ind i rummene til højre eller til venstre. I hvert rum har der været en ovn. Gulvet var lerstampet. I sognet fandtes også fattighuse i Ollerup og Næsby.I folketællingen fra 1890 ses en ny fattiggård med en opsynsmand. Sognet havde på dette tidspunkt opført og indrettet en egentlig fattiggård med en vis form for pleje og tilsyn. Fattiggården lå som nabo til den gamle skole.I folketællingen 1901 optræder det gamle fattighus stadig, nu med navnet ”Løgten”. Det skal nok ses som en dialektisk udtale af øgenavnet ”Lygten”, der henviste til fattighusets form som en stor bærelygte.
Hans Sørensens datter i Sønderup ansøgte i 1915 Sorterup sogneråd om at måtte leje en stue i det gamle fattighus til hende og hendes barn. Sognerådet vedtog at leje de to vestlige stuer ud til hende formedelst 16 kroner i årlig leje. I 1920 blev hele det gamle fattighus udlejet til en privat, hvorefter kommunens årlige kalkning af bygningen ophørte. I 1926 forsøgte en lokal mand at købe det gamle fattighus, men salget blev ikke til noget.Umiddelbart efter besættelsestidens ophør besluttede kommunen at lægge nyt tag på ”det lille kommunehus”, som det gamle fattighus nu omtaltes. Istandsættelsen skulle sikre, at det kunne anvendes til opbevaring af brændsel. Senest på dette tidspunkt blev der isat en port i huset søndre side. I 1954 besigtigede sognerådet huset igen med henblik på en istandsættelse. I sognerådsprotokollen nævnes intet om anvendelsen, men huset omtaltes for første gang som ”den gamle kirkelade”. Denne betegnelse i sognerådsprotokollen kan muligvis være grunden til, at bygningen blev fredet i 1978.Et helt nyt alderdomshjem blev opført i 1961 af Kindertofte, Gudum og Sorterup-Ottestrup kommuner i fællesskab. Den gamle fattiggård blev solgt, og det gamle fattighus blev reduceret til lager for vejvæsenets materiel. ”Løgten” var da for længst slukket som fattighus. I dag findes ”Løgten” i velrestaureret stand liggende på den gamle gadejord i Sorterup 200 meter syd for kirken.
KNUD BRUUN RASMUSSEN. 2014
Kilder: Folketællinger for Sorterup, matrikelkort Sorterup, protokol for Sorterup-Ottestrup sogneråd, kirkebøger for Sorterup Kirke.
Magnus Laurids Lund blev født i Åbølling, Føvling sogn i Ribe Amt den 20. marts 1889.
Hans forældre var korporal ved grænsegendarmeriet Marius Thomsen Lund og Gjertrud Marie Madsen.
Han begyndte som trafikelev i marts 1906 og blev trafikassistent i 1914 med tjeneste i Fredericia.
I september 1924 blev han gift med Kirsten Marie Schmidt, der stammede fra Århus.
1.april 1931 blev Magnus Laurids Lund udnævnt til overassistent. Fem år senere kom forfremmelsen til trafikkontrollør med fortsat tjeneste i Fredericia. Ved indgangen til 1941 blev han overtrafikkontrollør.
1.maj 1949 blev Lund forflyttet til Slagelse, hvor han blev stationsforstander.
31. marts 1959 gik Magnus Laurids Lund på pension. Han flyttede da tilbage til Fredericia med sin kone.
Blandt hans omkring 100 kompositioner kan nævnes Slagelse By’s 700 års Jubilæums- og Festmarch, skrevet til byens 700 års købstadsjubilæum i 1988 og indspillet på kassettebånd af Slagelse Gardens Orkester og Hjemmeværnsregion V Musikkorps, og Slagelse-Visen, som ligeledes er indsunget på kassettebånd af Slagelse Kommunale Jubilæumskor. Børge Lorentzen fik sin første musikundervisning af musikdirektør Ludvig Makwarth. Han tog realeksamen ved Slagelse kommunale højere Almenskole og senere handelseksamen. I 1978 blev han pensioneret som prokurist på Danapak og fungerede herefter som organist ved bl.a. Sorterup Kirke.
BØRGE RIIS LARSEN. 2014
Litteratur:
Børge Riis Larsen (1993): Komponisten Børge Lorentzen. – I: Reveille nr. 2 (1993) p. 13-14.
Børge Riis Lasen: Slagelse Bys 700-års Jubilæums- og Festmarch. i: Jul i Slagelse 2005, s. 36-37
Nede i ”Kommandanten” på Fæstningen er den i lokale folkemunde gængse adresse på vort lokalhistoriske arkiv, som har lokaler i de sammenbyggede huse Søbatteriet 11, 13 og 15.
Søbatteriet 15 blev opført som en toetagers bolig for Fæstningens kommandant omkring 1720, og i forlængelse blev tilbygget vognport, heste- og svinestald og foderloft, alt i én etage. Ved en reparation i 1850’erne blev kommandantboligen beklædt med træ, som vi ser det i dag – måske for at lune og samtidig for at dække over forfald i murværket. Staldlængen blev efter forfald repareret og ændret i 1884 til den nuværende grundmurede rødstensbygning Søbatteriet 11 og 13.
Efter en bestemmelse i 1763 skulle hæren indskrænkes, og Fæstningen derfor sælges. Korsørs storkøbmand Rasmus Langeland købte både Fæstningen og kommandantbolig m.v. i 1764, og han beholdt det, til kronen kunne købe det tilbage 1. januar 1775, hvorefter kommandanten kunne flytte ind i sin oprindelige bolig igen. Omkring 1857 nedskrev man Fæstningens strategiske betydning og benyttede herefter betegnelsen ”Søbatteriet”.
Helt frem til 1931 var Søbatteriet normeret med en kommandant og én soldat. Sidste kommandant, ritmester Halvorsen, døde 1931, og 1. april 1942 overgik Fæstningen fra Staten til Korsør Havn, som etablerede tjenesteboliger i kommandantboligen i tre lejemål.
Sidste beboer i nr. 15, selve ”Kommandanten” var arkitekt Mortensen med frue, mens havnemester Hjort Jensen havde bolig i nr. 11 med sin familie. De tre lejemål blev efterhånden ledige ved beboernes fraflytning eller død.
Arkivet blev kaldt ”Byhistorisk Arkiv”, da det i 1965 fik sit første lokale dør om dør med Turistkontoret i kælderen under ”Sølyst” på Havnepladsen. I 1972 flyttede Turistkontoret til Caspar Brands Plads og overlod sine lokaler til arkivet. I 1975 vedtog Kulturudvalget at opsige lejemålet fra 1. april 1976 for at flytte arkivet til nogle af bibliotekets hidtidige lokaler i Havnegade 13.
I 1980 ønskede skolevæsenet at overtage arkivets lokaler i Havnegade, og samtidig blev der mulighed for flytning af arkivet til mere varige lokaler på Søbatteriet 11, hvor man efter indretning af bl.a. toiletter kunne gennemføre den omstændelige flytning af arkivalier m.v. i april måned med festlig indvielse af de nye lokaler 6. maj 1980.
Senere kunne den beskedne lejlighed i nr. 13 lægges til arkivet, og senere blev der også mulighed for at overtage nr. 15 efter arkitekt Mortensen.
Hermed rådede arkivet over rimeligt gode og af mange misundte lokaleforhold, samtidig med at man havde sikret den gamle historiske bygning i det enestående fæstnings- og bastionsområde.
Senere er hele bygningen blevet tilsluttet byens fjernvarmenet for bedre regulering af temperaturer og luftfugtighed i de forskellige rum, hvilket er vigtige faktorer for arkivaliernes velfindende.
Samtidig med at der hæges om de oprindelige lofter og vægge samt døres udseende, er det lykkedes at skabe et meget aktivt arkivmiljø med faste åbningstider for interesserede tre dage ugentligt året rundt samt faste arbejdsmøder for arkivudvalgets medlemmer, foruden udstillinger, foredrag og kurser m.m. I alt et arkivmiljø som vækker glæde og beundring hos mange brugere og gæster året rundt.
K.B. RASMUSSEN. 2014
Kilder: Kirsten Borg (1994): Korsør Fæstning. L.F. la Cour (1926): Korsør. Bidrag til Egnens, Byens og havnens Historie. Arkivalier på Lokalhistorisk Arkiv for Korsør Kommune.
