Vejen, som tidligere hed Snogestræde, blev omdøbt ved en byrådsbeslutning 2. november 1905. Den er opkaldt efter skuespilleren Christen Niemann Rosenkilde, som var elev i Slagelse Lærde Skole 1795-1804. Vejen fører fra Smedegade til byens markjorder og institutionen Andersvænge.
GITTE STRANGE HANSEN. 2014
Christen Niemann Rosenkilde var søn af en bogbinder, Lars Rosenkilde, i Slotsgade. Hjemmet var fattigt, men det lykkedes alligevel for Christen at komme i Slagelse lærde Skole og blive dimitteret til universitetet i 1804. Han nåede aldrig at få sin embedseksamen, men blev huslærer og kordegn ved Århus, senere kantor ved domkirken. Han deltog flittigt i dilettantforestillinger i Århus, hvor han blev set af prins Christian, den senere Chr. VIII. Med støtte fra prinsen tog han springet i 1816 og blev skuespiller ved Det kgl. Teater i København. Rosenkilde fik kolossal succes i komiske roller, først og fremmest i Holbergs komedier og Heibergs vaudeviller. Flere af disse roller blev skrevet direkte til Rosenkilde.
Hans komiske talent fremgår også af hans erindringer, som bl.a. indeholder en ubetalelig historie om, hvordan han (vistnok!) blev forbyttet ved dåben og i virkeligheden er halvt russer og kvart kineser! Der er historier fra hans skoletid i Latinskolen, som Ingemann også omtaler i sine erindringer under overskriften “Christen Niemann Rosenkildes første Theater”.
Rosenkilde er en af de elever, som er nævnt på mindepladen på den gamle latinskole.
Snogestræde skiftede i 1905 navn til Rosenkildevej.
GITTE STRANGE HANSEN. 2014
Litteratur: C.N. Rosenkildes efterladte Skrifter. Udg. af P. Hansen. 1877. Bd.1-2. Bernhard Severin Ingemanns Levnetsbog skreven af ham selv. 1862.
I forbindelse med nedrivning af baghuse i karreen mellem Stenstuegade, Rosengade, Bredegade og Korsgade og indretning af arealet til parkeringsplads blev området navngivet Rosengården 28.2.1977. Det gamle navn var Rosens Gård efter gæstgiveriet Rosen i Rosengade.
GITTE STRANGE HANSEN. 2014
I 1740 fik Rosengade sit nuværende forløb efter en af de mange store brande, som har hærget byen. På samme tid opførtes Rosengade 5, som rummede Gæstgivergården Rosen. Bygningen blev i 1928 afløst af den nuværende, som bl.a. huser Rosen Bodega.
Arealet bag gæstgivergården kaldtes “Rosens Gård” senere ændret til Rosengården i forbindelse med anlæg af parkeringspladsen.
GITTE STRANGE HANSEN. 2014
Sofie Marie Rifbjerg Petersen blev født den 31. december 1886 på Havrebjerg skole som nr. 4 af en søskendeflok på 9 (5 piger og 4 drenge). Forældrene var skolelærer og kirkesanger Gustav Petersen og Johanne Augusta Rifbjerg. Familien fik d. 5. april 1913 bevis på at måtte føre efternavnet Rifbjerg.
Sofie Rifbjerg blev uddannet lærer i 1911 fra N. Zahles Seminarium og magister i psykologi i 1925.
Hun var stærkt inspireret af Maria Montessori og arbejdede hele sit liv med udviklingshæmmede børn. Hun startede en Montessoribørnehave i sit eget hjem på Amager og var en af initiativtagerne til Montessorikursus for børnehavepædagoger, som senere blev til Seminariet for Småbørnspædagoger, der blev banebrydende for reformpædagogikken.
I 1930 oversatte hun sammen med skoleinspektør Marie Kirkelund den franske intelligenstest Birnet-Simon til dansk og var med til at standardisere den, så den blev tilpasset danske forhold. Hun udarbejdede 1931 et iagttagelsesskema ”Psykologisk Iagttagelse af Børn”. Begge materialer kom i flere oplag og blev meget anvendte, særlig testen blev meget udbredt og benyttet i det danske skolesystem i årtier.
Af Sofie Rifbjergs store forfatterskab kan nævnes ”Udviklingshæmmede Børn” 1935, ”Børns Kår i Storbyen” 1946, ”Hjælpeskolebørn” 1963 og i 1966 ”Træk af den moderne opdragelses historie”.
Sofie Rifbjerg modtog flere priser i årene 1941 til 1974. Derudover blev hun udnævnt til æresmedlem af Danmarks Socialpædagogiske Forening, Skolepsykologernes Landsforening og Danmarks Hjælpeskoleforening.
Sofie Rifbjerg døde den 12. september 1981 i Dragør.
OLE HANSEN. 2014
Litt.henv.: Dansk kvindehistorisk leksikon.
Sdr. Bjerge er en gammel stationsby på banestrækningen Dalmose Skælskør. Banen blev oprettet i 1892. Der kørte tog med både passagerer og gods frem til ca. 1950. Da passagertrafikken blev nedlagt, fortsatte godsbanen frem til omkring 1975. Der var også posthus på stationen i Sdr. Bjerge. Byen blev med jernbanen udbygget også med hotel, som lå tæt ved stationen. Der var på den tid en del liv i byen med flere forretninger. Købmand, brugsforening, fælles vandværk og bank var der også. Flere små næringsdrivende prægede også byen, der var smed, skomager, barber som var en ret stor forretning. Kirke er der naturligvis også i Sdr. Bjerge, og det fortælles, at der skulle have ligget et nonnekloster i byen.
Nogle år før var der en væver, som fik en grufuld skæbne. Rasmus Pedersen giftede sig med den 25 år ældre væverenke, Ane Pedersdatter. De ernærede sig som vævere, og Rasmus fik stilling som klokker ved kirken. De havde ingen børn og var anset for at være ret velhavende.
Det fik gårdmand Peder Jørgensen til at overveje at spørge, om han kunne låne lidt penge af dem. Han var nemlig i en slem økonomisk situation. Da Peder Jørgensen en morgen gik hen mod væverens hus, kunne han se, at der ikke var røg fra skorstenen. Det undrede ham, men han gik alligevel derhen, folkene var nok stået op på det tidspunkt.
Peder Jørgensen bankede på døren, men der var ikke nogen, som svarede. Peder Jørgensen åbnede døren, og der mødte ham et rædsomt syn: der på gulvet lå Rasmus Væver, med hovedet smadret med en økse. Peder Jørgensen fik hurtigt fat i naboen og sognefogden og gik hen til væveren. Inde i huset fandt de også Ane, som havde lidt samme skæbne.
Rygtet løb hurtigt, hvem kunne det være, der havde myrdet væverparret.
Ret hurtigt blev øjnene rettet mod Peder Jørgensen, alle vidste jo han var i pengenød. Så en dag blev Peder hentet til forhør hos Birkedommeren i Rude. Peder Jørgensen var ellers kendt som en stille og retskaffen mand, men hans økonomiske sorger, og den omstændighed, at man havde fundet blodstænk på hans træsko, gjorde, at han blev sat i fængsel.
Efter fem måneder var der en fange i Slagelse arrest, husmand og kludekræmmer Niels Enevoldsen, som pludselig tilstod, at det var ham der havde begået mordene i Sdr. Bjerge. Peder Jørgensen kunne så tage hjem til Sdr. Bjerge som en fri mand, og Enevoldsen blev dømt til halshugning. Halshugningen foregik på Bjergby Banke den 16. maj 1838.
Desværre gik det ikke så godt for Peder Jørgensen, han havde haft en hård tid i fængslet, hvor han var blevet behandlet meget strengt. Peder Jørgensen døde få måneder efter sin løsladelse.
Ellers må man sige, Sdr. Bjerge er en stille og rolig landsby, hvor det er gået som så mange andre steder, forretningslivet og håndværket er stort set væk, kun kirken ligger der midt i byen og knejser, omgivet af huse og gårde.
AAGE JUSTESEN, 01-01-2014
Ridehuset, som lå ved Slotsgade på den nuværendeRidehusplads opført 1864-1865 af et selskab, A/S Ridehuset, med kaptajn Dahl i spidsen. Huset opførtes af tømrermester eThomsen og blev indviet 6. maj 1866.
Det afløste den gamle rytterstald på hjørnet af Rytterstaldstræde og Slotsgade, som blev revet ned i 1867.
Selskabet havde lejet grunden af kommunen for en periode på 99 år. Til gengæld skulle man stille huset til rådighed bl.a. ved valghandlinger. Den sidste valghandling fandt sted i 1915.
Ridehuset var primært beregnet til rideøvelser, men derudover blev det brugt til meget andet: udstillinger, cirkus, sommerteater, vokskabinet og 5-øres dans på markedsdagene.
Med tiden blev Ridehuset fabriks- og lagerbygning. Hans Lystrup havde en fabrikation af biler på stedet og i den sidste tid blev det mest brugt som lager.
Mortensaften 1923 udbrød der brand i Ridehuset. I løbet af kort tid var det hele brændt ned til grunden. Det tog flere dage at slukke branden fordi Sorø Amtstidende opbevarede 263 ruller rotationspapir i bygningen.
GITTE STRANGE HANSEN. 2014
Litteratur: Chr. Madsen (1982): Gamle Slagelse-billeder. Bd.1. S.34-35.
K.F.U.K. – spejderne blev på landsplan stiftet i 1919. I Skælskør startede man i 1938.
Tropsførere gennem tiden har bl.a. været frk.Vibeke Flarup. frk. Ruth Kristensen, frk.Karen Hareskov Poulsen, fru Inge Skjoldstrup m.m.
I starten holdt man møderne privat eller i missionshuset. Senere havde man lokaler i den nu nedrevne ”Rådmandsgård” på Rådmandsvej. Derefter fik de lokaler på første sal i Strandgade 14.
Spejderkorpsene arbejder efter samme princip og med samme mål, blot med den forskel, at K.F.U.M. – spejderne og K.F.U.K.- spejderne er udgået fra K.F.U.M. og K.F.U.K.`s kristelige afdelinger, og har forkyndelse med i deres lederløfte. Alle spejderkorps arbejder sammen.
HANNE BECHMANN, 01-01-2014
Sct. Gertruds Kirke var indviet til de rejsendes helgen Skt. Gertrud. Den er en af byens ældste bygninger – af samme alder som slottet. Fra starten var den uden tårn; men et sådant blev tilbygget midt i 1400-tallet. Ved en ombygning af kirken i 1699 blev tårnet indesluttet af kirken. I 1809 blev der opsat en optisk telegraf i vestenden, og der indrettedes værelse til telegrafisten i tårnet.
Telegrafen belastede kirken så meget, at den slog revner, hvorefter man begyndte nedrivningen i 1862. Året efter lukkede den gamle kirke, og de kirkelige handlinger blev flyttet til Beckers gård i Brogade indtil den nye kirke, Skt. Povls blev indviet i 1871.
OVE JENSEN, 01-01-2014
Født: 23. marts 1861 i Fredericia
Død: 5. septenber 1922 i Slagelse
Vilhelm Schou blev student fra metropolitanskolen i 1878 og cand. polit. i 1884. Ved endt uddannelse blev han ansat som bestyrer af Dansk Arbejderbanks filial på Vesterbro i København.
I 1888 overtog han forpagtningen af Antvorskov teglværk og flyttede samtidig ind på familiens ejendom Gl. Antvorskov. Grundet sin historiske interesse fortsatte han den udgravning af klosteret, som hans fader Theodor havde igangsat. Denne gang blev udgravningen dog foretaget med kyndig hjælp og vejledning fra Nationalmuseet. Vilhelm indrettede herefter en mindre del af ”Slottet” som et museum, hvor genstande fra udgravningen blev vist frem, herunder en trætallerken med johanniterordenens mærke (kan i dag ses i Nationalmuseets udstilling)
I 1893 tiltrådte han som bestyrelsesformand for Dansk teglværksforening.
I sit testamente krævede han, at arvingerne skulle sikre Antvorskov som slægtens bolig. Dog var der ikke sat nogle midler af til dette, da han havde testamenteret en stor del af beløbet til sin husholderske, så hun havde noget at leve af efter hans død. Ved en adskillelse af teglværk og gård lykkedes det dog arvingerne at opfylde hans ønske.
Vilhelm Schou blev begravet på Sct. Mikkels kirkegård.
Vilhelm Schou opfandt på trods sine tekniske mangler mange maskiner og redskaber til brug i teglindustrien.
Vilhelm Schou mistænkte helt frem til sin død sine konkurrenter for at have anstiftet en strejke på teglværket, hvor vrede arbejdere kastede sten gennem vinduerne på Gl. Antvorskov.
NIKOLAJ HEDEGAARD HYTTEL, 01-11-2018