Waldemar Pedersen kom fra et grundtvigiansk bondehjem, men fik dog en akademisk uddannelse som journalist. Interessen for jura, journalistik og ikke mindst politik havde han haft siden barndommen. På den politiske front opnåede han i en ung alder en vis pondus, og i 1901 stod Waldemar som modkandidat til Thorvald Stauning til folketingsvalget.
I 1914 fik Waldemar en juridisk embedseksamen og blev nærmest øjeblikkeligt tilknyttet Sorø Amtstidende som redaktionssekretær. I 1916 blev han sendt til København som korrespondent for at dække Rigsdagen, samme år fik han sin bestalling som fuldmægtig jurist, men denne blev hurtigt skrinlagt, da Waldemar nu fokuserede på sit journalistiske arbejde.
Som skribent måtte Waldemar slide hårdt for at give sin stil, der oprindelig var stemplet af jurastudiets knirkende begrebsapparat, en enkel og direkte form med appel til en bred læserkreds.
I 1917 indgik Waldemar som medredaktør for Sorø Amtstidende, og overtog i 1933-1938 det fulde ansvar som redaktør og direktør for avisen.
Efter Anden Verdenskrig udtrykte han på mange måder modstandsbevægelsens synspunkter, især i retsopgøret. Han støttede den aktive Sydslesvig-bevægelse og var en af de tidligste og mest energiske talsmænd for Danmarks tilslutning til NATO. Hans engagement i disse spørgsmål var utvivlsomt farvet af begivenheden 23. maj 1944 på Rådhuspladsen i Kbh. da han sammen med sin søn, der var sabotør, blev holdt op af Gestapo. Sønnen blev ramt af skud og døde to dage senere i tysk forvaring.
Johannes Martin Olsen stammede fra Snoldelev ved Roskilde og var en årrække leder af håndværkerafdelingen på Rødkilde Højskole. 1910 flyttede han til Slagelse, hvor han opbyggede en stor virksomhed som bygmester. Hans far og en bror arbejdede ligeledes som bygmestre. Det lå så at sige til familien. Johannes Olsen efterfulgte i 1911 arkitekt Ejvind Mørch som leder af håndværkerafdelingen på Antvorskov Højskole. Afdelingen blev dog nedlagt ved forstanderskiftet i 1916.I 1920 var Johannes Olsen blandt de seks mænd, der købte højskolen og efterfølgende solgte den til Frederik Nørgaard. Johannes Olsen byggede og boede selv på Slotsalléen. Først boede han i nummer 27, siden i den imponerende villa i nummer 26. Her var bedre plads til tømrer- og snedkervirksomheden.Af Olsens arbejder er kirke- og mødesalen på Liselund bedst kendt. Den er enestående smuk og harmonisk. Alt tyder på, at det er Olsen selv, der har tænkt og tegnet. Ifølge Jens Marinus Jensen blev byggeriet gennemført sommeren 1918 på blot tre uger, så det kunne være klart til mødet i august. Et par år senere byggede Olsen også et træhus i haven på en uge! Huset blev kaldt Aladdins slot.Johannes Olsen byggede også en del gårde. Gudrun Trier Mørch fortæller, at han var hurtig til at tilbyde sin assistance, når en gård var brændt. Johannes Olsen har været bygmester på Rødkildegården, Rødkildevej 1 (1916), Asbjerggården, Falkenstenvej 7 (1916) og med stor sandsynlighed Husagergård, Skælskør Landevej 52. Ved Skælskør har Olsen bygget Guldagergaard, Heilmannsvej 31 A. Gården, hvis hovedbygning er fra 1918, er nu keramikcenter.Olsen byggede også sommerhuse. En stribe huse blev opført af ham ved Stillinge Strand i 1914-1915. Prisen var 3000 kroner inklusive grund i første række. Husene er stadig de flotteste på stranden. Han havde selv sommerhus på matrikel 11r Kirke Stillinge by ved Egebækvej. Det er sandsynligt, at han har bygget Niels Daels stadig eksisterende sommerhus i 1912.
I Slagelse har han foruden de allerede nævnte ejendomme på Slotsalleen bygget forretningsejendommen Bredegade 1 (1912), villaen Rytterstaldstræde 1, Rosengården på Rosengade 5, Frederik Nørgaards villa, Kongelyset 3, samt villaerne Slotsalleen 28 og 32.Et barnebarn oplyser, at Olsen byggede Hejninge skole i 1911, at han byggede på de store gårde Charlottedal og Valdemarskilde ved Slagelse og Sdr. Elkær nord for Ålborg. Sdr. Elkær var ejet af forpagter Sørensen fra Charlottedal. I 1930’erne ejede Olsen Vestergade 12 i Københavns centrum. Her lå tidligere ”Hotel Tre Hjorter”. Olsen ombyggede ejendommen, hvis facadedel blev fredet i 1940.Johannes Olsen tegnede Hellig Anders Brøndværk, som blev rejst i 1918 på Kildevej i Landsgrav. Tegningen af brøndværket har siden 1935 været anvendt som logo for Slagelse Gymnasium. I 1922 var han bygmester på udvidelsen af Antvorskov Højskole. Han byggede her videre på Ejvind Mørchs klosterkoncept fra 1908. På Liselund stod han for hovedbygningen i 1932, bistået af arkitekt Hartmann Petersen, København.Olsens virksomhed udførte under besættelsen arbejde for besættelses-magten. Der var gjort et forsøg på sabotage allerede i august 1943. 3. februar 1945 blev virksomheden saboteret. Værksted og maskiner brændte, og der skete skader for ca. 250.000 i datidens kroner.Johannes Olsen var en strålende bygmester og arkitekt med sans for at kombinere det æstetiske og det praktiske. Han døde 18.11.1959 og blev begravet 20.11.1959. Begravelsen blev foretaget af pastor emeritus N.P. Nielsen, en gammel ven fra Liselund og Antvorskov Højskole. Gravstenen kan endnu ses på Sct. Mikkels kirkegård, selv om gravstedet er nedlagt. Stenen befinder sig langs muren ved Skovvej.
Landsbyen Ollerup ligger ca. 5 kilometer nord for Slagelse, øst for Vestermose Å. Forstavelsen Olle er det samme som det olddanske Ali. –rup betyder rydning eller udflytning. Ollerup betyder således Alis udflytning. Ollerup nævnes første gang i 1318 som Oldorp. Det er rimeligt at antage, at det stigende folketal og det dermed øgede behov for landbrugsjord efter vikingetidens ophør har medført en udflytning fra de oprindelige landsbyer i området, i dette tilfælde den nordfor liggende landsby Tyvelse. Terrænet syd for Tyvelse er altså blevet ryddet af Ali og hans folk omkring 1200. Landsbyens tre vange blev benævnt Munkebromarken mod sydvest grænsende op til Gudum, hvor der i middelalderen lå en grangie (munkegård), Saxebroemarken mod nord og Skielledmarken mod sydøst. Landsbyens seks gårde er udskiftet 1790, men det oprindelige præg af en lille landsby med gårde samlet omkring et gadekær ses stadig. Enkelte gårde og bebyggelser ligger dog spredt på landsbyens jord uden for den gamle landsby.
Zakarias Nielsen blev født 5. juni 1844 i Øster Stillinge. Hans far, Niels Henrik Rasmussen, var smed, moderen, Olavia Mathea Storm, var datter af lærer J.O. Storm, Kirke Stillinge. Efter eksamen fra Jonstrup Seminarium i 1863 var Zakarias Nielsen huslærer på Charlottedal indtil han i 1864 blev lærer ved Nejlinge skole i Nordsjælland. Allerede i 1868 fik han nyt embede, denne gang i Herstedvester. I 1884 måtte han søge sin afsked på grund af sygdom og boede derefter i en årrække i Charlottenlund. Blev i 1856 gift med Egerta Johanne Nielsen i Kirke Stillinge. Ved siden af lærergerningen havde Zakarias Nielsen et liv som digter. Et møde med Mads Hansen på Københavns Banegård i 1867 inspirerede ham efter sigende til at gå i gang med at skrive digte og fortællinger. Han blev repræsentant for den såkaldte skolelærerlitteratur. Blandt hans kendteste værker er “Nye Tider”, som gav ham hans gennembrud i 1881. Udgav digtsamlingerne “Et Møde” i 1882, “Maagen” i 1889, “Lyse Dage” i 1890 og “Klokkespil” i 1902. Derudover udkom “Kulsviere” og “Kilderejsen”. Om barndommen i Øster Stillinge fortæller han i “Minder og spredte Træk af mit Liv”. 25.11.1974 vedtog byrådet at give navnet Zakarias Nielsensvej til en sidevej til Disagervej i Øster Stillinge.
GITTE STRANGE HANSEN. 2014
Zakarias Nielsens barndomshjem, tegnet af ham selv i 1902
Den unge Zakarias Nielsen og hans første hustru Egerta ca. 1865, fotograferet af J. Henschel
I 1930 rejstes en mindesten for Zakarias Nielsen i Øster Stillinge. Den er forsynet med en portrætmedaljon og citater fra hans bog “Mågen”
Christian Nielsen var uddannet cand.theol. og cand.mag. og havde været ansat ved Blaagaard Seminarium og Haslev Gymnasium, da han i 1941 blev udnævnt til rektor for Slagelse kommunale højere Almenskole. Han underviste i religion, fransk og historie. Efter pensioneringen i 1958 var han i nogle år vikar ved Gladsaxe Gymnasium.
BØRGE RIIS LARSEN. 2014
Litteratur: Børge Riis Larsen (1977): Træk af Slagelse Gymnasiums historie og (2002): Slagelse Gymnasiums lærere.
Knud Holger Mørk blev født i Søllested på Lolland 10. april 1880.
Han var søn af skolelærer Hans Jensen Mørk og Kathinka Henriette Kristine.
1. september1897 blev Knud Holger Mørk elev ved DSB. To år senere var han assistent ved stationen i Esbjerg, hvor han var indtil 1909. Derefter flyttede han til Odense. 1910 giftede han sig med Anne Meinertz, der kom fra Sønderho på Fanø.
Fra 1923 var han trafikkontrollør i Odense indtil 1933, hvor han vendte tilbage til Esbjerg. Her var han overkontrollør i et par år.
1. maj 1935 blev han udpeget til stationsforstander i Slagelse.
Tiden i Slagelse blev forholdsvis kort, idet han blev udnævnt til stationsforstander på Københavns Godsbanegård 1. oktober 1938.
Knud Holger Mørk boede som pensionist i Charlottenlund.
Samtidig havde han et sommerhus i Kobæk ved Skælskør. Her døde han 18. juni 1965 i en alder af 75 år.
Simon Sørensen Meisling var discipel i Borgerdydskolen i København, fra hvilken han blev dimitteret i 1803. Efter at have bestået studentereksamen tog han det følgende år den filosofiske eksamen og blev derefter elev i Det pædagogiske Seminarium. I 1807 vandt han universitetets guldmedalje for besvarelsen af et filosofisk prisspørgsmål og blev samme år cand.theol. Året efter blev han adjunkt ved den lærde skole i Helsingør og tog i 1809 doktorgraden i filosofi ved Københavns Universitet. I 1812 blev han adjunkt ved Københavns Katedralskole – det var Vor Frue Skole, som en kort overgang havde dette navn, før det i 1817 blev til Metropolitanskolen. I 1822 fik han embedet som rektor ved Slagelse lærde Skole. Denne stilling beholdt han i fire år, indtil han i 1826 fik samme stilling ved den lærde skole i Helsingør. Da denne skole i 1839 blev nedlagt, gik han på ventepenge og flyttede til København.
BØRGE RIIS LARSEN. 2014
Litteratur: J. Jørgensen og B. Riis Larsen: H.C. Andersen og Slagelse lærde Skole (2005) s. 21f. B. Riis Larsen: Naturvidenskab og dannelse (1991) s. 48ff.
Hed oprindelig Ludwig Maquard Rasmussen men tog senere navneforandring. Da Slagelse igen blev garnisonsby i 1913, kom han med 8. Regiments Musikkorps fra Aarhus. Dette musikkorps, som i Slagelse blev til 7. Regiments Musikkorps, havde han været dirigent for siden 1900. Han instrumenterede musik til samtlige militære musikkorps i Danmark, foruden at han arrangerede musik til Georg Lumbye i Tivoli.
Blandt hans kompositioner er 14. Bataljons Sangmarsch, Slagelse Tappenstreg, Nu kommer Garden, Tre Fyr, Vognmanden i Slagelse og måske også Sejle op ad åen. Herudover komponerede han operetten Prinsessen, der ikke kunne le og operaen Vår, som dog aldrig blev opført. Slagelse Tappenstreg blev i 1980’erne kendingsmarchen for de store “Slagelse/Rosenborg Tattoo” og dermed spredt ud til mange militære musikkorps i Europa. Den er indspillet af to britiske musikkorps.
Litteratur:
Martin Corfix: Regimentsmusikken i Roskilde 1913-1932. – I: Historisk årbog fra Roskilde Amt 1996/97
Mogens Gaardbo: Ludvig Heinrich August Makwarth. I: Reville nr. 1 (2009) s. 4-12
Poul Munkgaard Madsen blev født i Esbjerg 10. juli 1922.
Hans forældre var togbetjent Marius Madsen og Pauline Munkgaard.
Samtidig med Poul kom hans tvillingesøster Asta til verden.
Familien boede i Esbjerg på Østergade 97 i en lejlighed.
17 år gammel begyndte Poul Munkgaard Madsen hos DSB som trafikelev ved stationen i Tim, der ligger 10 kilometer nord for Ringkøbing. 1946 blev han udnævnt til trafikassistent og fik tjeneste i Ribe. Efter et par år blev han flyttet til Nyborg, hvorfra han i 1954 kom til Struer, hvor han blev overassistent ved maskinsektionen. Efter fem år gik turen til Esbjerg. Her var han kun tre år. Så blev han udnævnt til overkontrollør med tjeneste ved Aarhus hovedbanegård.
Fra 1. september 1969 blev Poul Munkgaard Madsen udnævnt til stationsforstander i Slagelse. Her flyttede han med sin kone Eva ind i tjenesteboligen på 1. sal på Søndre Stationsvej 28 (stationsbygningen).
Efter få år købte Poul Munkgaard Madsen villa på Gormsvej, hvor de boede, da han efter ansøgning blev afskediget på grund af alder 31. september 1986.
Frederik Løw (1801-74) blev født i Lyngby. Hans far var urmager Johan Henrik Løw. I 1810 flyttede familien til Slagelse, hvor faderen fik borgerskab som urmager, kort før han døde i 1813. På det tidspunkt boede familien i Slotsgade. I september 1814 blev Frederik Løw optaget som discipel i nederste klasse i Slagelse lærde Skole, og han fortsatte sine studier her, indtil han i 1821 blev dimitteret til Københavns Universitet.
Året efter – dvs. i 1822 – blev han cand.philos. – dvs. han havde bestået filosofikum eller anden eksamen. Fra 1822 studerede han medicin og kirurgi på Det kongelige kirurgiske Akademi i Bredgade. Han var volontør på Det kongelige Frederiks Hospital og boede i øvrigt på Regensen.
Han tog dog ikke medicinsk embedseksamen i Danmark. Grunden var, at hans ”faderlige Ven og Velgjører Etatsraad og Dr.” professor Børge Thorlacius gjorde ham opmærksom på, at den russiske regering gennem aviserne indbød fremmede læger at rejse til Rusland, hvor de kunne få ansættelse. Og medicinske studenter kunne aflægge embedseksamen på et hvilket som helst europæisk sprog og derefter opnå ansættelse. Herudover fik de tilbudt en rejsegodtgørelse, når de havde bestået eksamen. Thorlacius sendte Løw penge til rejsen, og hans lærer på Kirurgisk Akademi professor C.C. Withusen skaffede ham gratis skibslejlighed til Kronstadt med en skibskaptajn, som professoren havde haft i behandling. Fra Kronstadt kom han med dampskib til Skt. Petersborg, og måtte her vente hele tre måneder før han kunne komme op til eksamen. Da han havde brugt sine penge, fik han på ny understøttelse af Thorlacius. Imidlertid kunne han ikke som lovet blive eksamineret på dansk, som åbenbart ikke blev regnet som et europæisk sprog(?). Han kunne læse både tysk og fransk, men talte ikke disse sprog, så i stedet valgte han at lade sig eksaminere på latin – og det med godt resultat. Kun i psykologi var der problemer, idet professoren i faget foretrak at anvende sine egne udtryk. Han bestod sin eksamen og fik udbetalt 150 dukater til dækning af sine rejseudgifter samt et diplom som militærlæge. Han fik så ansættelse på flådehospitalet i Arkhangelsk, og i dette barske område arbejde han i to år. Han lærte at tale og forstå russisk og kaldte sig herefter Feodor Ivanovitch Leve.
I sommeren 1830 rejste han bort fra egnene ved polarhavet på en dramatisk skibstur, som blandt andet omfattede et skibsforlis ved Halmstad, hvor man mistede en officer og 13 matroser. Desuden druknede fire svenske lodser. På turen besøgte han København, og det var sandsynligvis sidste gang, han fik muligheden for at være sammen med sin moder og sine søskende. Han overvejede at rejse tilbage til Arkhangelsk, men takkede ja til en opfordring om at blive læge ved en kommando på 2000 mand, der skulle operere ved Sortehavskysten.
I februar 1831 ankom han til Sevastopol, hvor han blev resten af sin tilværelse. Året efter ankomsten blev han gift og fik 13 børn, af hvilke flere ikke nåede voksenalderen. Som skibslæge ved sortehavsflåden sejlede han til Bosperus for at bistå den tyrkiske sultan Mahmud 2. i en strid med Ægyptens vicekonge Muhammed Ali. Hans indsats her indbragte ham en guldmedalje fra sultanen, og den russiske zar tildelte ham Stanislaus-ordenen. I de følgende år deltog han i en række af de krigstogter, som sortehavseskadren foretog mod bjergfolkene i Kaukasus, og under tjenesten til søs fik han titel af hofråd. I 1842 blev han overført til tjeneste i land, hvilket gav ham mere tid sammen med familien og til at oparbejde en privat praksis.
Krim-krigen brød ud i 1854. Sevastopol blev belejret i 11 måneder og var under konstant bombardement. I denne periode passede Løw sin tjeneste på marinehospitalet, lazaretterne, nødhjælps-stationerne i bastionerne og på skibene, hvor sårede strømmede ind. Hans eget hus blev ødelagt af en bombe, og han måtte betale en meget stor sum penge for at familien kunne bringes i sikkerhed i en by godt 400 km nordvest for Sevastopol. Efter krigen fik han 2700 sølvrubler af zaren til erstatning for de tab, han havde lidt, og han kunne derfor genopbygge sit hus. Her boede flere gene-rationer af familien, indtil det blev ødelagt af en tysk luftbombe under anden verdenskrig. I 1858 blev Løw udnævnt til divisionslæge ved Sortehavsflåden, en stilling han varetog til sin død i 1874.
Løw blev rigt dekoreret blandt andet for sin indsats som læge under Krimkrigen, og hans portræt blev ophængt i det museum for Sevastopols forsvar, der blev bygget i 1869. Museet – og dermed et maleri af Løw – blev ødelagt af tyskerne under 2. Verdenskrig.
BØRGE RIIS LARSEN. 2014
Litteratur: B. Riis Larsen: Fra Slagelse til Sevastopol. I: NYT fra Slagelse Gymnasium og HF-kursus, oktober 2008 s. 12-14 og Jul i Slagelse 16 (2009) s. 18-20
Frederik Løw (1801-74) fik sin elementære skoleuddannelse i Slagelse, tog eksamen som militærlæge i Rusland og blev rigt dekoreret blandt andet for sin indsats som læge under Krim-krigen.
